Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Mads Peder Nordbo: Kors

Krimi og spænding Posted on 08 mar, 2026 12:20

Mads Peder Nordbo skriver selv sådan om sit forfatterskab:
I år udkommer KORS den 23. februar, og jeg skal vist på TV2 samme aften og fortælle om den dag i 1938, hvor min morfar forsøgte at dræbe min mor og mormor med en hammer, inden han hængte sig. Dermed også sagt, at jeg i KORS fortsætter med at arbejde med menneskets psyke og de sår og ar, mange af os går rundt med. HUND, KORS og de fire andre planlagte bind er ikke nøgleromaner, men de er bøger (krimier jo), der bygger på min egen families mørke


Fra beskrivelsen på Saxo:
“Skrig, og du dør. Hold kæft, og du lever.” En mand vakler ind i Skt. Knuds Kirke i Odense – blodplettet og medtaget. Få timer senere er han død. Dagen efter træder en kvinde ud foran en lastbil. Hun har et lille guldkors om halsen og bærer på en slidt lædermappe præget med ordene ’Walker – Horsens Politi’. Da Line Præst og hendes søster, Ragnhild, fra den nye enhed mellem politi og psykiatri begynder at grave i sagen, leder sporene dem tilbage til sommeren 1998 og en minkfarm i Jylland, hvor en skræmmende hemmelighed toner frem fra mørket. Jo tættere Line og Ragnhild kommer på sandheden, jo tættere kommer døden på dem. Med hver brik, der falder på plads, bliver det tydeligt, at skjulte øjne følger dem i hver eneste bevægelse – selv når de sover. 

Det er en intens og nervepirrende fortælling om familier, skam og drab – en historie om dystre hemmeligheder, der har været gemt så længe, at den, der afdækker dem, risikerer at dø.  

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er andet bind i forfatterens Præst-serie om de to Præst-søstre. Jeg læste og anmeldte bind 1 i serien “Hund” her https://blog.drustrup.dk/?p=2681 og gav den 7 skydeskivepoint. Jeg syntes, den var lidt uoverskuelig, og det var svært at holde styr på persongalleriet. Denne er bedre.

Bogen rækker tilbage til minkskandalen og er en barsk historie om polske arbejdere på minkfarme og misbrug af fattige, polske piger, en skruppelløs jetset-familie og hård sadomasochisme. En mærkelig blanding, men fortællingen holder. Den skifter mellem 2 tidsperioder, og det fungerer fint.

Det er en velskrevet og overskuelig krimi – nærmest lidt thrilleragtig. Jeg kvitterer med 8 flotte point.

Mads Peder Nordbo
Kors
Gutkind, 2026
421 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Mads Peder Nordbo: Hund

Krimi og spænding Posted on 10 feb, 2025 10:48

Fra bogens bagside:
Grænsen mellem menneske og dyr er flydende. Under pres kan den opløses helt.

En ældre læge skambides af en stor hund. En syrisk kvinde styrter ned fra en boligblok i Odense. En udmagret alkoholiker findes livløs i en jolle nær Svendborg. Tre sager, der først begynder at få fylde, da en navnløs mand flere uger senere dukker op en iskold morgen ved det forfaldne Hesbjerg Slot nær Tommerup på Fyn. Manden virker apatisk, han er stærkt forkommen og der er mærker efter dyrebid flere steder på hans krop. Scanninger afslører snart, at han har været udsat for en grusom forbrydelse. 

Politikommissær Line Præst og hendes søster Ragnhild, der er psykolog ved Regionspsykiatrien, må nu til Lines irritation arbejde tæt sammen i en efterforskning, der hiver psykiatriens mørkeste skygger frem i lyset og afdækker en ondskab, der dag for dag kommer alt for tæt på.  

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Palle Thomsens anmeldelse:
Mads Peder Nordbo har med denne bog startet en ny serie om søstrene Præst – henholdsvis politikommissær og psykolog.

Egentlig en velskrevet bog med et godt plot, grundig og omstændeligt politiarbejde og troværdig handling og personer. Men er en ret barsk omgang med misbrug af børn og voksne med traumer fra misbrug som baggrund. Der var nogle steder, hvor jeg sprang let hen over teksten og dens beskrivelser af de voldsomme hændelser.

Hold iøvrigt tungen lige i munden og læs langsomt, for der er virkelig mange personer at holde styr på. Ind i mellem måtte jeg tilbage i bogen for at genkalde en person, og hvad der tidligere var sket. Nogle gange kunne jeg godt have ønsket mig en personoversigt.

Emnet bryder jeg mig ikke om at læse om, men som krimi holder den vand.
Jeg giver den 7 point ud af 10

Mads Peder Nordbo
Hund
Gutkind, 2025
391 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.