Fra bogens bagside:
Da Lise kommer for at hente sin fjortenårige datter, Ditte, fra festen i huset, får hun at vide, at Ditte selv er gået hjem. Men det er hun ikke. Hun er ingen steder.
Her begynder en mors søgen efter sin datter, en søgen, der pågår uden synderlig hjælp hverken fra politiet eller fra Ditte far, den ødelagte krigsveteran.
Jagten på Ditte fører Lise tilbage til en forfærdelig oplevelse i hendes fortid, en oplevelse, der blegner helt, da Lise opdager, hvad der er sket med hendes datter.
Min anmeldelse:
Susanne Staun lancerer med denne lille paperback en planlagt trilogi om små og store forbrydelser i provinsen. Bogen er første del.
Jeg har nydt at læse hendes krimiserie om Fanny Fiske og har anmeldt bind 6 “Kønslig omgang” her https://blog.drustrup.dk/?p=628 som en både spændende krimi og en tankevækkende bog om køn og kønsopfattelse. At den så desuden er herligt sprogligt sprælsk, gør selve læsningen til en fornøjelse.
Inden jeg begyndte som blogger, skrev jeg som lektør en udtalelse om hendes efter min mening allerbedste bog “Velkommen til mit mareridt” som en på alle måder fantastisk god og gribende læseoplevelse. Ikke bare var det en mareridtsberetning om en enkelt mandlig psykopats behandling af sin tidligere partner og deres fælles barn. Det var en grum historie om forholdet mellem psykopater og deres ofre og et netværk, der støtter psykopaterne. Har I ikke læst den, så se at få det gjort. Læs min lektørudtalelse til bogen under anmeldelser HER.
Uden på forhånd at vide noget om denne nye bog var forventningerne høje på baggrund af min begejstring for Susanne Stauns øvrige bøger, men jeg blev skuffet. Sprogligt er bogen helt på Susanne Stauns sædvanlige høje niveau, og handlingen begynder godt og overbevisende med beskrivelsen af Ditte og hendes familie samt Lises og Dittes fascination af det mystiske hus, som Ditte er til klassefest i og forsvinder fra. Også den indledende fase af eftersøgningen med moderens desperate indsats for at finde datteren er spændende. Derimod virker plottet bag Dittes forsvinden og selve slutningen som overskruet. Det hele bliver bare pludseligt alt for meget. I min optik halter det med logikken, og det bliver en actionfyldt slutning, der slet ikke virker som værende i rimelig sammenhæng med bogen iøvrigt.
Jeg har været meget i tvivl om antal point og hjerter, men ender med 5 point for plot og slutning og 9 point for sprog og indledning – altså et gennemsnit på 7 flinke skydeskivepoint på min blog og til 3 krimihjerter på krimifan.dk.
Susanne Staun
Manden i huset
Gyldendal, 2021
160 sider
PS:
Susanne Staun er citeret sådan en vedlagt presseomtale om sit valg af provinsen som lokalitet:
“Der er en udbredt opfattelse af, at der er ro og fredelige haver til børn og hunde i provinsen. Stress og jag og mord findes ikke, selvom hård kriminalitet er statistisk højfrekvent i provinsen. Derfor er det naturligvis ekstrasjovt at bruge provinsen som kulisse til en virkelig grim historie.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den opfattelse af provinsen.
PPS:
Der er en ny bog på vej i serien med Fanny Fiske. 3. september udkommer “De terminale kvinders klub”
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.