
Efter at have læst bogen og efter at have tygget grundigt på anmeldelsen har gæsteanmelderen Palle Thomsen tygget færdig, og har skrevet denne anmeldelse med en dårlig smag i munden.
Det er bind 2 i en serie med Eva Bandsted i hovedrollen, og jeg har selv anmeldt bind 1 “Jeg tilgiver dig…ikke” til 5 skydeskivepoint altså langt fra et pletskud her: https://blog.drustrup.dk/?p=556
Fra bogens bagside:
Privatdetektiven Eva Bandsted har købt hus i Gentofte, hvor hun voksede op. Hun føler sig ikke velkommen i sit kvarter. Hun opsøger sine gamle venner, men hun swinger ikke rigtig med dem, synes hun.
Eva er i færd med at sælge huset, da en af disse personer fra fortiden bliver myrdet i en nærliggende park. Hun glemmer straks alle planer om at flytte for i stedet at benytte huset som base for en efterforskning. Uheldigvis holder morderen øje med, hvad der sker i hendes hus.
Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har læst mange boganmeldelser gennem årene og har set, hvordan en anmelder kan slagte en bog/forfatter og har altid syntes, det var lidt synd. Der må da være noget godt at sige. Og det er der også om denne krimi: Den er kun på 264 sider.
Jeg har to anbefalinger til forfatteren: Tag på forfatter/skriveskole eller lad være med at skrive krimier.
Det er den mest gakkede krimi, jeg nogensinde har læst, og det er gakkede på den sære måde. Den kunne være skrevet af John Cleese fra Ministeriet for Gakkede Bøger.
Sproget er virkelig dårligt. Så er fortællingen i jeg-form, næste sætning i tredje person og så tilbage til jeg-form og kommaer flyver rundt på siderne. Det er meget forvirrende at læse.
Det er en totalt utroværdig historie, hvor der intet sker de første 100 sider. Mellem 2 kapitler er der pludselig gået flere måneder, og det opdager man først senere.
Personerne er ligeledes totalt utroværdige. Der er ingen mennesker, der vil opføre sig som dem, og der er ingen normale personer. Det er fuldstændigt gakket. Men måske har han tænkt sig, at det skulle være sådan?
Jeg har før anmeldt bøger, hvor jeg ikke kunne lide genren, men har lavet en objektiv anmeldelse ud fra bogens præmisser og givet pæne point. Det kan jeg ikke med denne. Den er i en klasse for sig.
Jeg giver 1 point ud af 10, og det skyldes den flotte forside.

Jan Thiele
Dø sent…dø ung
Palatium Books, 2025
264 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.