Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jakob Melander: Røde

Krimi og spænding Posted on 28 mar, 2025 20:56

Fra bogens bagside:
Eksbetjenten Røde arbejder som livvagt for mindre pæne udenlandske forretningsfolk – parat til at tage en kugle for andre. Da hans tidligere chef og gode ven fra Politiskolen omkommer i en brand, lover Røde vennens enke at gennemgå sagen, for er der virkelig tale om en ulykke, som politiet hævder?

Sandheden om branden presser ham fra alle sider: Politiledelsen, som fyrede ham, er på nakken af ham, de tidligere kolleger ser skævt til ham, en eksminister gør alt for at spænde ben for hans efterforskning – og privat er han på kant med sin journalistkæreste, Hannah, og en gruppe klimaaktivister.

For efterhånden som maskerne falder, tvinges Røde til også at kaste et kritisk blik på sig selv. Tåler hans egne hemmeligheder dagens lys?

Min anmeldelse:
Jeg har som bogblogger anmeldt 9 andre bøger af Jakob Melander. (Scroll ned på den alfabetiske liste her og find links til dem alle https://blog.drustrup.dk/category/category3/). Jeg har også anmeldt 3 af hans bøger som lektør. Og ikke mindre relevant så har jeg med ganske få undtagelser (Askehave-serien) været rigtigt godt underholdt af bøgerne.

Derfor var jeg også positivt spændt på denne bog, der er den første i en ny, planlagt serie om den tidligere politiassistent Vladimir “Røde” Kirk. Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Røde er en spændende hovedperson, der på klassisk krimivis døjer med tidligere chefer, andre autoriteter, sit temperament og kærligheden, men som ikke skyr nogle midler for at komme til bunds i en sag – uanset hvor farligt det bliver. Og det bliver livsfarligt. Både for Røde og for mange andre bl.a. flere politifolk

Også de andre personer er godt beskrevet, og det gælder både dem på begge sider af loven og dem cirka midt på stregen. Også beskrivelserne af miljøer og situationer er godt ramt, så jeg blev rigtigt godt underholdt af den spændende og velskrevne historie – og jeg vil gerne læse mere om Røde. 

9 skydeskivepoint af 10 mulige.

Jakob Melander
Røde
Grønningen 1, 2025
352 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

En hilsen til forsiden….


Jakob Melander: Station Z

Krimi og spænding Posted on 21 aug, 2022 22:11

Fra bogens bagside:
Enhver kontakt efterlader et spor. Politiassistent Christian Porsing befinder sig i Berlin sammen med profiler Sigga Freitag, som har en særlig evne til at læse de mentale spor på et gerningssted. Her bliver han opsøgt af en svensk journalist, der beser om hjælp til at finde pigen Ineke, der blev bortført som 9-årig i 2012. Nu er et brev, angiveligt skrevet for ganske nyligt af pigen selv, dukket op på en legeplads i en forstad til Göteborg.

Da Christian og Sigga ankommer, indleder svensk politi en række razziaer i byens betændte underverden, og snart er byen på kogepunktet. Christian og Sigga må kæmpe med et genstridigt politi, en sensationslysten presse samt finde ud af, hvem og hvad de er for hinanden, hvis de skal finde Ineke i tide.

Kan Christian få styr på sine følelser, inden selvtægt og offentlig lynchning bliver dagens orden? Og hvad er det for en skygge, der synes at følge Sigga, hvor hun går og står?

Min anmeldelse:
Bogen er bind 2 i forfatterens planlagte trilogi om makkerparret den danske politiassistent Christian Porsing og den tyske profiler Sigga Freitag. “Jeg er Sarons rose” var første bind, og det har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=946 

De indbyrdes relationer mellem seriens to interessante hovedpersoner, Sigga og Christian, udvikler sig i denne historie, hvor samarbejdet bliver mere problematisk, så Christian til sidst ender med alene at tage del i opklaringen af, hvad der var sket med den forsvundne pige fra Göteborg. Samtidig med den sag, som har flere spor og emner, dukker der flere detaljer op om Christians egen fortid i Viborg, og på den måde skifter bogen lokalitet mellem Berlin og Göteborg med afstikker til Viborg.

Som i første bog er det en grundlæggende præmis, at man som læser kan acceptere Siggas og Christians særlige evner til at sanse, hvilke begivenheder der tidligere er foregået på gerningssteder og andre lokaliteter. Det har jeg aldrig tvivlet på, for Melander forklarer det og bruger det ret overbevisende.

Det bliver en dramatisk historie med overraskende forløb og afslutning, og det bliver en sag med aktuelle emner helt frem til slutningen, der peger bagud til bind 1, og som desuden lover rigtigt godt for det kommende og afsluttende bind i den planlagte trilogi.

På et online bloggermøde i forbindelse med udgivelsen af denne bog fortalte Jakob Melander, at han allerede var langt inde i bind 3. På spørgsmålet om han så stoppede med bind 3, eller han som andre krimiforfattere udvidede en trilogi til flere bind, sagde han nej. Han forklarede kryptisk og lokkende, at der i det afsluttende bind sker noget, som gør det umuligt at fortsætte i samme spor. Det bliver spændende! (Normalt hedder det fra A til Z, men her er det omvendt….)

I lighed med min vurdering af bind 1, så giver jeg med fornøjelse også denne bog 9 skydeskivepoint her på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander
Station Z
people’s, 2022
402 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.