Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kristina Ohlsson: Frelserkransen

Krimi og spænding Posted on 24 aug, 2025 23:01

Fra bogens bagside:
På Hovenäset er sommervarmen endelig kommet for at blive. Antikvitetshandler August Strindberg har fået sit ønske om en familie opfyldt, og han og den lokale politikommissær Maria Martinsson nyder tilværelsen som nybagte forældre. Lige indtil en kvinde fra Augusts fortid banker på døren.

Tilværelsen i det lille samfund rystes på ny, da et ældre ægtepar bliver fundet forgiftet. Parret har været faste beboere på Hovenäset i mere end halvtreds år og er vellidt af alle, så hvem vil gøre dem ondt? Sagen lander på Marias bord og viser sig at være mørkere, end nogen kunne have forestillet sig.

Min anmeldelse:
Jeg tænkte: Endnu en skærgårdskrimi. Og endnu et bind i en serie. Kan konceptet holde?

Efter at have læst de første 3 bind i serien – senest “Tågehav” https://blog.drustrup.dk/?p=1916 – føler jeg mig godt hjemme i skærgårdsidyllen i selskab med en række faste personer, hvis indbyrdes forhold udvikler sig fra bog til bog. Jeg synes også bedre om at være her på Hovenäset end f.eks. i Fjällbacka. Der er mere gods i især personerne, men også i plot og miljøbeskrivelser, og det betyder meget for min oplevelse af bøger generelt.   

Mht. gruppen af hovedpersoner og deres indbyrdes relationer, så er de ret interessante. Mht. plottet, så er det godt skruet sammen, at vi som læsere får flere spor end antikvitetshandler Strindberg og hans kone Martinsen personer får fra hvert sit udgangspunkt. På den måde involveres vi i opklaringen, og alligevel blev jeg overrasket til sidst. Mht. miljøbeskrivelser synes jeg, at de både er bredere og dybere end inde fleste andre skærgårdskrimiserier.

Alt i alt en underholdende og samtidig et hyggeligt gensyn. En krimi godt over midten – til 8 skydeskivepoint.

Kristina Ohlsson
Frelserkransen
Modtryk, 2025
496 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Rebecka Aldén: Sort sejl

Krimi og spænding Posted on 13 dec, 2024 23:39

Fra bogens bagside:
En ensom sejlbåd driver på bølgerne i skærgården uden for Stockholm. Da søredderen Annika går om bord, er der helt tomt. Båden er forladt. Har den revet sig løst? Ankeret er trukket op, og alle tove er på plads. Hvad er der sket?

Varmen dirrer i luften, da Joanna står på molen og kigger ud over lystbådehavnen. Hun skal sejle et par dage med sin storebror Zack. Med sig ombord bærer hun en tung sorg. Kan havet og samværet med broren hele hende?

Det bliver nogle stegende varme sommerdage på havet, som kommer til at ændre alt.

Min anmeldelse:
Det er første bind i serien “Søredderne”, og jeg blev først opmærksom på bogen, da bind 2 i serien, Rød måne, blev annonceret til udgivelse i januar 2025. Jeg valgte at læse bind 1 for at finde ud af, hvad det var for en serie, selv om den på forsiden står karakteriseret som “En skærgårdskrimi”. Den genre er jeg ikke altid så begejstret for, men jeg blev dog positivt overrasket.

Dels er ideen om at lade handlingen udspille sig med et korps fra en søredningstjeneste en ny vinkel på genren og lokaliteten, og dels var historien rigtigt spændende og tilmed overraskende fortalt.

Kronologisk fortælles der om begivenhedernes udvikling skiftevis med fokus på søredderen Annika og den feriesejlende Joanna. På den måde opstår en god dynamik i spændingskurven helt frem til den overraskende afslutning.

Begge hovedpersonerne har noget, de bakser med, så på det område er der begrænset nyt. Annika med kærligheden og Joanna med traumer efter tidigere begivenheder. Det er spændende uden at blive neglebidende. 

Jeg kan sagtens se den – og sikkert også følgende bind – for mig filmatiseret som serie, og så ville den kunne matche filmene, hvor Maria Wern er hovedpersonen. 

Grundlæggende er det ikke en krimi, der bryder nyt land eller farvand, men ganske god krimiunderholdning til 7 passende skydeskivepoint.

Rebecka Aldén
Sort sejl
Gutkind, 2023
380 sider 

Bogen er læst på Mofibo.