Først amish-folket, så mennonitterne og denne gang
kvækerne. I seriens 3. bind er jeg som læser kommet godt ind i disse religioner
og er samtidig blevet rigtig godt underholdt. Konspirationer kombineret med
videnskab, religionshistorie, spænding, action og genforskning har givet mig
denne indsigt og denne gode læseoplevelse.
Claus M. Lohman viser i hele serien og altså også i denne afsluttende del af gen-trilogien, at han både har godt fat i sit baggrundsstof og samtidig kan balancere den faglige del helt fint med spændingselementet. Han har selv kaldt genren “science reality”, og det er delvist dækkende, for ud over realiteter og videnskab er der også fiktive actionelementer.
Hovedpersonerne i hele serien er Sarah Bermann og hendes familie med navnet Stoltzfus En stor del af dem er bærere af en særlig genmutation, der bl.a. giver særlige evner og intelligens. Alle folk med denne mutation har den meget hemmelige FBI-gruppe, ONE, gjort en voldsom og aktiv indsats for at udrydde ved at dræbe så mange bærere som muligt af den. Således gik det i seriens 2 første bind ud over amish-folket og mennonitter, men hver gang er det lykkedes for Sarah Bermann og hendes familie at undslippe.
ONE-gruppen har dog ikke givet op, og i denne nye bog kommer de på sporet af
Sarah Bermann, og det bliver en nådesløs kamp for overlevelse – en kamp, der
går hårdt ud over det kvækersamfund, Bermann/Stoltzfus havde skjult sig i. Og
så vil jeg ikke fortælle mere!
Efter min mening er det afgørende – eller i hvert fald suverænt bedst – at læse bøgerne i rækkefølge, for selv om der i denne nye bog refereres en del af handlingen i de første 2 bøger, så kan jeg ikke forestille mig dem læst i en anden rækkefølge. I hvert fald skal denne ikke læses først!
Har du ikke læst bind 1 “Genstart” eller bind 2 “Genspejl”, så begynd med dem!
Claus M. Lohman
Genkald
Forlaget Proportion, 2016
(466 sider)