Fra bogens bagside:
Visse spørgsmål skal finde et svar. Og nogle forbrydelser er nødt til at blive opklaret. Eller går man under.

Fredag morgen den 28. februar 1986 ser Halland-betjenten Sven Jörgensson årets første vipstjert. Det er alt for tidligt på året, desuden ser han den sorte brystplet tydeligt, og det er en advarsel om ulykke og sorg.

Om aftenen kl. 23.21 bliver Olof Palme skudt og dræbt i krydset mellem Sveavägen og Tunnelgatan i Stockholm. Næsten samtidig bliver den 20-årige Stine Franzén voldtaget og myrdet i en bil nær Tiarp uden for Halmstad, og hun efterfølges af flere ofre.

Omkring 30 år senere flytter en forfatter tilbage til sit barndomshjem i Tiarp og kommer på sporet af de uopklarede mordsager. Han dykker ned i jagten på Tiarp-morderen og afdækker, hvordan de gamle mord hænger uløseligt sammen med Palme-mordet, der endegyldigt markerede afslutningen på én tid og begyndelsen på en helt anden. 

En kriminalroman om anstændige mennesker, der pludselig kan handle med grusomme konsekvenser til følge, stærke mennesker, der går til grunde, og sårbare mennesker, der hæver sig over, hvad der forventes af dem.

Min anmeldelse:
Det uopklarede Palme-mord hviler tungt over Sverige, og det er dette nationale traume, som forfatteren i bogen bruger som drivkraft i sit forsøg på at opklare det lokale traume og finde sandheden bag mordene på hjemegnen. 

Som det tit er i krimier, så er det farligt at rode op i fortiden. De mange hemmeligheder, fortielser og gamle forbindelser viser sig ofte at være livsfarlige at røre ved. Sådan er det også i denne bog, hvor en intens og vedholdende indsats gennem snak med gamle beboere og søgen i gamle papirer resulterer i en dramatisk sag, hvor lokalsamfundets sociale strukturer udfordres. 

Historien fortælles på en ualmindeligt velskrevet og intens måde, så det er en fornøjelse at læse bogen. Alle personerne er beskrevet, så man kan sætte sig ind i deres bevæggrunde for at gøre, som de har gjort uanset konsekvenserne. Sproget er flot og ofte poetisk. Samtidig er spændingen intakt hele vejen gennem bogen frem til afsløringen af sandheden bag rækken af lokale mord afsløres med en overraskende konklusion. Blandt stikordene er:  fortielser, moralske smerter, selvtægt, retfærdighed, sindets dybder, familierelationer.

Bogen er anden del af Christoffer Carlssons Halland-suite. Jeg har (endnu) ikke læst første bind, “Forbandelsen”, og det er afgjort en fejl. Ud fra forlagsbeskrivelsen at dømme er der ingen gennemgående figurer, men det er lokaliteten – små samfund i Halland-regionen – og livet her, der er det gennemgående tema. Også på den måde minder denne bog mig om de 4 bøger i Skåne-kvartetten af  Anders de la Motte, hvor tonen er den samme, og det er ubetinget positivt. Se mine anmeldelser af dem her:  https://blog.drustrup.dk/?p=859.

Det bliver til 9 sikre skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Christoffer Carlsson
Brænd mig en sol
Gyldendal, 2022
504 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.