Fra bogens bagside:
På julemånedens første dag findes en kvindelig byrådspolitiker knivdræbt på en af Aarhus’ kirkegårde. Symbolske brændemærker skamferer hendes krop, for hendes mund er sat et stykke tape. Budskabet synes klart som dagen, men byens kvindelige politikere er kun alt for vant til at modtage hadmails, og politiet tøver med at tillægge nettets mørkemænd nogen del i drabet.

Journalisten Anne Velin og kollegaen Sofie går løs på mysteriet om gerningsmanden, der har lige så mange ansigter, som der findes falske profiler på det mørke net. Indtil den skyldige er fundet, og ikke mindst det egentlige motiv, er enhver kvinde, der stikker næsen frem, et potentielt offer, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at fortsætte.

Anne fordyber sig i sagen på flugt fra kaosset, der vokser på hjemmefronten. Hendes forhold til kæresten er skrøbeligt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor insisterer på, at hun skal komme hjem til jul.

En svimlende fortælling om nettets uhyggelige incelmiljø, hvor anonyme mænd lader kvindehadet blomstre, og hvor kvinder, bare fordi de er kvinder, risikerer mere end at blive svinet til på de sociale medier.

Min anmeldelse:
Birgitte Wulff har endnu engang med sikker sans for aktuelle emner fundet det emne, der er plotbærende i denne seneste bog: Incels – mænd der føler sig svigtet af kvinder, og som derfor lever i ufrivilligt cølibat og vil hævne sig på kvinder. 

Bogen er bind 3 i serien med journalisten Anne Velin. Her er seriens foregående og spændende bøger, som jeg har anmeldt her:

Tårnspringeren (1) med temaerne vold mod kvinder og forholdet mellem medierne/journalister og politiet – https://blog.drustrup.dk/?p=1152 

Rigmanden (2) med hovedtemaet mangel på moral blandt de professionelle hestehandlere og igen med indblik i medieverdenen – https://blog.drustrup.dk/?p=1338 

Næste bog i serien hedder Pusheren, og den har unges mistrivsel samt deres brug af stoffer som tema. Den udkommer juni 2024. 

Også i Underhunden fortæller Birgitte Wulff en både relevant og spændende historie. Den har en faktuel base i form af de mange trusler og voldsomme mails mange politikere får. De fakta udvikles i bogen med tilført dramatik og forfatterens fine evne til at skærpe konflikterne, så historien både bliver spændende og sandsynlig. 

Igen bliver Anne Velin dybt personligt involveret, og igen er hendes privatliv en del af historien. På den måde må jeg sige, at Birgitte Wulff fortsætter den krimigenre, hvor den nysgerrige og effektive journalist bidrager til en hurtigere løsning af en sag, som politiet ikke helt har fattet sammenhængene i. Skabelonen virker, og forfatteren udnytter den effektivt og aktuelt.

Det bliver igen til 8 skydeskivepoint.

Birgitte Wulff
Underhunden
Grønningen1, 2023
398 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.