Dette afsluttende bind i serien er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen fra Brønderslev. Hun har nemlig også anmeldt de første to bøger, så hun skulle da også have slutningen med!
Læs de første anmeldelser her:
1: Box – https://blog.drustrup.dk/?p=1120
2: Kult – https://blog.drustrup.dk/?p=1374
Fra bogens bagside:
Sneen daler ned, og julen nærmer sig i Stockholm. Men alt ånder ikke idyl. Langtfra. Den svenske justitsminister bliver truet på livet, og i undergrundsbanen bliver en højtstående forretningsmands efterladte knogler fundet. Efterforskeren Mina Dabiri og hendes team er stadig dybt påvirket af deres kollegas traumatiske død, og Mina beder derfor mentalist, Vincent Walder, om hjælp til efterforskningen. Snart efter gøres nye, gruopvækkende fund i undergrunden. Hvem står bag de uhyggelig mord, og hvad er forbindelsen til justitsministeren?
“Mirage” er den isnende afslutning på Camilla Läckberg og Henrik Fexeus krimitrilogi om Vincent Walder og Mina Dabiri, der skildrer de mørkeste skyggesider af Sveriges sjæl.
Charlotte Johansens anmeldelse:
Sidste bind i serien om Mina Dabiri og Vincent Walder er en virkelig fremragende afslutning på deres fortælling. Hvor vi i første bind fik et indblik i Vincent’s liv og andet bind i Mina’s liv, handler tredje bind om dem begge i fællesskab. Selv om det som sædvanligt er en ordentlig moppedreng, har jeg ikke på noget tidspunkt følt, den var langtrukket. Tværtimod har det været svært at lægge den fra mig, da jeg bare ville læse videre, fordi den er så spændende og virkelig godt skrevet.
Mina og Vincent skal forsøge at finde hoved og hale i de forskellige spor, de har i efterforskningen. Problemet er bare, at de ikke rigtigt kan se, hvor det fører hen, og at der ikke er noget, der rigtigt hænger sammen. Selv Vincent er på bar bund og er ikke helt på toppen, så derfor er han ikke så skarp, som han plejer at være.
Som sagen skrider frem, sker der flere ting, der gør, at alt det man formoder, slet ikke er, som det ser ud. Jeg elsker, at den slutter på en måde, jeg slet ikke havde set komme, og at jeg sidder tilbage og tænker: Hvad skete der lige der?
Forholdet mellem Mina og Vincent er ligeså godt og specielt, som det plejer. De har en forståelse for hinanden, som ingen andre kan sætte sig ind i. Man kan ikke lade at heppe på dem, og selv om Vincent er gift og har en familie, kunne jeg ikke undgå at ønske, at de finder sammen som par.
I de to første bøger gav titlen sig selv, men det var først da jeg var færdig med at læse bogen, jeg forstod, hvorfor den her hed Mirage. Der er virkelig en rigtig god bog, som jeg klart kan anbefale. Selv om det er sidste bog i serien, kan jeg ikke lade være med at håbe på, at der kunne komme en til, da jeg bare ikke kan få nok af fortællingen om Mina og Vincent og bare gerne vil have mere.
Jeg giver den 10 skydeskivepoint
Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Mirage
People’s Press, 2023
700 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.