Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Larsen: Dødsleg

Krimi og spænding Posted on 15 feb, 2026 22:12

Bogen, der er bind 3 i serien med Jan Folmer, er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra beskrivelsen på Saxo:
Et dødsfald og en gådefuld origamifigur sætter gang i jagten på en brutal og narcissistisk morder.

Dansk-polske Theresa findes død på et hotelværelse i København. Hun ligger i en bizar stilling, og ved hendes side ligger et selvmordsbrev. Under sengen finder man også en origamifigur med et navn gemt i papirets folder.

Den erfarne kriminalkommissær Jan Folmer bliver sat til at lede efterforskningen af det mistænkelige dødsfald, og han opdager hurtigt en række ligheder med et andet uopklaret kvindemord. Hvorfor er kvinderne placeret sådan? Og hvad betyder navnene i origamifigurerne?

Dødsfaldet chokerer den kendte tv-vært fra programmet ’Forsvundet’, Katrine Kaster Ring, der samme dag skulle være rejst til Polen med Theresa for at forene hende med den far, hun aldrig lærte at kende. Det pludselige dødsfald får Katrine til i hemmelighed at gå ind i sagen. Og da hun modtager en række mystiske opkald indser hun, at Theresa ikke har fortalt Katrine og tv-holdet hele sandheden om sig selv og sin fortid…

I et samarbejde mellem drabschef Jan Folmer, journalist Katrine Kaster Ring og ikke mindst den karismatiske svenske kriminalpsykolog Stefan Falkehed udvikler opklaringsarbejdet sig til et dramatisk kapløb med tiden for at få stoppet en intelligent og udspekuleret seriemorder, der slet ikke er færdig med at slå ihjel, men kun lige har påbegyndt sin dødsleg.

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er længe siden jeg har læst noget af Michael Larsen, også for længe siden.

Han er en god forfatter med et fantastisk greb om sproget – en ren fornøjelse at læse.

Denne bog er en barsk fortælling om en seriemorder. Fortællingen er fyldt med troværdige personer, dygtige, ærgerrige politifolk. Så er der også en herlig figur i form af en svensk kriminalpsykolog, som vist har samtlige de diagnoser, der findes i alfabetet. Han er hyret ind som en slags seriemorderprofiler og finder løsninger på mordene i gamle bogklassikere. Læseren bliver virkelig udfordret, og det er skønt. Samtidig kommer vi bag TV-programmer som Sporløs og lignende, og det er ikke altid lige køn læsning.

Slutningen antyder en mulig fortsættelse, og den vil jeg glæde mig til. Flot af Michael Larsen – og jeg kvitterer med 9 point ud af 10 mulige.

Michael Larsen
Dødsleg
People’sPress, 2025
509 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jakob Melander: Døden min elskede

Krimi og spænding Posted on 26 dec, 2025 23:13

Fra bogens bagside:
Enhver kontakt efterlader et spor.

Seriemorderen Marcus Rothe sidder i forvaring i Herstedvester Fængsel. I de to år, der er gået, siden han blev anholdt, har Laura Nørregaard været på flugt. Hun har forfinet sine metoder, men længes efter Marcus, hendes elskede, der åbnede en ny storslået og bestialsk verden for hende.

En fængselsbetjent fra Herstedvester bliver anklaget for at ville hjælpe Marcus med at flygte. Den anklagede er drabsefterforskeren Michala Bjerrums stedsøn, og nu beder hun Sigga om at hjælp til at rense ham.

I Hamborg ligger Siggas søster for døden, fast besluttet på at afsløre familiens mørkeste hemmelighed, inden hun skal herfra. Sigga kan ikke bære flere hemmeligheder, og Michalas bøn om hjælp giver hende den udvej, hun mangler.

Laura, der også er på vej til København, har et regnskab, der skal gøres op — et regnskab, der i uhyggelig grad spejler alt det, Sigga prøver at flygte fra.

Min anmeldelse:
Jeg har anmeldt rigtigt mange af Jakob Melanders bøger og har generelt været rigtigt godt underholdt. Senest har jeg anmeldt bind 4 i serien med Sigga Freitag – “Alle min døde” – her https://blog.drustrup.dk/?p=2457. Denne nyeste bog er bind 5 i serien, og den fortsætter historien om Sigga Freitag på samme høje niveau som de første bind i serien. 

