Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.
Fra bogens bagside:
En nat anmeldes et indbrud på en vinterlukket campingplads, og da politiet ankommer, er der lys i en afsidesliggende campingvogn. Her bliver de mødt af et forfærdeligt syn. Et menneske er blevet dræbt og sønderlemmet med en økse. En ung mand sover på gulvet med en afhugget arm som hovedpude. Det viser sig, at han lider af en sjælden form for søvngængeri. Han kan enten være gerningsmand eller vidne, men han hævder, at han ikke husker noget fra den nat.
Joona Linna sættes på sagen, og må kontakte sin gamle ven Erik Marie Bark for at bruge hypnose i jagten på en morder, der netop er gået ind i en yderst aktiv fase.
Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er bind 10 i Joona Linna-serien. Det er længe siden, jeg har læst en Kepler-bog, så jeg kan ikke huske, om de forrige bøger i serien har været specielt udpenslende i voldsbeskrivelser. Men det er denne.
Masser af øksemord og parteringer i detaljerede beskrivelser. Det er for meget. Jeg er glad for, at bogen ikke er illustreret og i farver.
Historien er også for meget og for langt ude. Personerne virker meget diffuse, ikke nogle gode personbeskrivelser, grum historie.
Normalt ville jeg læse en bog på 500 sider på et par dage, men det tog mig en uge at komme igennem den her. Jeg ved godt, at Joona Linna-serien har mange fans, men ikke mig efter denne.
Jeg kunne ikke lide den.
Kun 5 skydeskivepoint ud af 10 mulige.
Lars Kepler
Søvngængeren
Gutkind, 2024
545 sider
PS: Lars Kepler er et pseudonym for forfatterduoen Ahndoril.
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.