Bogen er gæsteanmeldt af Anja Bastholm Rasmussen. Læs hvorfor og om hende efter anmeldelsen.

Fra forlagets beskrivelse:
Drama-noir under en skyfri himmel. Et fortættet kammerspil om ansvar, forståelse, kærlighed, sorg og hævn. Et drama mellem to kvinder, der mødes en sommerdag i 1970 og både krydser klinger og rækker ud mod hinanden på tværs af generationer, samfundsklasser og død. 

Et nuanceret portræt af to kvinder, der begge har måttet bøde for andre menneskers synder helt fra barnsben og stadig gør det. To sammenbundne skæbner i et spil om at rejse sig igen og om retten til at dræbe … 

Og om at leve med det bagefter.

Anja Bastholm Rasmussens anmeldelse:
‘Kvinden der kom med kage’ er Steen Langstrups første bog i fem år, og jeg var meget spændt på at se, hvilken genre det mon var, da jeg er helt tosset med hans gyserbøger, og har været fan siden midt 90’erne.

Bogen viste sig at være noget helt andet – men skuffede på ingen måde, da den virkelig giver hjernen nogle etiske dilemmaer at arbejde med!

For at beskrive handlingen i korte træk, så opsøges en kvinde, som i 1970 bor under eneboeragtige forhold på en gård, af en yngre kvinde, der dukker uventet (og uvelkomment) op med kage.

Handlingen udspiller sig med flashbacks til anden verdenskrig, hvor hovedpersonen var modstandskvinde, der blev sendt i KZ lejr. Den unge kvinde, der opsøger vores hovedperson, er datter af den sygeplejerske, der ledsagede hende hjem til Danmark i ambulance under krigens sidste dage. Moderen til den unge kvinde begik senere selvmord, og derfor håber datteren at få den fulde historie om moderen, og hvad der mon fuldstændig ødelagde hendes liv, ved at opsøge den tidligere modstandskvinde, og få hende til at fortælle – hvilket hun gør, selvom det er meget modvilligt i starten.

Den psykologiske skildring af hovedpersonen er fuldstændig fantastisk, og sproget letflydende, så man som læser suges ind i historien fra side ét. Hele vejen igennem har man følelsen af, at der er noget ildevarslende og ikke-fortalt, og jeg kan ikke gå mere i detaljer, da det vil være en synd, at ødelægge slutningen for kommende læsere.

Historien bliver ved at spøge i ens baghoved, og jeg synes, at det er en vigtig én af slagsen, for hvem er skurke, og hvem er helte?

Den får ‘fuld plade’ på alle parametre efter min mening, og jeg håber, at mange kommer til at unde dem selv, at læse denne perle af en historie. 

Genremæssigt er der tale om psykologisk drama, vil jeg mene, og bogen er helt sikkert også noget for alle, der godt kan lide bøger om Danmark under besættelsen.

9 skydeskivepoint herfra.

Steen Langstrup
Kvinden der kom med kage
2 Feet Entertainment, 2024
185 sider