“Nomaden” er andet bind ud af fire planlagte bind i serien “Udyret”, der blev indledt med “Specialisten”, og som jeg selv har anmeldt. Dette bind 2 er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der ikke synes om bogen.
Fra forlagets beskrivelse:
Sissel er sygemeldt efter en konfrontation med en psykopatisk drabsmand. Hun har pådraget sig et alvorligt sår, der har svært ved at hele, og hun begynder at se det som et billede på sin sindstilstand. Hun er kun lige vendt tilbage på arbejde, da liget af en kvinde bliver fundet i Konge-lunden på Amager. Kvindens lunger er gennemboret med en spids genstand, så de er klappet sammen, og hun langsomt er blevet kvalt. Hvilken psykologisk profil kan stå bag et så makabert drab?
Harald er nødt til at rejse til Ukraine, hvor han skal bistå med identificeringen af flere hundrede døde i en massegrav. Men denne gang synes han, det er svært at rejse fra sin datter. Under det overvældende arbejde står han pludselig med en sag, som i uhyggelig grad ligner noget, han har set i Danmark. En gerningsmand, der tror han kan skjule sine handlinger ved at begrave alting dybt i jorden.
Palle Thomsens anmeldelse:
Hold da op. En krimi der har alle klicheerne med: En hovedperson der overlever alt, personlige problemer, trist kærlighedsliv, hvor er det hårdt at være politikvinde, dum chef, fantastiske kollegaer, lidt Ukrainekrig, udnyttelse af kvinder, rige mænd er dumme svin, psykopatisk seriemorder o.s.v. og så har den hele vejen igennem en ualmindelig dårlig og tåbeligt konstrueret dialog personerne imellem – SÅDAN TALER MENNESKER IKKE TIL HINANDEN.
Der er sikkert mange, der vil synes denne pageturner er god, men ikke mig. Som forlagsredaktør ville jeg have sagt – det er en ommer. Historien er sådan set skruet nogenlunde godt sammen, detaljeret med mange sidehistorier, men slutningen er alt for forceret. Som om forfatterne har tænkt – hold da op, så mange sider, så må vi heller få historien cuttet her. Den mangler en ordentlig slutning.
Det bliver 4 point ud af 10, svarende til 2 krimihjerter….
Lotte Petri og Hans Petter Hougen
Nomaden (Udyret; 2)
People’s, 2023
350 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Læs min egen anmeldelse af seriens bind 1 “Specialisten” her: https://blog.drustrup.dk/?p=1418.