Fra bogens bagside:
Marcel er på vej til en fodboldcamp i Sydfrankrig – tror han! For da bussen når frem, vågner han og ser til sin forbløffelse sneklædte bjerge. Han er steget på den forkerte bus og havner i en camp for miljøaktivister.

Heldigvis finder han sammen med Laila, Claudia og Roman. Snart opdager de fire venner, at der er noget galt. De to miljøforskere, der skal holde oplæg, begynder at opføre sig mærkeligt. Det skal vise sig at være en farlig opdagelse.

Min anmeldelse:
Det er en spændende historie for børn og unge fra 12/13 år og op. Den er opbygget som en klassisk børnekrimi med en gruppe kloge børn, der afslører forbrydelser, men i forhold til tidligere, tilsvarende bøger som (blandt mange andre) serierne med Kim, Jan og De Fem, så er plottet og handlingen opdateret mht, temaer og tidsbillede. 

En gruppe unge, der gennem nogle projekter og ideer har kvalificeret sig til at deltage i en camp med klimaet som emne, suppleres af Marcel. Som beskrevet på bagsiden er han kommet galt afsted med den forkerte bus, men lynhurtigt fabrikerer han med baggrund i sin fodboldinteresse en klimateori om at opsamle energi gennem spark på mål. Ganske finurligt og humoristisk.

Ret hurtigt fatter han og de nye venner mistanke om, at arrangørerne har en helt anden dagsorden, og voldsomme begivenheder begynder i campen. Den er placeret på en alpetop lidt som Ørnereden og en Bond-skurks hovedkvarter, og historien bliver til en fantasifuld actionhistorie.

Selvfølgelig skal den slags bøger ende med skurkenes fald og børnegruppe som helte. Det var jeg aldrig i tvivl om, så på den måde passer bogen fint ind i skabelonen. Ud over at være underholdende rummer nogen også en historie om magtstrukturer i den internationale energiverden i grøn retning, men især indenfor atomkraftbranchen og de olieproducerende lande. 

Der skydes nogle genveje og tilfældigheder, som især voksne læsere vil falde over, men bogen vil være spændende, underholdende og tankevækkende for målgruppen. Med klimainteressen i målgruppen i tankerne vil det være oplagt at bruge den pædagogisk også. Den vil måske kunne lokke nogle ikke så meget læsende i gang med en bog.

Set som en børnebog vurderer jeg den til 8 skydeskivepoint. 

Alessandro Perissinotto 
Klimakomplottet
Arvids, 2024
112 sider  

PS: voksne læsere kan med fornøjelse give sig i kast med forfatterens krimier, hvoraf jeg har anmeldt flere – senest “Hvad vinbjerget gemte” https://blog.drustrup.dk/?p=2442

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.