Fra bogens bagside:
En mand dør i et stenskred på en øde strand på Øland umiddelbart efter at have lagt en krans af roser på jorden.

Da politikvinden Tilda Davidsson flytter blomsterkransen, finder hun de forvitrede knoglerester fra en mand, der sidst blev set sammen med hendes 86-årige slægtning, skipperen Gerlof. Gerlof er gammel og efterhånden svagelig, men ligfundet minder ham om en af hans livs værste stunder, og han kaster sig derfor ud i at finde ud af, hvorfor en så gammel tragedie stadig skaber skræk og had. Et had så stærkt, at mordet på stranden bare er en begyndelse.

Min anmeldelse:
Ud over nogle fremragende og spændende enkeltstående bøger – som f.eks. “Sankt Psyko” – har Theorin tidligere skrevet 4 bøger under serietitlen Ølands-kvartetten: Skumringstimen / Natstorm / Blodlag / Gravgæst. Sidste bind kom 2014, men nu har serien fået ny titel, for kvartetten er udvidet med denne nye historie.

Det er stadig med den herlige, gamle Gerlof Davidsson i en af hovedrollerne i bogen. Fra alderdomshjemmet er han stadig aktiv i opklaringen af både den aktuelle sag med dødsfaldet under stenskreddet og de sager i fortiden, der måske ligger bag. Heri indgår også hans traumatiske oplevelse, da hans eget skib brændte. Desuden spiller en skolebrand i 1929 også en central rolle. 

Selv om Gerlof undervejs testes for begyndende demens, er han på ingen måde forvitret. Han bidrager på bedste vis Tilda Davidsson med sin viden om fortidens begivenheder. Hun er Gerlofs brors barnebarn, og selv om hun forsøger at begrænse Gerlofs detektivarbejde, så lykkes det heldigvis ikke. 

Det er en bog og en serie, hvor lokaliteten på fornem vis indgår som aktiv del af bogen – både geografien/naturen og andre lokale forhold. Foruden krimisagerne og Ølandsstemningerne rummer bogen fine skildringer af livet på plejehjemmet. De tilføjer bogen et ekstra underholdende element, og det er herligt, at den del erstatter de sædvanlige, personlige samlivsproblemer i mange andre svenske kystklimaer og skærgårdskrimier. Det gør ikke spor!

Johan Theorin har rigtigt godt styr på såvel plotstyring og på at fortælle en god historie, så det bliver til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Johan Theorin
Forvitring
Modtryk, 2022
413 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.