
Fra forlagets beskrivelse:
Det er 25 år siden, at den pensionerede retsmediciner Walther Brink blev værge for sit 7-årige oldebarn Channie, der havde levet hele sit liv på gaden med sin mor, som var stofmisbruger.
Den nu 93-årige Walther deler stadig matrikel med Channie i Ry, men nu i hvert sit hus. Channie har haft en omtumlet tilværelse, og tvivlsom dømmekraft har været hendes følgesvend.
Da Channie gennem sit arbejde som socialrådgiver møder ukrainske Elida, får hun af forskellige årsager svært ved at forblive professionel, og pludselig er både Walthers og Channies liv i fare.
En krimi om familiebånd, social udsathed og om, hvordan opvækstens grundvilkår skaber ringe i vandet langt ind i voksenlivet.
Min anmeldelse:
Dette bind 3 af Brink-serien foregår 25 år efter bind 1 ”Kæntring”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2291. Den blev fulgt af kriminovellen “Skyldens pris”, der retteligt bør kaldes del 2 af serien, da den tidsmæssigt foregår mellem de to romaner, og som jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=2672.
Walther og oldebarnet er et umage par, der trods aldersforskellen har et tæt forhold, og beskrivelsen af dem og deres indbyrdes relation er efter min mening bogens største styrke. Dertil kommer lokalkoloritten fra Djursland, Aarhus og Ry samt beskrivelsen af Elidas forhold og modtagelsen af hende i det sociale system.
Selv krimidelen og politiets arbejde ser jeg som noget urealistisk, men ganske underholdende og meget actionfyldt. Der er smæk for skillingen, og selvfølgelig kommer hovedpersonerne i livsfare, men bare rolig. Uden at afsløre noget er en fortsættelse helt sikkert ikke umulig.
8 skydeskivepoint af 10 mulige.

David Garmark
Vildført
Modtryk, 2025
284 sider