Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kim Højgaard Rasmussen: Bruddet

Krimi og spænding Posted on 27 okt, 2021 23:05

Fra bogens bagside:
Efter et længere ophold i Danmark på grund af coronakrisen er Frank Grabowski tilbage i Afrika i sit job som regionaldirektør for et stort medicinalvarefirma. Frank er imidlertid blevet så træt af den korruption, som gennemsyrer sundhedssektoren i Afrika, at han under et møde i sundhedsministeriet i Cameroun ender i en alvorlig konflikt. Det medfører store ændringer for Frank såvel arbejdsmæssigt som på privatfronten. 

Samtidig er hans tidligere chef i Nigeria, Chief Adeyemi, på grund af sygdom kommet i en situation, hvor han har brug for en pålidelig højre hånd til at styre sine virksomheder. Dermed er Frank på vej tilbage til endnu en særdeles udfordrende og risikabel opgave i Nigeria, som han forlod under dramatiske omstændigheder i “Flammetræet”. 

Min anmeldelse:
“Bruddet” er femte bog i serien om Frank Grabowskis udfordringer i Afrika, hvor de første er “Flammetræet”, “Floden”, “Kuppet” og “Frigivelsen”. Desuden har forfatteren udgivet novellen “Afrikadebuttanten” i et selvstændigt hæfte med introduktion til Grabowski.

Som beskrevet på bagsiden ender Grabowski i samme konflikter og et lignende miljø som i de første bøger. Der er massiv korruption og skruppelløs vold for at opnå personlige fordele og økonomisk gevinst, og såvel Grabowski som hans kæreste, der også tidligere har været med, føres ud i livsfarlige situationer og et drabeligt crescendo.

Det er både interessant og rigtigt spændende. Interessant fordi det afrikanske miljø er fascinerende beskrevet. Spændende fordi historien er dramatisk, godt fortalt og med nogle helt specielle typer i forhold til de fleste krimier og thrillere. Så jeg blev godt underholdt undervejs af både plot og action, men står det virkeligt så galt til i virkelighedens Vestafrika, som det beskrives i bogen?

Jeg skulle have interviewet Kim Højgaard Rasmussen på årets krimimesse om bogen, men det blev desværre aflyst. Et af emnerne, jeg havde forestillet mig at snakke med ham om, det var, hvor meget i handlingen der var realistisk, og hvor meget der var overdrevet og fri fantasi. Han har nemlig i mange år arbejdet i flere vestafrikanske lande, hvor også bøgerne foregår, og hans arbejde som leder af firmaer indenfor forskellige brancher minder overordnet om Grabowskis jobs. Forfatteren har også skrevet og udgivet fagbøger – bl.a. “Hjælp! Jeg skal til Afrika (Forretningsmandens Afrikamanual)” i 2014, og han holder også foredrag om emnet – læs mere her: https://accessafrica.dk

Vi snakkede sammen om emnet på forfatterens stand på Krimimessen, og hans melding var, at der helt afgjort var et niveau af realisme mht. korruption på flere niveauer, for det havde han oplevet på endda chokerende direkte niveau. Det beskriver han i et efterskrift i bogen. Men han understreger også, at han selvfølgelig har strammet dramatikken og volden en del for at få en thriller ud af det, men beskriver også, at det kræver en del både fleksibilitet og kynisme at være erhvervsmand i især Nigeria.

Et andet spørgsmål, jeg aldrig fik stillet til forfatteren, var, om der var flere historier på vej om Grabowski, og om der var mulighed for at tilføje yderligere elementer til historien om korruption, udueligt politi, kriminalitet og om at gøre forretninger i f.eks. Nigeria.

Tilbage står, at jeg havde en god og spændende læseoplevelse med dette bind 5 i serien, så jeg giver gerne 8 skydeskivepoint til bogen her og 4 krimihjerter på http://Krimifan.dk

Kim Højgaard Rasmussen
Bruddet 
KHR-forlag, 2021
328 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Oyinkan Braithwaite: Min søster er seriemorder

Krimi og spænding Posted on 08 sep, 2020 22:06

Fra bogens bagside:
Koredes søster, Ayoola, er mange ting: yndlingsbarnet, den smukke søster og muligvis sociopat. Og nu er Ayoolas tredje kæreste i træk død. Dolket i hjertet med Ayoolas kniv. Heldigvis for Ayoola har hun en skytsengel i sin søster, sygeplejersken Korede. Hun ved, hvordan man bedst renser blod væk (blegemiddel, blegemiddel og mere blegemiddel), hun kender den bedste måde at skille sig af med et lig (indhylle det i et lagen som en mumie), og hun sørger for, at Ayoola ikke lægger billeder på Instagram, når hun burde sørge over sin kæreste.

Men da Ayoola begynder at udvise interesse for den venlige og flotte læge, som Korede selv er forelsket i, må Korede spørge sig selv, hvor langt hun er villig til at gå for at beskytte sin familie.

Min anmeldelse:
Det var en absolut modsat måde at læse en krimi på, end den helt almindelige, hvor det gælder om at opklare en forbrydelse. Her følger man som læser Ayoola og søsteren Korede i deres indsats med at undgå en afsløring og straf. Samtidig gælder det for hovedpersonen at undgå endnu et drab. Det er nemlig hendes eftertragtede og måske uopnåelige lægekæreste, som kan blive søsterens næste offer. Ud over krimiplottet er bogen således også bl.a. en ganske speciel historie om spillet mellem søskende. 

Bliver lægekæresten også dræbt? Vinder søstersolidariteten over kærligheden og retfærdigheden? Tja, det var svært at forudse, da jeg begyndte læsningen, og jeg vil da heller ikke afsløre det mindste om det. I har fortjent at gå på opdagelse i bogens forunderlige univers med åbent sind.

Bogen foregår i Lagos, Nigeria og således i et helt uvant miljø og desuden med helt usædvanlige hovedpersoner, så det er ikke muligt at komme længere væk fra den svenske skærgårds samlivsramte og småmisbrugende stereotyper. Det er voldsomt forfriskende! 

Det bliver til 9 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Oyinkan Braithwaite
Min søster er seriemorder
People’s Press, 2020
232 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.