Fra bogens bagside:
Efter et længere ophold i Danmark på grund af coronakrisen er Frank Grabowski tilbage i Afrika i sit job som regionaldirektør for et stort medicinalvarefirma. Frank er imidlertid blevet så træt af den korruption, som gennemsyrer sundhedssektoren i Afrika, at han under et møde i sundhedsministeriet i Cameroun ender i en alvorlig konflikt. Det medfører store ændringer for Frank såvel arbejdsmæssigt som på privatfronten.
Samtidig er hans tidligere chef i Nigeria, Chief Adeyemi, på grund af sygdom kommet i en situation, hvor han har brug for en pålidelig højre hånd til at styre sine virksomheder. Dermed er Frank på vej tilbage til endnu en særdeles udfordrende og risikabel opgave i Nigeria, som han forlod under dramatiske omstændigheder i “Flammetræet”.
Min anmeldelse:
“Bruddet” er femte bog i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika, hvor de første er “Flammetræet”, “Floden”, “Kuppet” og “Frigivelsen”. Desuden har forfatteren udgivet novellen “Afrikadebuttanten” i et selvstændigt hæfte med introduktion til Grabowski.
Som beskrevet på bagsiden ender Grabowski i samme konflikter og et lignende miljø som i de første bøger. Der er massiv korruption og skruppelløs vold for at opnå personlige fordele og økonomisk gevinst, og såvel Grabowski som hans kæreste, der også tidligere har været med, føres ud i livsfarlige situationer og et drabeligt crescendo.
Det er både interessant og rigtigt spændende. Interessant fordi det afrikanske miljø er fascinerende beskrevet. Spændende fordi historien er dramatisk, godt fortalt og med nogle helt specielle typer i forhold til de fleste krimier og thrillere. Så jeg blev godt underholdt undervejs af både plot og action, men står det virkeligt så galt til i virkelighedens Vestafrika, som det beskrives i bogen?
Jeg skulle have interviewet Kim Højgaard Rasmussen på årets krimimesse om bogen, men det blev desværre aflyst. Et af emnerne, jeg havde forestillet mig at snakke med ham om, det var, hvor meget i handlingen der var realistisk, og hvor meget der var overdrevet og fri fantasi. Han har nemlig i mange år arbejdet i flere vestafrikanske lande, hvor også bøgerne foregår, og hans arbejde som leder af firmaer indenfor forskellige brancher minder overordnet om Grabowskis jobs. Forfatteren har også skrevet og udgivet fagbøger – bl.a. “Hjælp! Jeg skal til Afrika (Forretningsmandens Afrikamanual)” i 2014, og han holder også foredrag om emnet – læs mere her: https://accessafrica.dk.
Vi snakkede sammen om emnet på forfatterens stand på Krimimessen, og hans melding var, at der helt afgjort var et niveau af realisme mht. korruption på flere niveauer, for det havde han oplevet på endda chokerende direkte niveau. Det beskriver han i et efterskrift i bogen. Men han understreger også, at han selvfølgelig har strammet dramatikken og volden en del for at få en thriller ud af det, men beskriver også, at det kræver en del både fleksibilitet og kynisme at være erhvervsmand i især Nigeria.
Et andet spørgsmål, jeg aldrig fik stillet til forfatteren, var, om der var flere historier på vej om Grabowski, og om der var mulighed for at tilføje yderligere elementer til historien om korruption, udueligt politi, kriminalitet og om at gøre forretninger i f.eks. Nigeria.
Tilbage står, at jeg havde en god og spændende læseoplevelse med dette bind 5 i serien, så jeg giver gerne 8 skydeskivepoint til bogen her og 4 krimihjerter på http://Krimifan.dk
Kim Højgaard Rasmussen
Bruddet
KHR-forlag, 2021
328 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.