
Forfatterens forrige bog “Giften under isen” er anmeldt her på bloggen af den faste gæsteanmelder, Palle Thomsen. Læs anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=2284.
Han fik også tilbuddet om at anmelde denne helt nye bog.
Fra bogens bagside:
Astrid Pedersen har fået én chance til. Hvis hun vil have jobbet som journalist på Dagbladet tilbage, skal hun tage på ludertur med medicinalvirksomheden Neo Nordic og skrive noget pænt om deres verdensnyhed: Gratis insulin til alle børn i Sydafrika.
Astrid er rejst til Johannesburg for at deltage i Neo Nordics pressemøde. Men en gruppe demonstranter støder sammen med politiet foran konferencehotellet, og Astrid vågner på skadestuen ved siden af en lemlæstet kvinde. Kvindens tunge er skåret ud, og hospitalets chauffør, Samuel Cohen, kæder den lemlæstede kvinde sammen med traditionelle zulu-præster. Muti-drab er et velkendt fænomen, som ingen tør tale om. Under fatale ritualer bliver kvinder og børn ofret, og deres organer høstet. Ligene bliver efterladt og aldrig efterforsket.
Da flere lemlæstede lig dukker op, kontakter Astrid den lokale advokat Zola. Zola kæmper for de fattige migranter i Johannesburgs slumkvarterer, og da Astrid kaster sig ind i kampen for de dræbte kvinder i stedet for at skrive hjem til avisen om insulin, sætter hun ikke alene sin karriere, men også sit eget liv på spil.
Palle Thomsens anmeldelse:
Voller baserer sine krimier på virkelige hændelser – børnehjemsskandale i Nepal, giftkatastrofen i Bhopal i Indien og atomflystyrtet i Grønland.
Denne gang tager hovedpersonen – journalisten Astrid Pedersen -til Sydafrika på det hun kalder en ludertur. Journalistslang for en rejse med alt betalt for få positiv omtale i medierne.
Turen bliver lidt anderledes end forventet. Det hun tror hun har opsnuset og vil skrive om, viser sig at være noget helt andet.
Voller udstiller medierne som kyniske – de vil kun have artikler der kan lave fede overskrifter. Forskere der er kyniske – som gradbøjer deres forskning så en virksomheds produkt ser bedre ud end den er. Læger der er kyniske og bryder deres lægeløfte for penges skyld.
Astrid og en lokal advokat er oppe i mod store kræfter og samtidige opererer de i et barskt samfund i Johannesburgs slumkvarterer – hvor rå bander styrer og overtroen florerer.
Det er en velskrevet krimi – måske nærmere en spændingsroman. Hun har sat sig godt ind i samfundsforholdene i Sydafrika og fået det flettet fint ind i bogen.
Jeg giver den 8 point ud af 10

Louise Voller
Stumt vidne sladrer ikke
People’s Press, 2025
318 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.