Jeg har i tidligere anmeldelser af serien understreget, at det for at få fuldt udbytte af bøgerne er centralt at acceptere præmissen om Sigga Freitags helt særlige psykiske evner med udgangspunkt i, at enhver kontakt efterlader spor. Men så får man også fuld spænding og dramatik. 

I slutningen af min anmeldelse af bind 4 spåede jeg, at Sigga Freitag i dette bind skulle til Afrika, men sådan gik det ikke. Hun kommer rundt omkring, men Afrika var en af verdensdelene, hvor den stadig aktive morder fra bind 4, Laura, er voldsomt aktiv. Hun er også godt i gang med sine morderiske aktiviteter andre steder i verden, inden hun vender hjem for at få hævn.

Det dramatiske opgør fortælles gennem intense beretninger i kapitler, hvor vi følger forskellige aktørers tanker og gerninger. En velkendt fortællemetode, som Jakob Melander mestrer godt. 

Jeg var meget, meget godt underholdt hele vejen, mens overraskelserne skete og brikkerne faldt på plads – lige frem til de sidste sider, hvor en ny lovende vinkel åbner sig. Siggas fortid gemmer åbenbart på hemmeligheder, så der kommer sikkert en – meget velkommen – fortsættelse. Indtil da vil jeg se frem til Jakob Melanders næste bog “Mamma Død”, der er bind 2 i “Serien om Røde”. (Jeg har anmeldt bind 1 “Røde” her: https://blog.drustrup.dk/?p=2781)

Kort sagt så er “Døden min elskede” endnu en spændende bog af Jakob Melander og et rigtigt godt bind 5 i en serie, der har fascineret mig lige fra begyndelsen. Jeg giver den gerne 9 skydeskivepoint.

Jakob Melander
Døden min elskede
Serafine, 2025
442 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Sam Holland: Tæl ned fra tyve

Krimi og spænding Posted on 07 sep, 2025 20:55

Bogen er gæsteanmeldt på bloggen af Palle Thomsen, der også har anmeldt bind 1 i serien.

Fra bogens bagside:
Morderen er begyndt sin nedtælling — når de at fange ham, før det er for sent?

Vicekriminalkommissær Adam Bishop er rystet over det forfærdelige fund. Han har aldrig set noget så grusomt før. 

Fem lig, med én ting til fælles – de er alle markeret med et tal. 

De spraymalede tegn afslører en frygtelig sandhed: Morderen tæller ned. Da lægen Romilly Cole hører om mordene, ripper det op i den traumatiske fortid, hun i årevis har forsøgt at lægge bag sig. Men det vil være en dårlig idé at involvere sig i sagen – hun og Bishop har en fortid sammen, og et samarbejde de to imellem vil aldrig ende godt. 

Mens nye lig dukker op, finder Adam og Romilly ud af, at forbrydelserne har forbindelse til en gammel sag. Og det går snart op for dem, at Romilly måske besidder den viden, der skal til for at opklare mordene. Men de må handle hurtigt, for jo tættere nedtællingen kommer på nul, jo tættere kommer mordene også på dem selv. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Sam Hollands kærlighed til bøger startede med Stephen King og lignende forfattere, og hun følger godt i deres fodspor på sin egen måde.

Jeg anmeldte Sam Hollands første bog i en ny seriemorderserie – Ekkomanden – https://blog.drustrup.dk/?p=2489 – og jeg var ikke meget for det. Det er ikke lige mig. Men det viste sig at være en helt vild pageturner. Ikke at jeg er blevet vild med genren, men den fangede mig ind.

Så jeg påtog mig opgaven med at anmelde denne bog nr. 2 i serien.

Som jeg skrev i anmeldelsen af den første bog, sprang jeg over de mest udpenslede scener. Det gjorde jeg også med denne, omend den ikke er så voldsom som den første.

Jeg vil nok kalde den en klassisk seriemorderkrimi, hvad plottet angår. Det, der gør denne bog til lidt mere end en seriemorderhistorie, er dialogen i bogen. Det er en fornøjelse!  Hun tegner nogle virkelig gode personportrætter og har et dejligt sprog, der gør læsningen nem.

Jeg elsker bøger med overraskende, men dog logiske slutninger. Og derfor elsker jeg denne. Sikken slutning! Det bliver 9 flotte point ud af 10 mulige.

