Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Susanne Staun: Manden i huset

Krimi og spænding Posted on 07 jul, 2021 14:40

Fra bogens bagside:
Da Lise kommer for at hente sin fjortenårige datter, Ditte, fra festen i huset, får hun at vide, at Ditte selv er gået hjem. Men det er hun ikke. Hun er ingen steder.

Her begynder en mors søgen efter sin datter, en søgen, der pågår uden synderlig hjælp hverken fra politiet eller fra Ditte far, den ødelagte krigsveteran.

Jagten på Ditte fører Lise tilbage til en forfærdelig oplevelse i hendes fortid, en oplevelse, der blegner helt, da Lise opdager, hvad der er sket med hendes datter. 

Min anmeldelse:
Susanne Staun lancerer med denne lille paperback en planlagt trilogi om små og store forbrydelser i provinsen. Bogen er første del.

Jeg har nydt at læse hendes krimiserie om Fanny Fiske og har anmeldt bind 6 “Kønslig omgang” her https://blog.drustrup.dk/?p=628 som en både spændende krimi og en tankevækkende bog om køn og kønsopfattelse. At den så desuden er herligt sprogligt sprælsk, gør selve læsningen til en fornøjelse.

Inden jeg begyndte som blogger, skrev jeg som lektør en udtalelse om hendes efter min mening allerbedste bog “Velkommen til mit mareridt” som en på alle måder fantastisk god og gribende læseoplevelse. Ikke bare var det en mareridtsberetning om en enkelt mandlig psykopats behandling af sin tidligere partner og deres fælles barn. Det var en grum historie om forholdet mellem psykopater og deres ofre og et netværk, der støtter psykopaterne. Har I ikke læst den, så se at få det gjort. Læs min lektørudtalelse til bogen under anmeldelser HER.

Uden på forhånd at vide noget om denne nye bog var forventningerne høje på baggrund af min begejstring for Susanne Stauns øvrige bøger, men jeg blev skuffet. Sprogligt er bogen helt på Susanne Stauns sædvanlige høje niveau, og handlingen begynder godt og overbevisende med beskrivelsen af Ditte og hendes familie samt Lises og Dittes fascination af det mystiske hus, som Ditte er til klassefest i og forsvinder fra. Også den indledende fase af eftersøgningen med moderens desperate indsats for at finde datteren er spændende. Derimod virker plottet bag Dittes forsvinden og selve slutningen som overskruet. Det hele bliver bare pludseligt alt for meget. I min optik halter det med logikken, og det bliver en actionfyldt slutning, der slet ikke virker som værende i rimelig sammenhæng med bogen iøvrigt. 

Jeg har været meget i tvivl om antal point og hjerter, men ender med 5 point for plot og slutning og 9 point for sprog og indledning – altså et gennemsnit på 7 flinke skydeskivepoint på min blog og til 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Susanne Staun
Manden i huset
Gyldendal, 2021
160 sider

PS:
Susanne Staun er citeret sådan en vedlagt presseomtale om sit valg af provinsen som lokalitet:

“Der er en udbredt opfattelse af, at der er ro og fredelige haver til børn og hunde i provinsen. Stress og jag og mord findes ikke, selvom hård kriminalitet er statistisk højfrekvent i provinsen. Derfor er det naturligvis ekstrasjovt at bruge provinsen som kulisse til en virkelig grim historie. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om den opfattelse af provinsen.

PPS:
Der er en ny bog på vej i serien med Fanny Fiske. 3. september udkommer “De terminale kvinders klub”

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Susanne Staun: Kønslig omgang

Krimi og spænding Posted on 08 jun, 2020 09:30

Bogen er 6. del i krimiserie om den herligt specielle og ustyrlige dr. Fanny Fiske. De øvrige titler er: Som arvesynden(1), Liebe (2), Mit smukke lig (3), Mine piger, (4) og Før jeg dør (5).

I denne omgang kommer Fanny Fiske ud i et veritabelt stormvejr og må være ekstra skarp for at undgå folkedomstolens hårde dom.

Fra bogens bagside:
Hun elsker mad, mænd og modetøj og er den bedste profileringsekspert i Europas Forenede Stater. Nu er hun tilbage i en thriller, der stiller skarpt på nutidens kønsopfattelser og #MeToo-bevægelsen.

Dr. Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i serieforbrydere, bliver stævnet af tidligere elskere for sexchikane og uagtsom voldtægt og må samtidig trække i arbejdstøjet, da en serie af voldtægter hærger lokalområdet. Kunsten at belægge sine ord med nutidens krævende omhu er langtfra dr. Fiskes stærke side, og en politisk sensitiv profilering i sagen skaffer hende nye fjender på halsen, skaber optøjer i gaderne og sætter politiet skakmat.

Min anmeldelse:
Susanne Stauns seneste roman “Velkommen til mit mareridt” var på alle måder en fantastisk god og gribende læseoplevelse. Ikke bare var det en mareridtsberetning om en enkelt mandlig psykopats behandling af sin tidligere partner og deres fælles barn. Det var en grum historie om forholdet mellem psykopater og deres ofre og et netværk, der støtter psykopaterne. Har I ikke læst den, så se at få det gjort. Læs min lektørudtalelse til bog under anmeldelser HER

Jeg har også nydt at læse Susanne Stauns små bøger med hendes kontante meldinger om sprog og især om folks upræcise og ukorrekte brug af ord og vendinger: “Fuck, en lækker røv : Basisgarderobe til den nøgne sprogbruger” og “Kort & godt : Strambuks til skribent og skribente”. (Derfor må det i parentes bemærket også ærgre Susanne Staun, at der er flere småfejl i bogen selv efter korrekturen, men det er denne gang en mindre detalje i betragtning af bogens kvalitet.)

Denne bog er med fantastiske Fanny Fiske tilbage i topform og stadig med Susanne Staun i sproglig topform. Fanny Fiske arbejder fortsat i England som profileringsekspert af især serieforbrydere og kastes ud i en voldsom sag, hvor hendes faglighed er under anklage, og hvor det bliver rigtigt farligt for hende.

På det personlige plan har Fanny ofte besøg af sin virile 17-årlige rengøringsassistent Roger, og hun anklages for sexchikane af tidligere elever. Det første nyder hun, og det sidste benægter hun, for selv om hun indrømmer, at der har været mange sexforbindelser, kan hun ikke huske nogle af de anklagende.

På det faglige plan udløser en profilering i forbindelse med en stribe drugrapes/voldtægter i det lesbiske og transkønnede miljø massivt modstand fra folkene i netop dette miljø, og situationen kommer helt ud af kontrol.

Alle elementerne knytter an til en diskussion af bl.a. #meetoo, kønsopfattelse, og mediernes magt. Dertil kommer det, der under min læsning greb mig meget, nemlig selv små børns ønsker om at skifte køn. På alle de områder har Fanny Fiske markante synspunkter, og hun er ikke eftergivende overfor sine modstandere. Hun står fast selv i stormvejr!

Det er en både spændende krimi og en tankevækkende bog om køn og kønsopfattelse. At den så desuden er herligt sprogligt sprælsk gør selv læsningen til en fornøjelse.

Jeg hilser Fanny Fiske velkommen tilbage med en skål i hendes uundværlige Vecchia (italiensk brandy) og giver gerne bogen 9 skydeskivepoint på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Susanne Staun
Kønslig omgang
Gyldendal, 2020
306 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.