Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der indledningsvis skriver sådan:

Jeg har aldrig læst noget af Leslie Wolfe før, og det er en thriller – en genre jeg ikke er den store ynder af. Tilmed er det en thriller om en seriemorder. Jeg har før læst bøger om seriemordere, og jeg har det virkelig dårligt med at læse udpenslede beskrivelser af, hvordan seriemorderen piner sine ofre og dræber dem. Fatter ikke hvordan man som forfatter kan sidde ved sin pc og skrive om det i detaljer. Klamt. Men respekt for dem der kan.

Så det var med stort forbehold, jeg påtog mig at anmelde denne, men jeg ville være meget objektiv. 

Forlagets beskrivelse:
Hendes datter, med de smaragdgrønne øjne og det sødeste smil, betyder alt for hende. “Mor,” siger den lille pige og rører hendes ansigt med rystende fingre, inden hun bliver vristet væk. Kommer hun nogensinde til at se sit barn igen? 

Da den enlige mor Alison Nolan tager på ferie med sin 6-årige datter, Hazel, glæder hun sig til at tilbringe kvalitetstid med sin lille pige. En ferie ved Silent Lake, hvor sneklædte tinder er omgivet af efterårets gyldne farver, er lige, hvad de trænger til. Men efter få timer forsvinder Alison og Hazel ud i den blå luft. 

Kriminalbetjent Kay Sharp kaster sig over sagen. Det eneste bevis på, at de var ved Silent Lake, er en efterladt lejet bil med en kuffert i bagagerummet, vingummier i det åbne handskerum og en bamse under sædet. 

Kay er i vildrede. En uge forinden blev liget af en anden tilrejsende kvinde fundet, svøbt ind i et tæppe og med sit hår flettet og bundet med fjer. Kays mavefornemmelse siger hende, at sagerne er forbundne – og at der ikke vil gå lang tid, før flere uskyldige mennesker mister livet. 

I en kamp mod uret leder Kay en febrilsk eftersøgning og sværger, at hun vil finde Alison og lille Hazel i live. Hun arbejder i døgndrift, selvom det lille lokalsamfund møder hende med modstand og anklager hende for at stille for mange spørgsmål.

Lige som Kay tror, at hun har fundet puslespillets manglende brik, indser hun, at hun bliver overvåget. Er hun ved at komme for tæt på gerningsmanden, eller er hendes egen fortid ved at indhente hende? 

Med en lille piges liv på spil skyr Kay ingen midler. Men er det nok til at komme ind i hovedet på den mest forskruede morder, hun nogensinde har stået over for, eller vil endnu et uskyldigt barn blive kidnappet? 

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er squ en pageturner. 

En virkelig velskrevet historie og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Den beskriver grundigt hvordan barndomstraumer kan udvikle sig til noget ekstremt og stiller også spørgsmålet  – er nogle født onde? Kunne man med hjælp have forebygget, at et barn udvikler sig i det ondes retning. Er det samfundets skyld, er det forældrenes skyld, eller er man selv skyld i det, det udvikler sig til?

Samtidig er det en fortælling om en FBI betjent med bogstaveligt talt  lig i lasten, voldelig barndom og traumer, der rækker ind i voksenlivet og forbinder hendes historie med seriemorderen.

Jeg må overgive mig, og seriemorderens ugerninger er heldigvis ikke så udpenslede, så jeg klarede det.

9 sikre skydeskivepoint ud af 10.

Leslie Wolfe
De fortabte børn
Jentas, 2024
376 sider 

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.