Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lena Sundström og Jens Mikkelsen: Fristed

Krimi og spænding Posted on 30 mar, 2026 19:28

Fra bogens bagside:
Da den kendte Malmø-profil Rebecca Rönn findes død, fører sporene til en gruppe mennesker uden opholdstilladelse. Politiet er overbevist om, at der er tale om et berigelsesmord, og snart er to unge mænd jaget vildt. På morgenavisen Dagbladet opdager journalisten Sven, at Rebecca Rönn lå inde med viden, som kan have kostet hende livet. Men sagen betragtes som opklaret, og Sven står alene med sin mistanke. 

Udenrigskorrespondenten Anne har viet sit liv til karrieren. Kort før sin halvtredsårsdag bliver hun forladt af sin mand og begynder at tvivle på de valg, hun har truffet i tilværelsen. I et forsøg på at genoptage kontakten til sin datter i Skåne køber hun impulsivt et faldefærdigt hus på Kirseberg i Malmø. Hos den lokale købmand støder hun ind i Sven – ungdomskæresten, hun ikke har set i femogtyve år. Snart trækkes også Anne ind i gåden om Rebecca Rönn. En jagt på sandheden, der fører dem dybt ned under Malmøs jernbanespor og højt op i Turning Torso.  

Min anmeldelse:
De to svenske forfattere er begge nogle meget erfarne og prisbelønnede graverjournalister, og det er med denne vinkel, at de i dette første bind i en serie tager den helt aktuelle temperatur på det svenske samfund med udgangspunkt i Malmø. Samtidig udkom bind 2 med titlen “Baby X”, og den vender jeg nok tilbage til en anden gang, for på positiv måde har de to forfattere fat i noget vigtigt – en fascinerende og opdateret version af en Sjöwallsk/Wahlöösk svensk samfundskrimiserie.

På Krimimessen 2026 hørte jeg forfatterne fortælle om deres arbejde med serien fra det, de kaldte Sveriges Chicago pga. de mange skyderier og andre gangsterrelaterede forbrydelser. Jeg havde læst bogen inden, men det var interessant at høre om deres arbejdsproces, hvor de i fællesskab havde udviklet plottet og havde skrevet teksten i tæt samarbejde.

Det er helt klart, at de har trukket på deres faglige erfaringer som graverjournalister, for alt virker sandsynligt, selv om de selvfølgelig har strammet dramatikken noget. Hovedpersonernes arbejdsmetoder ligger garanteret meget tætpakket metoder, de to forfattere selv har brugt. 

Det er en spændende historie med et plot, der i fuld fart bringer handlingen rundt i forskellige svenske miljøer – højt og lavt, på begge sider af loven med og uden moral. Den giver et indblik i flere mekanismer og holdninger i det nutidige svenske samfund. På den måde giver bogen et godt billede af dele af det svenske samfund lige nu med emner som integrationsproblemer, korruption, medievirkelighed vs reel virkelighed.  

Bogen er en meget lovende begyndelse på en god serie, og den vandt da også Det Svenske Kriminalakademis debutantpris. Jeg giver gerne 9 skydeskivepoint af 10 mulige.  

Lena Sundström og Leif Mikkelsen
Fristed 
Modtryk, 2026
447 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Håkan Nesser: Ung mands rejse mod nat

Krimi og spænding Posted on 27 maj, 2025 21:59

Fra bogens bagside:
Det er forår og karaktergivningstid. Idrætslærer Allan Fremling beslutter sig for – i modstrid med sine sædvanlige principper om ernæring – at bestille en pizza. Før pizzaen er blevet kold, ligger han død i sin egen entré. To skud i brystet og et i hovedet.

Da der sker endnu et mord, mere eller mindre foran kommissær Borgsens dør, er det tid for hans kolleger Barbarotti og Backman at tage affære. Koblingen mellem de to mord er uklar, og måske har nogen stillet sig selv spørgsmålet: Er det altid forkert at slå ihjel?

Min anmeldelse:
Den niende bog i serien om parret og kollegerne Gunnar Barbarotti og Eva Backman. Jeg har læst de fleste af Nessers bøger og har som blogger også anmeldt flere af dem – senest det foregående bind i serien “Der kom et brev fra München” https://blog.drustrup.dk/?p=2024

Også med denne nye bog er jeg blevet imponeret og fornøjet. I første omgang skyldes det bogens sprogligt elegante stil, hvor gode formuleringer og en skarptskåret fortællestil gør læsningen til en stor fornøjelse. Hovedpersoner på begge sider af loven og retfærdigheden er som vanlig beskrevet, så man forstår dem og føler med dem. Afgørende for nydelsen er det også, at plottet, som jeg ikke vil afsløre det mindste af ud over bagsidens små detaljer, også er elegant drejet, så det ikke udelukkende handler om opklaringen af forbrydelserne, men også om baggrunden for dem og om samfundet, det hele foregår i. 

Velskrevet, intelligent, relevant og stærkt underholdende!

Endnu engang kan jeg ikke give mindre end 10 skydeskivepoint til en bog af Nesser. Endnu et pletskud.

Håkan Nesser
Ung mands rejse mod nat
Modtryk, 2025
270 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.