Fra bogens bagside:
Leonora Asker er tæt på at nå sit mål: at blive chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet i Malmø. Men midt i en højprofileret kidnapningssag vælger ledelsen at “forfremme” hende til chef for den såkaldte afdeling for glemte sager og fortabte sjæle, en enhed for håbløse og halvglemte sager, der holder til i politihusets kælder.

På trods af ydmygelsen bliver Asker interesseret i en af de besynderlige sager. Nogen placerer små ildevarslende figurer i et modeltogslandskab – og en af figurerne forestiller kvinden fra kidnapningssagen.

Sagens forbindelser to skjulte og forfaldne bygninger får Asker til at kontakte Martin Hill, lektor i arkitektur med særlig interesse for urban exploration. Asker og Hill får mistanke om, at der under nogle af de tilsyneladende banale sager i Askers nye afdeling gemmer sig en usædvanlig form for ondskab.

En hilsen til et centralt element i bogen med dette billede fra fantastiske Miniatur Wunderland i Hamburg https://www.miniatur-wunderland.dk


Min anmeldelse:
Jussi Adler Olsens Afdeling Q minder i nogen grad om denne bogs afdeling for glemte sager og fortabte sjæle både mht. sagerne, der er henvist dertil, og mht. det specielle mandskab der. I denne bog er det en lidt større, herlig og komplekst sammensat gruppe, som jeg glæder mig til at følge. 

Det intense magtspil mellem afdelingens personale – især den nye tvangsforflyttede chef, Leonora Asker, og de fleste af de øvrige politifolk er også en central del af spændingen i bogen. 

Efterhånden finder Leonora Asker sig på plads i afdelingen, hvor hun efterhånden finder ud af at udnytte personalets meget forskellige kompentencer. Samtidig formår hun med intuition og sans for at se mønstre og sammenhænge i detaljer. Derfor lykkes det for hende at grave sig ned i en sag, der er meget dramatisk og ret speciel. 

I beskrivelsen af personerne i forbindelse med sagen kan jeg sagtens spore forfatterens evne til at skildre en personkreds i en mindre samfund. Den nød jeg også bl.a. i forfatterens serie “Skånekvartetten” – se f.eks. anmeldelsen af ‘Forårsoffer’ her https://blog.drustrup.dk/?p=859

Forfatterens gode evne til at skrue et stærkt plot sammen med interessante aktører er afgjort i brug her i en barsk historie om sagerne med de forsvundne folk. Samtidig er det fascinerende at høre om urban exploration. Uden at afsløre noget af handlingen vil jeg sige, at den er mere grum og oplevelserne mere farlige for deltagerne end i Skånekvartetten. Jeg blev meget fanget af hele bogens forløb og den spændende sag – også fordi bogen er godt skrevet. 

Det bliver til 9 point krimiskydeskive på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk 

Anders De la Motte
De bjergtagne
Modtryk, 2023
488 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.