Fra bogens bagside:
En ensom sejlbåd driver på bølgerne i skærgården uden for Stockholm. Da søredderen Annika går om bord, er der helt tomt. Båden er forladt. Har den revet sig løst? Ankeret er trukket op, og alle tove er på plads. Hvad er der sket?
Varmen dirrer i luften, da Joanna står på molen og kigger ud over lystbådehavnen. Hun skal sejle et par dage med sin storebror Zack. Med sig ombord bærer hun en tung sorg. Kan havet og samværet med broren hele hende?
Det bliver nogle stegende varme sommerdage på havet, som kommer til at ændre alt.
Min anmeldelse:
Det er første bind i serien “Søredderne”, og jeg blev først opmærksom på bogen, da bind 2 i serien, Rød måne, blev annonceret til udgivelse i januar 2025. Jeg valgte at læse bind 1 for at finde ud af, hvad det var for en serie, selv om den på forsiden står karakteriseret som “En skærgårdskrimi”. Den genre er jeg ikke altid så begejstret for, men jeg blev dog positivt overrasket.
Dels er ideen om at lade handlingen udspille sig med et korps fra en søredningstjeneste en ny vinkel på genren og lokaliteten, og dels var historien rigtigt spændende og tilmed overraskende fortalt.
Kronologisk fortælles der om begivenhedernes udvikling skiftevis med fokus på søredderen Annika og den feriesejlende Joanna. På den måde opstår en god dynamik i spændingskurven helt frem til den overraskende afslutning.
Begge hovedpersonerne har noget, de bakser med, så på det område er der begrænset nyt. Annika med kærligheden og Joanna med traumer efter tidigere begivenheder. Det er spændende uden at blive neglebidende.
Jeg kan sagtens se den – og sikkert også følgende bind – for mig filmatiseret som serie, og så ville den kunne matche filmene, hvor Maria Wern er hovedpersonen.
Grundlæggende er det ikke en krimi, der bryder nyt land eller farvand, men ganske god krimiunderholdning til 7 passende skydeskivepoint.
Rebecka Aldén
Sort sejl
Gutkind, 2023
380 sider
Bogen er læst på Mofibo.