Bogen er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen, som tog udfordringen op på en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek. 

Fra bogens bagside:
I en lille bygd på Færøerne bliver fire præster fundet i en pøl af deres eget blod. Præsterne er i fuldt ornat, og umiddelbart ville det ligne et kollektivt selvmord, hvis ikke det var, fordi en femte præst, der også var til stede den nat, drabene fandt sted, er sporløst forsvundet.

Som repræsentant for specialenheden Task Force 14 sendes Lucas Stage derop sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen for at assisterer det lokale politi. Sidsel er født og opvokset på Færøerne, men har ikke sat sine ben deroppe, siden hun som 13-årig flyttede til Danmark sammen med sin mor og væk fra sin far og tvillingebror, Hjalti.

Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for gud.

Charlotte Johansens anmeldelse:
Den nittende ø er bind 2 i serien om Lucas Stage og David Flugt. Bind 1 hedder “Manden i tre dele”. Den her bog har Lucas Stage fra Task Force 14 som hovedperson.

Samtidig med at vi følger efterforskningen på Færøerne, får vi et indblik i hans svære opvækst, og det er ikke tit, man møder en så usympatisk hovedperson. Han er en manipulerende og dybt korrupt politibetjent. Men samtidig er han en dygtig politiefterforsker. Han arbejder bedst alene, da hans metoder ikke altid just er efter bogen.

Han bliver sendt til Færøerne sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen, som vi også hører en del om, for at opklare en bestialsk forbrydelse, hvor 4 præster enten brutalt er blevet myrdet eller har begået kollektivt selvmord, og den lokale præst mangler. De finder hurtigt ud af, at der er tale om en opsigtsvækkende drabssag, hvor ikke alt er, som det ser ud til at være.

Sidsel Jensen, der er vokset op på Færøerne under navnet Eivør, er tvillingesøster til den lokale politimand Hjalte. Hun forlod Færøerne som helt ung og har ikke været tilbage siden. Det er heller ikke med hendes gode vilje, at hun bliver kaldt tilbage til Færøerne for at hjælpe med opklaringen, og det giver da også en del problemer med de lokale og især med hendes familie, der er dybt religiøse ligesom resten af lokalbefolkningen i bibelbæltet. Her er alt lagt i Guds hænder, og de ser ikke velvilligt på den måde, Lucas griber sagen an på.

Thomas Bagger har skrevet en rigtig god krimi med et plot, der virkelig overrasker, og hvor helten samtidig er en skurk. Den er utrolig velskrevet med flotte naturbeskrivelser, og den er svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Den slutter selvfølgelig med en cliffhanger, og jeg glæder mig til den kommende bog i serien.

Jeg giver den 9 point, der svarer til 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Thomas Bagger
Den nittende ø
Politikens Forlag, 2022
384 sider