Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Stacy Willingham: Glem mig ikke

Krimi og spænding Posted on 13 mar, 2026 20:51

Fra beskrivelsen på Saxo:
“Jeg har en søster. Men vi har ikke talt sammen i årevis.” Det var, hvad jeg fortalte alle. Jeg løj.

Min søster har været forsvundet i 10 år, og hendes lig er aldrig blevet fundet. Hendes forsvinden har hjemsøgt mig lige siden.

Claire Campbell arbejder som journalist i New York, og en dag modtager hun et uventet opkald fra sin far. Hun tager hjem til South Carolina, hvor hun ikke har været, siden hendes søster forsvandt, men da hun ikke længere kan klare sin mors melankoli og den uhyggelige stilhed i barndomshjemmet, søger hun tilflugt på Galloway Farm. En vingård, hvor hun indvilliger i at hjælpe til med sommerens høst til gengæld for gratis kost og logi.

Efterhånden som hun lærer gårdens andre beboere at kende, begynder Claire at indse, at hun ikke er den eneste med en mystisk fortid. Og Galloway Farm har sine egne hemmeligheder – måske også om hendes forsvundne søster ….

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er altid spændende at lære en ny forfatter at kende. Jeg har aldrig læst nogen af Stacy Willinghams bøger, og hun er et spændende bekendtskab. Der er tidligere udgivet 2 bøger af hende, og dem skal jeg da have fat i.

Bogen starter som en hyggelig fortælling, hvor Claire får arbejde på en lille vingård efter et hektisk liv i New York og møder nogle umiddelbart søde mennesker og en flot mand. Det kunne lyde som starten på en romancebog. Men langsomt kommer der en undertone af noget mørkt og farligt. Og spændingen stiger!

Normalt er thrillere ikke min kop te, men denne kunne jeg godt lide. Det er en velskrevet psykologisk thriller, så jeg giver den gerne 9 skydeskivepoint ud af 10.

Stacy Willingham 
Glem mig ikke
Cicero, 2026
336 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Leslie Wolfe: De fortabte børn

Krimi og spænding Posted on 29 nov, 2024 21:14

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der indledningsvis skriver sådan:

Jeg har aldrig læst noget af Leslie Wolfe før, og det er en thriller – en genre jeg ikke er den store ynder af. Tilmed er det en thriller om en seriemorder. Jeg har før læst bøger om seriemordere, og jeg har det virkelig dårligt med at læse udpenslede beskrivelser af, hvordan seriemorderen piner sine ofre og dræber dem. Fatter ikke hvordan man som forfatter kan sidde ved sin pc og skrive om det i detaljer. Klamt. Men respekt for dem der kan.

Så det var med stort forbehold, jeg påtog mig at anmelde denne, men jeg ville være meget objektiv. 

Forlagets beskrivelse:
Hendes datter, med de smaragdgrønne øjne og det sødeste smil, betyder alt for hende. “Mor,” siger den lille pige og rører hendes ansigt med rystende fingre, inden hun bliver vristet væk. Kommer hun nogensinde til at se sit barn igen? 

Da den enlige mor Alison Nolan tager på ferie med sin 6-årige datter, Hazel, glæder hun sig til at tilbringe kvalitetstid med sin lille pige. En ferie ved Silent Lake, hvor sneklædte tinder er omgivet af efterårets gyldne farver, er lige, hvad de trænger til. Men efter få timer forsvinder Alison og Hazel ud i den blå luft. 

Kriminalbetjent Kay Sharp kaster sig over sagen. Det eneste bevis på, at de var ved Silent Lake, er en efterladt lejet bil med en kuffert i bagagerummet, vingummier i det åbne handskerum og en bamse under sædet. 

Kay er i vildrede. En uge forinden blev liget af en anden tilrejsende kvinde fundet, svøbt ind i et tæppe og med sit hår flettet og bundet med fjer. Kays mavefornemmelse siger hende, at sagerne er forbundne – og at der ikke vil gå lang tid, før flere uskyldige mennesker mister livet. 

I en kamp mod uret leder Kay en febrilsk eftersøgning og sværger, at hun vil finde Alison og lille Hazel i live. Hun arbejder i døgndrift, selvom det lille lokalsamfund møder hende med modstand og anklager hende for at stille for mange spørgsmål.

Lige som Kay tror, at hun har fundet puslespillets manglende brik, indser hun, at hun bliver overvåget. Er hun ved at komme for tæt på gerningsmanden, eller er hendes egen fortid ved at indhente hende? 

Med en lille piges liv på spil skyr Kay ingen midler. Men er det nok til at komme ind i hovedet på den mest forskruede morder, hun nogensinde har stået over for, eller vil endnu et uskyldigt barn blive kidnappet? 

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er squ en pageturner. 

En virkelig velskrevet historie og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Den beskriver grundigt hvordan barndomstraumer kan udvikle sig til noget ekstremt og stiller også spørgsmålet  – er nogle født onde? Kunne man med hjælp have forebygget, at et barn udvikler sig i det ondes retning. Er det samfundets skyld, er det forældrenes skyld, eller er man selv skyld i det, det udvikler sig til?

Samtidig er det en fortælling om en FBI betjent med bogstaveligt talt  lig i lasten, voldelig barndom og traumer, der rækker ind i voksenlivet og forbinder hendes historie med seriemorderen.

Jeg må overgive mig, og seriemorderens ugerninger er heldigvis ikke så udpenslede, så jeg klarede det.

9 sikre skydeskivepoint ud af 10.

Leslie Wolfe
De fortabte børn
Jentas, 2024
376 sider 

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.