Fra bogens bagside:
Familiehemmeligheder. Magt. Penge.

Ingrid Tollefsen, 31 år og forsker i et internationalt medicinalfirma, bliver fundet dræbt på et hotelværelse i Rom. To år tidligere blev hendes teenagebror henrettet af bandemedlemmer uden for en skole i Kolbotn.

Efterforsker i økonomisk kriminalitet Milo Cavalli bliver sendt til Rom som norsk repræsentant for efterforskningen. I jagten på at løse mysteriet om søskendedrabene vikles han ind i en sag, som bringer ham fra organiserede kriminelle i Oslos underverden til hårdkogte finanskonger på Wall Street.

Parallelt med efterforskningen konfronteres Milo med sin egen rystende familiefortid.

Min anmeldelse:
Da jeg havde læst den første bog med Milo Cavalli – “Blød som metal”, skrev jeg bl.a. sådan i min anmeldelse: Jeg læste den med stor fornøjelse og vil vente spændt på fortsættelserne. Bogen er nemlig første del af Oslo-trilogien med Milo Cavalli som hovedperson. Han er en rigtig interessant og sammensat hovedperson. Og jeg ser frem til mere dramatik fra finansverdenen. (Læs hele anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=985)

Jeg må sige, at jeg med denne fortsættelse har fået mere dramatik tilsat action og mere viden om den ret specielle efterforsker Milo Cavalli.

Et italiensk militærfartøj forliser i 1977, en norsk kvinde dræbes i bogens nutid i Rom, og Milo Cavalli deltager næsten samtidig i arrestationen af en bandeorganiseret finanssvindler i Oslo. Med Milo Cavallis involvering i alle de tre selvstændige hændelser viser det sig, at alt har betydning for hans liv. Det lyder måske lidt underligt, men i bogen beskrives sammenhængene meget overbevisende, og det bliver en spændende historie fra nogle interessante og i krimisammenhæng usædvanlige miljøer.

Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre, hvordan det hele hænger sammen og hvorfor. Det skal alle læsere selv opleve og opklare. Milo Cavalli er et rigtigt godt og spændende bekendtskab! Jeg ser meget frem til slutningen på trilogien – og holdes niveauet, vil jeg heller ikke protestere, hvis Asle Skredderberget – ligesom flere andre forfattere har gjort det – udvider sin trilogi med flere bind!

9 sikre skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Asle Skredderberget
Smertehimmel
Grønningen 1, 2022
388 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.