Jeg læste bogen, da manuskriptet var næsten færdig til trykning, og jeg blev af forlaget bedt om at skrive et citat, de kunne bruge til markedsføring. Derfor er der dette korte udsagn på bogens forside fulgt af 4 stjerner:
“En spændende feelgood krimi om fattige familier i Danmark og maori-kulturen” ⭐️⭐️⭐️⭐️
Fra bogens bagside:
Mens plastikkirurgen, Robert McAllister, tager orlov for at passe sin og Susan Whites søn, vender Susan tilbage til jobbet som kriminalassistent i Christchurch, New Zealand. Kort efter myrdes en krybdyrsmugler, og Susan sættes på sagen. Opklaringsarbejdet fører hende til barndomsbyen, Wellington, hvor hendes far mange år tidligere fungerede som betjent og blev dræbt i tjeneste. Da et 100 år gammelt skelet findes i en sprække, opdager Susan, at det har forbindelse til den myrdede krybdyrsmugler, men noget tyder på, at sagen også har tråde til hendes fars død.
Den midaldrende nyborgenser, rengøringsdamen Merete, står over for svære udfordringer. Ryggen værker, hendes to drenge er umulige, og forholdet til ægtemanden sejler. Hun finder trøst i krimiernes verden, og efter at have set et interview på tv med en populær bogblogger starter hun sin egen blog. Tingene går dog anderledes end forventet, og en dag tager alt en uventet drejning.
Min anmeldelse:
Bogen er anden del af forfatterparrets serie, de kalder Canterbury-mordene, fordi de især foregår i området Canterbury på New Zealands sydø, hvor Christchurch ligger.
Første del hed “Efter skælvet”, og den anmeldte jeg her: https://blog.drustrup.dk/?p=1642. Det var en spændende krimi, som kombinerede videnskab i skikkelse af plastkirurgi i forbindelse af genterapi og en arvelig sygdom, en serie mord på New Zealand og en historie om de historiske og aktuelle vilkår for det oprindelige folk på øerne – maorierne.
I denne fortsættelse er der ikke skruet ned for dramatikken, men i nogen grad for vinklen med videnskab. Derimod er der skruet op for lidenskaben og kærligheden. New Zealand og maoriernes vilkår er stadig i centrum for historien, der denne gang tilføres en ny vinkel i form af den danske enlige mor, som lever under socialt vanskelige vilkår med sine to drenge.
Bogen indledes med et kort kapitel om en dramatisk begivenhed i 1897. Derefter fortælles historien langt hen i bogen i to separate, nutidige forløb – en dansk og en med begivenhederne på New Zealand. Hver for sig er de to dele godt fortalt. Den danske del med den social ramte familie er godt beskrevet og rummer også lidt humor samt en sidehistorie om moderens begyndende aktivitet som krimiblogger. Den newzealandske historie rummer som i første bind en god del lokalkolorit og indblik i maoriverdenen i både fortid og nutid
Først til allersidst knyttes de to dele af historien sammen. Så bliver alt næsten rosenrødt, og lige fortællegreb, hvor linjerne i bogen krydses, virker ikke helt overbevisende, og det bliver lidt for meget feelgood krimi for mig.
7 krimiskydeskivepoint svarende til de 4 stjerner, jeg giver bogen på forsiden.
Heidi og Claus Lohman
Eftermælet
Superlux, 2024
294 sider
