Fra bogens bagside:
En 98-årig kvindes mystiske død i Vestjylland kædes sammen med mordet på en kontroversiel amerikansk højesteretsdommer. På begge lig finder man ældgamle romerske amuletter, der har været bortkommet i en menneskealder. 

Mens efterforskeren Vivi dykker ned i det vestjyske lokalmiljø, allierer hendes chef, Peter, sig med den rebelske arkæolog Nanna, der udover at være ekspert i amuletter også er lidt af en Indiana Jones. Snart går den vilde jagt fra Vestjylland til Kairo og fra Vatikanet og videre ud i verden.

Min anmeldelse:
Jeanette Varberg er en fantastisk fortæller og en fremragende formidler, når hun i ord og tale har sit vante fagområde på Nationalmuseet som emne. Det har hun vist til foredrag samt i flere bøger om vikingetiden. Her formidles fakta og synspunkter på inciterende vis, så hvordan ville det mon gå, når hun forlader fagområdet og brygger sin egen historie? 

Det var jeg spændt på, da jeg begyndte denne bog, men jeg overgav mig hurtigt. Hun fortæller en rigtig røverhistorie med fuld fart og dramatik. Et mord på en gammel dame i et indremissionsk miljø og et mord på en amerikansk kvindelig højesteretsdommer følges af endnu et mord i Egypten. Alle ofrene med amuletter og andre hellige genstande fra fortiden.Hvordan kan det da hænge sammen? For selvfølgelig er der en sammenhæng.

De to parallelle efterforskninger – dels i Vestjylland og dels i Egypten, Italien og USA – afslører, hvordan det hele er tæt forbundet. Men det bliver ikke let. Det er livsfarligt og dramatisk.

Når den kvindelige arkæolog, Nanna, på bagsiden sammenlignes med Indiana Jones, er det helt korrekt. Et andet univers, bogen kan sammenlignes med, er Dan Browns religionskonspiratoriske verden. I bogen bruges der nemlig på samme måde som i hans bøger en del emner fra religionshistorien, og der er også i Jeanette Varbergs bog fokus på de  katolske kirkes næsten uendelige magt til at kontrollere og bestemme over sandheden. I Danmark er der især fokus på den magt, som Indre Mission udøver med hård hånd i det vestjyske. Et overordnet tema er nemlig magtens fordeling, og det er især mht. den skæve kønsfordeling af magt og indflydelse, der står centralt – historisk og aktuelt.

De tre hovedaktører er nogle herlige personer, der supplerer hinanden rigtigt godt. Og de bidrager på hver deres måde til opklaring og dramatik. Dem kunne jeg godt tænke mig at møde igen, hvis de bliver aktørerne i en helt ny eventyrlig historie med et andet tema. Historien fortælles kronologisk med angivelse af tid og sted, og den suppleres af korte kapitler fra Vestjylland sidst i 1800-tallet, hvor der i 1893 døde rigtigt mange fiskere i en stor naturkatastrofe med mange enker til følge. Deraf bogens titel.

Bogen er et dejligt miks mellem historisk faktuelle begivenheder og forfatterens fabuleren over dem. Med sin baggrund i Danmark og med plottet solidt plantet i fakta og kombineret elegant med fantasier gør det bogen til betydeligt mere interessant læsning end DaVinci-mysteriet og de andre bøger af Brown. Det skyldes også forfatterens store fortælletalent. Hun beskriver iøvrigt kort i et efterskrift de historiske fakta bag plottet. 

Det er kort fortalt en spændingsbog på et højt internationalt niveau. 

9 point på min krimi/spændingsskydeskive og 5 krimihjerter på Krimifan.dk

Jeanette Varberg
Enkernes land
Politikens Forlag, 2022
523 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.