Første bind i en ny serie med den norske politibetjent Martha Krogh. Gæsteanmelder Palle Thomsen har læst den og er blevet godt underholdt.

Fra forlagets beskrivelse:
Den tilsyneladende succesrige Stavanger-kvinde Ada Rosendal forsvinder sporløst fra sin arbejdsplads. Tilbage sidder en fortvivlet ægtemand med en lille datter. Det eneste spor, politiet har at gå efter, er en blodig telefon, der bliver fundet i familien Rosendals hytte. 

Den unge politibetjent Martha Krogh bliver sat på sagen. Efterforskningen fører hende ind i de flotteste villaer i Stavanger, men også til begivenheder i fortiden og mennesker, der står hende nær. Er Ada den, alle tror, hun er, og hvad er der egentlig sket med hende?  

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er norske Kaja Nygaards debutroman, og det er hun kommet godt fra.

Det er en for mig klassisk politikrimi. Vi følger politibetjent Martha Krogh fra Stavanger politi i efterforskningen af en forsvunden person. Hun er en enspænder, går sine egne veje og får selvfølgelig problemer med sine trælse chefer. Hun bliver sat til at arbejde sammen med den lokale landbetjent, som er den regelrette, rolige politibetjent, og det slår gnister. Hun har selvfølgelig et traume fra ungdommen, som påvirker hendes efterforskning.

Så den har det hele.

Den er, hvad jeg vil kalde en behagelig krimi: Ingen udpenslede voldsscener eller actionpræget handling. Den beskriver langsomt, metodisk politiarbejde og korruption blandt det bedre borgerskab og politiet.

Martha Krogh og Kaja Nygaard er et spændende bekendtskab, og jeg glæder mig til den næste i serien.

8 gode point ud af 10. 

Kaja Nygaard
Et mørkere vand
Straarup & Co, 2025
388 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.