Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Mikkel Blaabjerg: Den 6. magt

Krimi og spænding Posted on 31 okt, 2024 18:15

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Thriller om det virkelige, men usynlige magtspil i samfundets top.

I en højspændt tid har Theis Kirkeby, filmproducer, reklamemand og rådgiver for statsministeren på egen hånd udtænkt en plan om et fingeret terrorangreb, der kan omstyrte magten ved det kommende folketingsvalg.

Theis Kirkebys angreb mod demokratiet vil få voldsomme konsekvenser for hele det danske samfund og gøre ubodelig skade på de mennesker, han er tættest på. Men Theis er ligeglad. Han er træt af at være den usynlige dukkefører, som eliten har brug for, men som de ikke respekterer, og han vil bevise, at det er ham, der har den reelle magt.

Ingen aner, at Theis spinder sit net for at skabe splid og ødelæggelse, før en garvet journalist kommer på sporet. Men kan hun nå at afsløre ham, før der ikke er nogen vej tilbage? Og hvem er det, som Theis i virkeligheden er ude efter?

Den 6. magt er en thriller, der beskriver et splittet Danmark, hvor elitens hadefulde magtspil får store konsekvenser for mennesker i alle lag af samfundet.

Palle Thomsens anmeldelse:
Forfatteren er journalist, filminstruktør og har arbejdet som rådgiver i politik, og det mærkes i bogen. 

Det er hans debutroman, og det er han kommet godt fra. Mikkel Blaabjerg er en mand af få ord og tak for det. Hvis denne spændingsroman havde været skrevet af en amerikaner, så havde den været dobbelt så lang.

Den er skrevet i korte, koncise sætninger. Ikke så meget omsvøb. En flot naturbeskrivelse klarer han på en sætning, og der er ikke brug for mere. Det kan jeg godt lide. Det gør bogen meget læseværdig og holder tempoet oppe. For tempo – det er der. Det går over stok og sten.

Han kender det politiske spil, og det er ikke altid lige kønt. Han har også arbejdet med kriminelle unge, og man kan godt mærke, han har føling med de kriminelle unge i fortællingen.

En meget læseværdig spændingsroman som lover godt for kommende bind.

8 ud af 10 skydeskivepoint.

Mikkel Blaabjerg
Den 6. magt
People’s Press, 2024
300 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Magnus Montelius: Otte måneder

Krimi og spænding Posted on 30 nov, 2019 21:51

Fra bogens bagside:
Journalisten Nina Wedén gør årets scoop og afslører efter et tip udenrigsministeren som sexkøber. Da den karismatiske, men uerfarne Jacob Weiss udnævnes til ny minister, bliver Nina til sin egen overraskelse headhuntet som hans pressesekretær, og hun går straks i gang med dygtigt at spinne den ene gode historie efter den anden rundt om Weiss.

Weiss er omgærdet af rygter og tvivlsomme medarbejdere, og da en af de højtstående embedsmænd findes hængt, indser Nina, at der er noget helt galt. Og sporene leder direkte til hendes hemmelige kilde.

Min anmeldelse:
En politisk spændingsbog om magtkampe, ledelse, mediekontrol, mediernes magt, sikkerhedstjenester, venner og fjender i og omkring det svenske socialdemokrati. 

Sagen er ganske kort beskrevet på bogens bagside, men der er en god del flere lag i historien, end der afsløres der. Jeg vil ikke selv afsløre mere af handlingen ud over dette: titlens otte måneder spiller en central rolle. Det henviser til den periode, der i begyndelsen ikke kan gøres rede for i den nyudnævnte ministers CV. Forfatteren løfter da også kun for sløret over sagens elementer og sammenhænge lidt ad gangen. 

Og det bliver spændende læsning, hvor alle midler tages i brug for at opnå de ønskede resultater, og hvor ingen af deltagerne kan være sikre på, hvem de kan stole på. Konflikter, skjulte dagsordener og egoistiske hensyn samt politiske bagtanker krydser rundt, mens de skarpe knive bestemt ikke altid efterlades i ærmerne, men svinges flittigt. 

I bogens efterskrift tager forfatteren ansvaret for bogens handling, men samtidig takker han en virkelig forhenværende pressesekretær for den svenske udenrigsminister Carl Bildt for hendes informationer om arbejdet. Det er klart, at der er en grad af realisme i bogen, men hvor meget der faktuelt er, aner jeg ikke. Bogen beskriver jo også alt det skjulte og hemmelige, så hvor skulle jeg vide det fra, men vanvittigt skræmmende er det at læse om de mange grovheder og ulovligheder. Foregår landspolitik og partipolitik internt på samme måde som i bogen, og er mediernes rolle sådan, så er en god del af mine illusioner bristet, og jeg mener ikke, jeg er specielt naiv på de områder. Aktuel! Skræmmende!

Historien fortælles journalistisk og lige ud af posen, men bogen bliver nogle gange lidt for detaljeret. Det er en mindre detalje i forhold til det overordnede positive indtryk. Derfor giver jeg bogen 9 skydeskivepoint og anbefaler den meget gerne.

Magnus Montelius
Otte måneder
Modtryk, 2019
484 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.