Fra bogens bagside:
Året er 1900. Ud over at være kogebogsforfatter handler Pellegrino Artusi med silke, og det er i den egenskab han deltager i mødet mellem italienske forretningsmænd og en repræsentant fra Osmannerriget, et potentielt marked for godsejerens produktion af kød på dåse.

Der er lagt op til en weekend i smukke omgivelser og med god mad på bordet, men desværre afgår en af gæsterne ved døden under mystiske omstændigheder.

Min anmeldelse:
Pellegrino Artusi (1820-1911) var en norditaliensk forretningsmand, der i 1891 også udgav en kogebog, som blev solgt i store oplag og stadig anvendes. Han er også hovedperson i Marco Malvaldis humoristiske krimiserie, så selvfølgelig indgår der mad og opskrifter i bogen. 

Første bind “En muggen affære” udkom på dansk i 2013, og der også gået lige så mange år mellem de italienske udgaver. Heldigvis er dette bind 2 også blevet oversat. Det fortsætter i helt samme specielle og underholdende stil, hvor Artusi igen involveres i en mordsag med klassiske elementer, der bringer mindelser om bl.a. nogle af Agatha Christies historier med forbrydelser i lukkede rum og kombinationen af mad og krimigåde fik mig desuden til at tænke på Rex Stouts bøger med Nero Wolfe. 

Omdrejningspunktet er mødet mellem centrale italienske og tyrkiske personer for at få forhandlet en handelsaftale på plads. Der er mange dagsordner i dette komplicerede spil, og dertil kommer en af deltagerens yndige og giftemodne datter, der spiller en særlig rolle. Endelig er personelt på godset også centrale aktører i en slags upstairs-downstairs relation med lang tradition bag sig. Der spises,også en del mad undervejs, og bigen slutter da også med en opskrift. 

Der er en historie fortalt på en helt speciel måde. Sproget er nærmest høvisk og fyldt med finurlige formuleringer, der fint formidler den lette og humoristiske vinkel, der er på mange af optrinene. Bogen formidler fint stemningen og især forholdene i Italien på den tid, den foregår, og den giver et indblik i landets forhold til Tyrkiet. Læst i dag er det et ekstra underholdende og interessant element. Der er flere fortællevinkler i bogen. Ud over den almindelige stemme fra forfatter/fortæller,  som får historien afviklet, ses noget af og til fra en af personernes side, og endelig kommer forfatteren nogle gange med nogle nogle helt nutidige og sjove paralleller, hvor bl.a. Legoklodser pludselig optræder.

Som det fremgår er det en helt speciel krimi med en række klassiske krimielementer, fortalt med humor og på en interessant historisk baggrund. Læsere af den type underholdende krimier, der er lidt stille og hyggelige, vil virkelig nyde den. 
8 sikre skydeskivepoint her på min blog og 4 flotte krimihjerter på krimifan.dk 

Marco Malvaldi
En speget affære
Arvids, 2023
236 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.