Fra bogens bagside:
Da en snigskytte dræber en gruppe krigsveteraner i en afsides shelterlejr, må PET bese den tidligere jægersoldat Niels Oxen om hjælp.
Oxen siger ja til at assistere sin gamle makker Margrethe Franck, men efterforskningen viser sig at være yderst vanskelig.
Snigskytten har formentlig meget mere på samvittigheden, og en ung kvindelig betjent krydser konstant deres spor på mystisk vis. Tilmed har PET – uvist af hvilken grund – mørkelagt dele af sagen.
For PET er den højtdekorerede Oxen den rette at sende ud i ingenmandsland i jagten på de skyldige.
For Oxen selv bliver det en skæbnesvanger opgave, da han står ansigt til ansigt med døden.
Min anmeldelse:
Indrømmet: Oxen er af mine favorithovedpersoner i de seneste mange års spændende bøger og krimier. Det fremgår helt sikkert af mine anmeldelser på min blog både af det afsluttende bind i den oprindelige trilogi og Danehof “De frosne flammer” HER og af fortsættelsen “Lupus” HER
I forbindelse med udgivelsen af “Lupus” lavede jeg et interview med Jens Henrik Jensen bl.a. om hans arbejdsmetode, om Oxen og om chancen for, at der ville komme et bind 5 i serien om Oxen. Læs det HER.
Da jeg lavede interviewet, var hans svar på spørgsmålet om muligheden af et bind 5: “Jeg har ikke nogen som helst ide.”
Det må man sige, at forfatteren siden har fået! Det er længe siden, at en bog har været så spændende lige fra første side. Da jeg fik pakken med bogen åbnet, begyndte jeg at læse, selv om jeg var i gang med noget andet. Derefter gik tiden med at læse et godt stykke ind i bogen. Så spændende var den.
Da virkeligheden meldte sig, måtte bogen lægges væk. Men ikke for langt væk. Jeg læste bogen i ret få, men store bidder, fordi den var så spændende. Oxens vildt voldsomme oplevelser i jagten på snigskytten og især hensynet med Margrethe Franck samt deltagelsen af en helt nylig og fascinerende aktør holder godt fast i spændingen. En anden vinkel, der gør bogen spændende, er, at snigskytten også følges i selvstændige kapitler ind i mellem de andre.
Jeg har læst bogen for et par uger siden, og har også genlæst lidt i bogen. Sådan gør jeg gerne, inden jeg skriver min anmeldelse – især hvis jeg er tvivl om min vurdering, og det har jeg været, selv om Oxen som sagt er en af mine favoritter.
Bogen gjorde lige netop, det en spændingsbog skal, for den holdt spændingsniveauet støt stigende gennem bogen, og jeg var rigtigt godt underholdt hele tiden. Når jeg så alligevel har mine forbehold og mener, at dette bind 5 i serien er det svageste. Ikke at det betyder vildt meget, når seriens niveau er så højt, men det betyder, at jeg “kun” kan give 9 skydeskivepoint. Jens Henrik Jensens sædvanlige træfsikkerhed har for mig svigtet denne gang, så et pletskud til 10 point blev det ikke til. Det gav jeg med stor fornøjelse til “Lupus”.
Da jeg ikke vil spolere kommende læseres fornøjelse ved at læse bogen, er det svært at beskrive, hvorfor jeg mener, at plottet er svagt. Men kort sagt så er jeg slet ikke overbevist om det niveau af sandsynlighed, som efter min mening trods alt er nødvendigt i en spændingsbog/thriller. Jeg mener, at den grundlæggende baggrund for konflikten i bogen er overdrevet ud over det troværdige. Hvis Jens Henrik Jensen kan overbevise mig om, at der kunne være noget sandsynligt bag historien, så tilføjer jeg gerne den sidste stjerne. På Krimifan.dk giver jeg den 5 krimihjerter.
Jens Henrik Jensen
Gladiator
(Oxen; 5)
Politikens Forlag, 2021
464 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
