Fra bogens bagside:
Sommeren 1983. Ingrid Wolt bliver løsladt fra kvindefængslet Hingebjerg. Engang var hun en respekteret politibetjent på vej til at gøre karriere som efterforsker. Nu er hun en kvinde på flugt fra sin fortid.
Hun slår sig ned i en lille by i Dalarna for at begynde et nyt liv langt væk fra sin eks-mand. Hendes eneste ønske er at skabe en tryg tilværelse for sig selv og datteren Anna, som bor hos en plejefamilie. Men det er svært at finde arbejde i området. Indtil hun indser, at den eneste måde at forsørge sig selv på er at gøre det, hun er god til. At opklare forbrydelser.
Hun starter firmaet Siljans Efterforskningsbureau, og hendes første opgave bliver at finde den 12-årige Mattias, som forsvandt et år tidligere. Da hun begynder at grave i sagen, viser det sig, at de idylliske omgivelser gemmer på mørke hemmeligheder.
Første del i serien om Ingrid Wolt er en kriminalroman om sorg, skyld og leg, der bliver til dødelig alvor.
Min anmeldelse:
En spændende krimi med en noget usædvanlig hovedperson, der har en meget speciel baggrund. Læs bogen og find selv ud af, hvorfor hun har været fængslet og derfor blev fyret fra politiet med hårde konsekvenser for hendes forhold til datteren.
Bogen rummer både en spændende krimigåde, hun sætter sig for at opklare, og en interessant beskrivelse af livet i det landsbysamfund, hun bosætter sig i efter løsladelsen, og hvor forbrydelsen også er sket. Det er samtidig en god historie om politiets arbejde samt om familierelationer. En klassisk svensk krimi med en speciel baggrund, flere twists og – selvfølgelig – overraskelser undervejs.
Kun relativt få krimiers hovedpersoner er personer, jeg kunne tænke mig at møde i virkeligheden. Det sker dog af og til, at en fiktiv person fanger mig. Det skete i denne bog. Jeg fattede sympati for Ingrid Wolf og er nysgerrig/interesseret i at følge hendes videre liv både som privatperson og som efterforsker – som detektiv eller tilbage i etaten. Det vil vise sig.
8 sikre skydeskivepoint.
Ninni Schulman
Mens vi legede
Alpha, 2024
488 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.