Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Sam Holland: Ekkomanden

Krimi og spænding Posted on 22 aug, 2024 13:22

Da jeg fik tilbudt at læse og anmelde dette første bind i en ny, planlagt serie – “Seriemorderne” – fik jeg min faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, til at overtage tjansen. Her er resultatet.

Fra bogens bagside:
En række brutale, rædselsvækkende mord ryster hele England. Hver forskellige i metode, men hver især dybt foruroligende.

Jess Ambrose bliver kastet ud i efterforskningen, efter hendes hus bliver sat i brand. Da hendes mand mister livet i branden, og politiet mistænker hende, flygter hun. Hendes eneste håb er eks-efterforskeren Nate Griffin, som er overbevist om, at Jess er uskyldig.

Snart opdager Jess og Griffin et grufuldt mønster: denne morder kopierer verdens mest berygtede seriemordere. Og nu er efterligning ikke nok. Morderen, som pressen døber ’Ekkomanden’, er klar til at skabe sit eget mesterværk, og det vil være mere skræmmende end noget, der er set før.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har påtaget mig at anmelde denne bog – havde jeg ikke det, havde jeg nok ikke læst den. Jeg er ikke til romaner om seriemordere, så jeg var noget skeptisk, da jeg startede på den. Salig Ole Michelsen fra Bogart var mit store idol. Han anmeldte film ud fra filmenes præmisser og ikke sine egne. Jeg gør det samme med bøger – så vidt muligt.

Som skrevet, skeptisk fra starten og derfor læste jeg den nok ekstra grundigt. Jeg sprang dog let og meget elegant hen over de værste, udpenslede beskrivelser af seriemorderens gøremål, og konklusionen er:

En langsom start der udvikler sig til en vild page-turner. Den er skrevet i et dejligt sprog, korte kapitler og med et overskueligt persongalleri. Jeg kunne ikke slippe den! 

Jeg har ikke læst noget af Sam Holland, som er en engelsk forfatterinde. Hun har begået en perle af en seriemorderroman med en helt vild slutning. Kan stærkt anbefales til yndere af genren.

9 ud af 10 skydeskivepoint.

Sam Holland
Ekkomanden
HarperCollins, 2024
410 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



MORD I SERIER – SERIEMORD

MORD I SERIER - SERIEMORD Posted on 22 mar, 2023 19:35

FIND OVERSIGTEN HER

Få hjælp til rækkefølgen i 683 krimiserier på dansk og denne oversigt over 114 kommende serier, hvor forfattere og forlag har meldt ud, at en udgivelse er første del af en planlagt serie.

Med på listen er kun bøger og serier, der i Dansk Bogfortegnelse har fået genrebetegnelsen ”Krimi”, mens rene spændingsbøger eller thrillere ikke er med.

Enkelte af serierne er kun som e-bøger og/eller lydbøger.

Nogle af de klassiske serier er med, men der findes også andre klassiske serier. Spørg efter dem på dit bibliotek.

Kan du ikke finde alle bøger og alle serier på dit eget biblioteks hylder, så er dit lokale bibliotek din sikre leverandør. Alle bøgerne kan skaffes.

Ajourføring, redaktion og layout:
Per Drustrup Larsen fra Drustrups Bogblog – drustrups@mail.dk – https://blog.drustrup.dk

Idé, foto og film: Martin Jørgensen fra Hjørring Bibliotekerne og Per Drustrup Larsen.

Kom frit frem med alle opdagelser af fejl og mangler samt alle spørgsmål og kommentarer til Hjørring Bibliotekerne på mail til bibliotekerne@hjoerring.dk.

Listen er udgivet af Hjørring Bibliotekerne.

Redaktionen er afsluttet juli 2024.