Det er første bind i ny krimiserie af forfatteren, der ellers er kendt for sin lange serie med Maria Wern. Kriminalinspektør Kristoffer Bark er hovedpersonen, Han involveres i sager om nogle unge pigers forsvinden, og da en af pigerne er hans egen datter, bliver efterforskningen også en hård oplevelse for ham personligt.

Fra bogens bagside:
Tyveårige Vera Bark skal giftes, men på sin polterabend tager hun en lille robåd ud på en nærtliggende sø og forsvinder. Efter lang tids eftersøgning bliver efterforskningen indstillet, og hun formodes at være druknet, men liget bliver aldrig fundet. Uvisheden om hendes skæbne driver hendes far, kriminalinspektør Kristoffer Bark til at fortsætte sin desperate jagt efter svar.

Fem år senere bliver Bark leder for en lille gruppe af politifolk, der skal efterforske gamle, uafsluttede sager. Han opdager hurtigt en sag, hvor en kvinde, der har en slående lighed med Vera, er forsvundet fra samme område. Han vælger derfor at genåbne sagen i håbet om også at finde ud af, hvad der skete med hans egen datter. Og snart indser han, at der er flere sammenfald, end han først havde forstillet sig.

Min anmeldelse:
Anna Jansson serie med Maria Wern som hovedperson er velkendt både som bøger og som filmatisering. Serien er på 20 bind, og ikke alle er oversat til dansk – endnu. Nu er hun begyndt på en ny serie med en ny hovedperson og har samtidig givet i det mindste dette første bind lidt mere kant end hendes tidligere serie. Alligevel er der fælles træk bl.a. med historiens opbygning, et lille  lokalmiljø med hemmeligheder samt en hårdt prøvet og fraskilt politiefterforsker.

Det er en ret spændende historie med flere sidehandlinger, der flettes sammen til sidst, hvor alle brikker falder på plads på meget overraskende og dramatisk vis. Alt ender godt, for dem det skal ende godt for, og mindre godt for de andre. Så også på den måde er stilen som i de fleste krimier. Det er de overraskende drejninger helt frem til opklaringen og efterspillet, der gjorde min læsning til god underholdning og adspredelse. 

Det er en gedigen politiroman med psykologisk spænding baseret på traumer og tidligere begivenheder. Ikke noget unikt mesterværk, men mindre kan sagtens gøre det. Bogen er godt skrevet og historien godt skruet sammen, så underholdningsværdien ligger pænt over gennemsnittet.

Sagen afsluttes i bogen. Kristoffer Bark har fundet mere ro, men har han også genfundet kærligheden, og hvad er der tidligere sket for en af hans kollegaer? Her lægger Jansson spor ud til fortsættelsen, som det bliver interessant at læse. 

Det bliver til 8 skydeskivepoint her på min blog og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Anna Jansson
Datter savnet
(En Kristoffer Bark-krimi; 1)
People’s Press, 2021
415 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.