En lidt anderledes, god og velskrevet historie. Forfatteren fører os ind i psyken på en utilpasset ung mand, som bliver terrorist i afmagt overfor et samfund, der ikke forstår og ser ham.
Sådan skriver Palle Thomsen, der har gæsteanmeldt bogen.

Fra bogens bagside:
En regnvåd septemberaften kører Danny en stjålen bil ind i en gruppe kvindelige studerende og dræber flere af dem. Han er træt af velfærdssamfundets løgn, lige muligheder for alle, og han kan slet ikke udholde de unge kvinder, der taler om undertrykkelse af minoriteter i andre lande, men ikke værdiger folk som ham med så meget som et blik.

Da Dannys flugt fra gerningsstedet trods nøje planlægning alligevel går galt, får han brug for akut lægehjælp, og han kontakter lægen Thomas, som han har en klemme på. Thomas er en ung og lovende kirurg, men han er havnet i et pillemisbrug, der er ved at vokse ham over hovedet, og da Danny truer med at afsløre ham, ser han ingen anden mulighed end at komme ham i møde.

Men efterhånden som Thomas får mistanke om, at Danny står bag angrebet og sandsynligvis planlægger flere, må han gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst – hans karriere eller hans moral. Kan Thomas afsløre Danny uden at afsløre sig  selv?

Palle Thomsens anmeldelse:
Hvepsens år er en god og velskrevet historie. Forfatteren fører os ind i psyken på en utilpasset ung mand, en mand som under besættelsen ville være blevet nazimedløber, men i dag bliver terrorist i afmagt overfor et samfund, der ikke forstår ham og ser ham. Agnete Friis fører os ind i samfundets skyggesider. Man føler med kirurgen Thomas, som kommer længere og længere ud i pillemisbrug. 

Historien er velkomponeret, flyder fint og har mange fine bipersoner. Agnete Friis har godt greb om fortællingen hele vejen igennem. Hun har jo også øvelsen: hun har skrevet 4 bøger i Nina Borg-serien sammen med Lene Kaaberbøl.

Nyd denne lidt anderledes krimi, som jeg giver 9 skydeskivepoint ud af 10 her på bloggen, og matchende 5 krimihjerter på krimifan.dk 

Agnete Friis
Hvepsens år
People’s, 2023
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.