Fra bogens bagside:
Ti års ægteskab. Ti år med hemmeligheder og en bryllupsdag, de aldrig vil glemme.
Tror du, at du kender den person, du er gift med? Så tænk dig om en ekstra gang …
Der har længe været noget galt mellem hr. og fru Wright. Arbejdsnarkoman og manuskriptforfatter Adam Wright har levet med ansigtsblindhed hele sit liv. Han kan ikke genkende familie eller venner, knap nok sin egen hustru.
Hvert år på deres bryllupsdag giver parret hinanden små gaver – papir, læder, træ, bronze – og hvert år skriver Adams hustru et brev til ham, som hun aldrig lader ham læse. Før nu.
Da Adam og Amelia vinder en weekend til Skotland, er det måske lige, hvad deres ægteskab har brug for.
De ved begge, at denne weekend vil have stor betydning for deres ægteskab, men det er ikke tilfældigt, at de har vundet dette ophold. Nogen lyver, og nogen ønsker ikke, at de skal leve lykkeligt til deres dages ende.
Palle Thomsens anmeldelse:
PAlice Feeney er uddannet journalist og nu fuldtidsforfatter. Denne er hendes fjerde bog, og den er på vej til at blive filmatiseret som en serie på Netflix.
Jeg har ikke læst noget af hende før, men det må jeg i gang med, hun er god.
Efter de første ca. 100 sider var jeg ved at opgive, – syntes den var kedelig, men fortsatte dog, og det er jeg nu glad for. Historien blev bedre og bedre, overraskede gang på gang. Jeg blev fanget ind af historien, som er en lille smule thrilleragtig (som normalt ikke er min genre). Hovedpersonen lider af ansigtsblindhed og kan ikke engang kende sin egen kone. Det giver et godt twist til fortællingen.
Den er skrevet på en lidt finurlig måde. Hvert kapitel har et navn som overskrift, og denne person fortæller så i jeg-form, så man skal hver gang bide mærke i navnet på kapitlet. Det glemte jeg et par gange og blev så helt forvirret og måtte lige en tur tilbage.
En god historie med en fin slutning.
8 ud af 10 skydeskivepoint.
Alice Feeney
Sten saks papir
Zara, 2022
334 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.