Sam Holland
Tæl ned fra tyve
HarperCollins, 2025
400 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Leslie Wolfe: De fortabte børn

Krimi og spænding Posted on 29 nov, 2024 21:14

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der indledningsvis skriver sådan:

Jeg har aldrig læst noget af Leslie Wolfe før, og det er en thriller – en genre jeg ikke er den store ynder af. Tilmed er det en thriller om en seriemorder. Jeg har før læst bøger om seriemordere, og jeg har det virkelig dårligt med at læse udpenslede beskrivelser af, hvordan seriemorderen piner sine ofre og dræber dem. Fatter ikke hvordan man som forfatter kan sidde ved sin pc og skrive om det i detaljer. Klamt. Men respekt for dem der kan.

Så det var med stort forbehold, jeg påtog mig at anmelde denne, men jeg ville være meget objektiv. 

Forlagets beskrivelse:
Hendes datter, med de smaragdgrønne øjne og det sødeste smil, betyder alt for hende. “Mor,” siger den lille pige og rører hendes ansigt med rystende fingre, inden hun bliver vristet væk. Kommer hun nogensinde til at se sit barn igen? 

Da den enlige mor Alison Nolan tager på ferie med sin 6-årige datter, Hazel, glæder hun sig til at tilbringe kvalitetstid med sin lille pige. En ferie ved Silent Lake, hvor sneklædte tinder er omgivet af efterårets gyldne farver, er lige, hvad de trænger til. Men efter få timer forsvinder Alison og Hazel ud i den blå luft. 

Kriminalbetjent Kay Sharp kaster sig over sagen. Det eneste bevis på, at de var ved Silent Lake, er en efterladt lejet bil med en kuffert i bagagerummet, vingummier i det åbne handskerum og en bamse under sædet. 

Kay er i vildrede. En uge forinden blev liget af en anden tilrejsende kvinde fundet, svøbt ind i et tæppe og med sit hår flettet og bundet med fjer. Kays mavefornemmelse siger hende, at sagerne er forbundne – og at der ikke vil gå lang tid, før flere uskyldige mennesker mister livet. 

I en kamp mod uret leder Kay en febrilsk eftersøgning og sværger, at hun vil finde Alison og lille Hazel i live. Hun arbejder i døgndrift, selvom det lille lokalsamfund møder hende med modstand og anklager hende for at stille for mange spørgsmål.

Lige som Kay tror, at hun har fundet puslespillets manglende brik, indser hun, at hun bliver overvåget. Er hun ved at komme for tæt på gerningsmanden, eller er hendes egen fortid ved at indhente hende? 

Med en lille piges liv på spil skyr Kay ingen midler. Men er det nok til at komme ind i hovedet på den mest forskruede morder, hun nogensinde har stået over for, eller vil endnu et uskyldigt barn blive kidnappet? 

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er squ en pageturner. 

En virkelig velskrevet historie og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Den beskriver grundigt hvordan barndomstraumer kan udvikle sig til noget ekstremt og stiller også spørgsmålet  – er nogle født onde? Kunne man med hjælp have forebygget, at et barn udvikler sig i det ondes retning. Er det samfundets skyld, er det forældrenes skyld, eller er man selv skyld i det, det udvikler sig til?

Samtidig er det en fortælling om en FBI betjent med bogstaveligt talt  lig i lasten, voldelig barndom og traumer, der rækker ind i voksenlivet og forbinder hendes historie med seriemorderen.

Jeg må overgive mig, og seriemorderens ugerninger er heldigvis ikke så udpenslede, så jeg klarede det.

9 sikre skydeskivepoint ud af 10.

Leslie Wolfe
De fortabte børn
Jentas, 2024
376 sider 

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Sam Holland: Ekkomanden

Krimi og spænding Posted on 22 aug, 2024 13:22

Da jeg fik tilbudt at læse og anmelde dette første bind i en ny, planlagt serie – “Seriemorderne” – fik jeg min faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, til at overtage tjansen. Her er resultatet.

Fra bogens bagside:
En række brutale, rædselsvækkende mord ryster hele England. Hver forskellige i metode, men hver især dybt foruroligende.

Jess Ambrose bliver kastet ud i efterforskningen, efter hendes hus bliver sat i brand. Da hendes mand mister livet i branden, og politiet mistænker hende, flygter hun. Hendes eneste håb er eks-efterforskeren Nate Griffin, som er overbevist om, at Jess er uskyldig.

