Fra bogens bagside:
Politikvinden Tilda Davidsson er højgravid, da hun må bevæge sig ind i et afsidesliggende hus på Øland for at hjælpe en kollega, der er blevet stukket ned. På husets overetage finder hun et ældre par, der ligger døde i deres seng. Manden ser ud til at have været død længe, kvinden er blevet slået ihjel for nylig.

Den pensionerede skipper Gerlof, Tildas ældre slægtning, opdager, at huset ligger ved et mislykket forsvarsværk, der blev etableret under Anden Verdenskrig, og hvor en række soldater omkom på tragisk vis. Gradvist går det op for Gerlof, at de gådefulde dødsfald ikke er glemt – og at en morder fra fortiden stadig er på fri fod.

Min anmeldelse:
Johan Theorin har tidligere skrevet 4 bøger med serietitlen Ølands-kvartetten: Skumringstimen / Natstorm / Blodlag / Gravgæst. Sidste bind i den kvartet udkom i 2014, men i 2022 kom endnu et bind i serien, der så skiftede navn til “Ølandsserien”. Den bog hed “Forvitring” og er anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1485 

På bagsiden af den seneste bog “Ridsemærker” står der, at den kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien. Det mener jeg ikke. Som et minimum skal man læse den forrige, men meget gerne hele serien forfra. Det er svenske skærgårdskrimier, når de er allerbedst, og det understreges med dette bind 6. 

Historien er opbygget på et klassisk krimiplot, hvor fortidens dramatiske gerninger viser sig at have fatal betydning for nutidens begivenheder. Det afsløres gennem effektive og spændingsskabende, parallelle krydsklip mellem kapitler om aktiviteter på Øland i 1940’erne og kapitler med kronologisk fortælling fra nutiden. 

Det er også på andre måder en klassisk, svensk skærgårdskrimi. Den foregår på en ø, Øland. Geografien og den lokale historie er central for historien. De centrale efterforskeres personlige forhold og relationer kommer i spil, og det bliver farligt for dem. Der er også samlivsproblemer involveret – dog med et pudsigt og underholdende twist, hvor løsningen først afsløres i næste bind.

Den er ikke kun klassisk. Det er en noget anderledes skærgårdskrimi, der for mig løfter genren flere trin op. Dels er den sprogligt bedre skrevet og derfor mere læseværdig end ret mange andre skærgårdskrimier, og dels er der bedre greb om plottet. Endelig er der især én af personerne i bogen, der tilfører serien og også dette bind noget ekstra. Det er den gamle Gerlof Davidson, som fra plejehjemmet bidrager positivt til underholdningen og på flere andre måder. En herlig type. 

Som det vel kan ses, så blev jeg rigtigt godt underholdt og giver gerne bogen 9 skydeskivepoint.

Johan Theorin
Ridsemærker 
Modtryk, 2024
418 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.