Fra bogens bagside:
Et forsvundet barn. En ødelagt familie. Et døgn på jagt efter sandheden.

Sangen forstummer med ét, da døren til fødselsdagsbarnets værelse går op. Sengen er tom, og vinduet står på klem. Politiet bliver tilkaldt, og eftersøgningen går i gang. Den allerede dårlige stemning mellem ekskonen, faren og stedmoren spidser til. Alle har de tilsyneladende noget at vinde ved at få den syvårige Samuel ud af billedet, og det viser sig hurtigt, at deres individuelle historier ikke holder vand. Men hvad er der egentlig sket med Samuel? 

Bogen er første del i en ny spændingsserie og er allerede solgt til filmatisering. Den anmeldes af den faste gæsteanmelder Palle Thomsen.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har med fornøjelse læst mange bøger af Sofie Sarenbrant, Carina Bergfeldt kender jeg ikke, men de to udgør et godt makkerpar.

En velskrevet krimi om et kendisbarn der forsvinder på sin fødselsdag. Er barnet blot løbet væk, eller er det en kidnapning?

Bogen er inddelt på en lidt anderledes måde. Vi følger sagen time for time, idet bogen er inddelt i timetal fra kl. 6.00, hvor man opdager, at barnet er væk, og så går det timeslag efter timeslag. Under hvert timeslag er der underkapitler, hvor vi følger den enkelte person. 

Undervejs i fortællingen afdækkes der mange hemmeligheder blandt familie og venner, hemmeligheder der også påvirker efterforskningen.

Selve politiefterforskningen er virkelig godt og troværdigt beskrevet.
Der er dog noget ved slutningen, som jeg synes halter lidt, men jeg tilgiver forfatterne. Så alt i alt – en meget læsbar og let læselig krimi.

8 ud af 10 point.

Sofie Sarenbrant og Carina Bergfeldt
Fødselsdagen
People’s, 2024
400 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.