Bogen, der her gæsteanmeldes af Palle Thomsen, er fjerde del af en serie, hvor kriminalbetjent Banjit Thomsen er hovedperson. Hun er del af et team med tilknytning til Helsingør Politi.
De første bøger i serien er: ‘Smuk som et nakkeskud’, ‘Alt det som ingen ser’ (kun udgivet som lydbog) og ‘Hamlet og Helvede’.
Fra bogens bagside:
Kriminalkommissær Banjit Thomsen besøger sin terminalt syge farmor på plejehjemmet i Humlebæk. Til Banjits overraskelse beder farmoren hende om at løse en mystisk kode, der er nedfældet bag på et billigt fidusmaleri.
Et par dage senere findes farmoren skudt i sit værelse.
Efterfølgende bliver Banjits kollega, Amalie Søebye, skudt under efterforskningen i selvsamme værelse.
Mens morderen flygter gennem København, og Amalie kæmper for sit liv på Rigshospitalet, peger efterforskningen overraskende i to retninger. Dels mod et 47 år gammelt drab i en lille norditaliensk by, Bagolino, hvor farmoren og hendes daværende elsker deltog i en fest – dels mod Mexico og Den Dominikanske Republik, hvortil mange italienere flygtede efter Anden Verdenskrig.
Mens Banjits ferie i Italien forvandles til en jagt på en morder, jages hun selv af en muligvis idealistisk morder på jagt efter Mussolinis mytologiske hemmelige skat.
Undervejs må hun kæmpe med voldelige nyfascister, mafiaen og sin egen tvivl.
Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er den fjerde i serien om politikommissær Banjit Thomsen, og jeg har ikke læst nogle af de forrige. Men det skal jeg da.
Jan Eriksen har skabt et spændende hold af politifolk på stationen i Helsigør.
Det tager lidt tid at få fat i fortællingen. Den foregår i forskellige tidsperioder og steder, men snart hænger det hele sammen, og så går det ellers derud af med fascister, snarrådige politifolk, hardcore venstrefløjsaktivister og en mystisk skat. Samtidig får man også lidt indføring i fascismens historie.
Fortællingen er fint bundet sammen og bliver flot rundet af. Det er en stram historie på blot 226 sider, og det er fint. Dejligt med en kort fortælling. Det kunne mange andre krimiforfattere godt lære lidt af.
Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint ud af 10.
Jan Eriksen
Den Gyldne Madonna
Forlaget Underskoven, 2025
226 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.