En slags “True Crime” med inside viden fra livet i fængsel fortalt af en tidligere ansat. Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der bl.a. skriver: En barsk fortælling om et barskt miljø. En bog også alle politikere burde læse.
Fra bogens bagside:
Kom med ind i en brutal verden bag tremmer, hvor død, vold og trusler forfølger de ansatte. Også når de går hjem.
Firhjulstrækkeren i bakspejlet kom nærmere og lagde sig ud i overhalingsbanen på motorvejen. En ung, mørkklædt mand foldede sin hånd som en pistol og kiggede direkte på Ali. Beskeden var ikke til at tage fejl af.
Mohammed Ali blev en del af en rå verden, da han begyndte som fængselsbetjent i det bandeplagede Nyborg Fængsel. Blodige konflikter fra gaden blev slæbt med ind bag murene, hvor den afstumpede vold rystede den tidligere elitebokser. Bag lås og slå regerer de stærke, og de svage bliver udnyttet og forsømt.
Hverdagen blev også en kamp mellem indsatte og ansatte om, hvem der styrede fængslet. Der blev knyttet tætte bånd mellem fængselsbetjentene, men der var også kollegaer, der ikke fulgte spillets regler. Jo længere tid der gik, desto sværere fik Ali selv ved at kende forskel på rigtigt og forkert.
Til sidst endte vold og trusler med at forfølge Ali udenfor fængslets mure og kaste lange skygger over hans liv. Det her er historien om bandefængslet indefra.
Palle Thomsens anmeldelse:
En barsk beretning om en fængselsbetjents oplevelser i de danske fængsler. Forfatteren er førtidspensioneret med PTSD, en lidelse han fik som fængselsbetjent. Som navnet antyder, er han af arabisk afstamning. Man skulle tro, at hans etniske herkomst ville komme ham til gode i arbejdet med bandemedlemmer af anden etnisk herkomst, men tværtimod. Han blev anset som en forræder mod sine “brødre”.
Er der nogen offentligt ansatte, som fortjener en høj løn, så er det fængselsbetjentene. Det er en meget hård arbejdsplads, i hvert fald i de fængsler han har arbejdet. Jeg ville ikke holde én dag på de steder.
Nogle fanger er totalt uden for rækkevide, søger volden for voldens skyld og styrer andre, svage fanger med vold og terror. Nogle gange oplever han at kunne gøre en forskel for fangerne, men det meste af arbejdet er hårdt og stressende. Og så der er altid underbemanding og højt sygefravær.
Et emne, han gør os opmærksom på, er, at 35-40 % af de indsatte er varetægtsfanger – d.v.s. det er i teorien uskyldige mennesker, der venter på en dom. Mange er varetægtsfængslede i månedsvis. Det er en skamplet på vores retssystem. Ingen varetægtsfængsler så meget og så længe som Danmark.
En barsk fortælling om et barskt miljø. En bog også alle politikere burde læse.
9 ud af 10 skydeskivepoint.
Mohammed Ali
Lås og slå
People’s Press, 2024
300 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.