Snart opdager Jess og Griffin et grufuldt mønster: denne morder kopierer verdens mest berygtede seriemordere. Og nu er efterligning ikke nok. Morderen, som pressen døber ’Ekkomanden’, er klar til at skabe sit eget mesterværk, og det vil være mere skræmmende end noget, der er set før.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har påtaget mig at anmelde denne bog – havde jeg ikke det, havde jeg nok ikke læst den. Jeg er ikke til romaner om seriemordere, så jeg var noget skeptisk, da jeg startede på den. Salig Ole Michelsen fra Bogart var mit store idol. Han anmeldte film ud fra filmenes præmisser og ikke sine egne. Jeg gør det samme med bøger – så vidt muligt.

Som skrevet, skeptisk fra starten og derfor læste jeg den nok ekstra grundigt. Jeg sprang dog let og meget elegant hen over de værste, udpenslede beskrivelser af seriemorderens gøremål, og konklusionen er:

En langsom start der udvikler sig til en vild page-turner. Den er skrevet i et dejligt sprog, korte kapitler og med et overskueligt persongalleri. Jeg kunne ikke slippe den! 

Jeg har ikke læst noget af Sam Holland, som er en engelsk forfatterinde. Hun har begået en perle af en seriemorderroman med en helt vild slutning. Kan stærkt anbefales til yndere af genren.

9 ud af 10 skydeskivepoint.

Sam Holland
Ekkomanden
HarperCollins, 2024
410 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jakob Melander: Alle mine døde

Krimi og spænding Posted on 28 jul, 2024 12:11

Fra bogens bagside:
Enhver kontakt efterlader et spor.

Sigga Freitag har lidt store personlige tab i jagten på seriemorderen Alef. Hun har opsagt sit job hos det tyske politi og arbejder nu som psykolog, men hendes rolige tilværelse forstyrres brat, da et afskåret hoved af en yngre mand dukker op i en skøjtehal i Paris. Europol står på bar bund og beder nu Sigga træde til.

Med Siggas hjælp koncentreres efterforskningen snart om to unge danskere, som er taget på killing spree og efterlader sig et blodigt spor ned gennem Europa. I forbindelse med opklaringsarbejdet tvinges Sigga meget mod sin vilje tilbage til København, hvor hun lærte den danske politiassistent Christian Porsing at kende.

Sigga hjemsøges af de voldsomme sager, hun har arbejdet med, og også Christian spøger stadig. For blev de to egentlig helt færdige med hinanden, og er der noget, han mangler at fortælle hende?

Min anmeldelse:
Det er 4. del i serien, hvor tyske Sigga Freitag har hovedrollen. Bøgerne bør alle læses og i den rigtige rækkefølge. De første 3 bind, hvor også Christian Porsing er med, er:

1: Jeg er Sarons rose – https://blog.drustrup.dk/?p=946
2: Station Z – https://blog.drustrup.dk/?p=1345
3: Lysets engel – https://blog.drustrup.dk/?p=1761

Når jeg skriver, at Sigga Freitag har hovedrollen, så skyldes det, at hun efter den indledende trilogi, nu er på egen hånd, har droppet samarbejdet med politiet og har etableret sig som privatpraktiserende psykolog. Lige indtil….

For selvfølgelig skal hun på banen igen, da et par unge danskere etablerer sig som seriemordere på tur gennem Europa. Sigga bliver udfordret af Europol til at deltage i opgaven, og selvfølgelig (og heldigvis) tager hun den på sig.

Det er en voldsom og meget spændende historie og som seriens første bind også med seriemord og seriemordere som emne. Vi følger efterforskerne og det på alle måder grænseløse unge par i parallelle forløb. Det virker rigtigt godt og skærper spændingskurven. Der spares på ingen måde på effekterne og dramatikken, og en filmatisering vil være oplagt. Det lægger fortællestilen og historien op til. 

Selvfølgelig er følsomme Sigga Freitags sanselige evner i brug, og det tærer på hendes psyke. Det er også.et emne i bogen samtidig med sidehistorier om hendes fortid og familie samt det aktuelle forhold til datteren. Det hele hænger flot sammen i en historie, der fangede mig lige fra begyndelsen og helt frem til slutningen

Uden at afsløre slutningen vil jeg sige, at Jakob Melander og Sigga Freitag måske skal en tur til det afrikanske kontinent i den sandsynlige fortsættelse, jeg vil jeg se frem til uanset lokation for handlingen.

9 skydeskivepoint!  

Jakob Melander
Alle mine døde
People’s, 2024
444 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.