Fra forlagets omtale:
En norsk student bliver bortført i Edinburgh og et døgn senere fundet stærkt skadet og bevidstløs i floden. Hun er niece til den norske politiefterforsker Harinder Singh, der rejser til Skotland for at bistå familien.

Bortførelsen ser ud til at have forbindelse til likvideringen af en stikker i Oslo et halvt år tidligere. Harinders kollega Rachel Hauge kommer på kollisionskurs med to berygtede nattelivskonger, der styrer en stor del af narkotrafikken i Oslo.

Turen til Edinburgh bliver en konfrontation med Harinders egen familiehistorie, og både gamle som nye relationer er i fare for at ende fatalt.

Min anmeldelse:
Noget så specielt som en efterforsker med en indisk far og norsk mor har jeg ikke mødt før i krimier, og det var et interessant møde. Bogen rummer både noget om Harinder Singhs egen interessante familie, en spændende krimihistorie og en god del politiefterforskning.

Jeg blev rigtigt godt underholdt af de interessante personer og gode miljøbeskrivelse fra både Oslo og Edinburgh. Og handlingen med vekselvirkningen mellem de to steder og to sager fungerer rigtigt godt. Min opmærksomhed og nysgerrighed for at nå frem til opklaringen blev holdt ret godt fast, for ud over at bogen er godt skruet sammen, så er den også godt skrevet.

Der er både mere klassiske krimielementer og nogle nye greb om sagernes gang, så det virker bestemt rimeligt, at bogen i 2020 blev kåret som den bedste, norske krimi det år, hvor den derfor fik Rivertonprisen.

Bogen er på bibliotek.dk kaldt bind 1 i serien om Harinder Singh, men på det norske forlags hjemmeside kan jeg se, at bind 1 med den norske titlel “Den stille uke” udkom i 2019. Her er  “Kvinden i floden” bind 2, og forlaget skriver, at der sidste år udkom et tredje bind “Skyldig”. Jeg håber meget på, at Modtryk vil udgive også bind 1 og 3 på dansk – og de næste!

Jeg vil nemlig gerne læse mere med og om Harinder Singh og giver bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Sven Petter Næss
Kvinden i floden
Modtryk, 2022
344 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.