Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Lotte og Søren Hammer: Sobibór

Alt muligt andet godt Posted on 04 Jun, 2021 00:06

Fra bogens bagside:
Sommeren 1942.

Hartvig Voss, Peters kammerat fra SS-skolen Bad Tölz, har efter sin rekreation i Danmark fået nyt job som revisor ved den tyske udryddelseslejr Sobibór i Polen, hvor han installerer sig i en villa udenfor lejren. 

Kassandra, Alexander og Debora ankommer til Sobibór og bliver straks sendt til gaskammeret. Men Hartvig genkender Kassandra, og i sin ærepligt overfor Peter hjælper han de tre.

Alexander bliver en del af lejrens skovkommando, Debora skal passe gæs, og Kassandra kommer i huset hos Hartvig – et job, hun ikke har de fjerneste forudsætninger for. Et yderst særpræget forhold udvikler sig mellem Kassandra og Hartvig, samtidig med at Alexander og Debora kæmper for at overleve i lejren.

Min anmeldelse:
Jeg har set både film og TV-udsendelser samt læst såvel romaner som fagbøger om liv og død i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, så egentlig burde jeg ikke være så forfærdeligt overrasket over de ualmindeligt grusomme og barbariske begivenheder i denne bog. Det samme gælder oplevelsen af de udøvende forbryderes totale mangel på tvivl og anger samt deres vilje til ikke bare at adlyde, men desuden til at gøre en ekstra og voldelig indsats. 

Der er rigelige mængder af mishandling og død i bogen, der så vidt jeg kan bedømme, hverken overdriver eller skjuler noget. Det er ubehagelig læsning, men sådan var virkeligheden.

Den tyske SS-officer, Hartvig, får som revisor til opgave at få styr på mængden af det guld, der kan skaffes fra de jødiske fanger. Den opgave tager han lige så alvorligt som sin æresgæld til vennen, Peter. Derfor sørger han for at spare det jødiske søskendepar Kassandra og Peters liv sammen med et par andre jøder. Samtidig stiller han ikke spørgsmål ved den opgave, han er del af, med likvidering af tusindvis af jøder. Den dobbelthed og ansvarsfølelse for to modsatrettede formål er selvfølgelig godt for de overlevende personer i bogen, men jeg er en smule i tvivl om sandsynligheden af, om en sådan person kunne have eksisteret i virkeligheden. Pyt med det, for hans funktion i søskendeparret Hammers fortælling er nødvendig for forløbet i bogen. 

Det er en ualmindelig grum og samtidig vigtig historie, og samtidig hænger handlingen godt sammen med de foregående bind i serien. Ud fra foromtalen af det næste bind lægges der op til endnu en dramatisk tid for de medvirkende. Læs endelig hele serien og i den rigtige rækkefølge for at få hele oplevelsen med.

På linje med min vurdering af seriens første halvdel fortsætter jeg med at give 4 stjerner (ud af fem), mens jeg spændt venter på de sidste 3 planlagte bind for at finde ud af, hvordan det går med hovedpersonerne.

Lotte og Søren Hammer
Sobibór
(Venner og fjender; 5)
HarperCollins, 2021
304 sider

Serien “Venner og fjender”med planlagt til at blive på 8 bind. 

1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791 
5: Sobibór – denne anmeldelse 
6: Skoven er vores (udkommer august 2021)

Selv om Wikipedia ikke er min favorit mht. at underbygge fakta, ser denne artikel om Sobibór ganske OK ud: https://da.wikipedia.org/wiki/Sobibór_udryddelseslejr 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Vibeke Grønfeldt: Pludselig her – øjebliksbilleder

Alt muligt andet godt Posted on 17 May, 2021 22:50

Fra forlagets omtale:
En mand beder præsten om at blive gift med silikonedukken Belle, som han lever så enkelt og smukt med. Landsbyens mænd stiller hver en månedsløn på højkant og samles om at spille russisk roulette. Karl og Hans kører rundt som frie unge daglejere og fantaserer om sex.    

Alle kæmper en hård kamp for at finde sig til rette. Slægter, traditioner og værdier er smuldret. Hver enkelt mand og kvinde må søge sin egen mening og identitet. Det er et sorgmuntert billede, men håbet ligger i sanserne og i de sjældne øjeblikke, hvor kontakten mellem natur og menneske genskabes.    

Gennem Vibeke Grønfeldts virtuose sprog og enestående evne til at holde sanser og sprog åbne for alle de modsætninger, ambivalente følelser og erindringsspor, der udgør almindelige menneskers liv, vokser steder og karakterer uimodståeligt op fra siderne.  

Min anmeldelse:
Med i alt 46 øjebliksbilleder i en bog på 200 sider bliver billederne små, men de er intense. Titelbilledet er det største billede med 9 sider, men der er flere på 1 og 2 sider. Jeg har læst bogen over flere omgange, og flere af billederne har jeg læst flere gange, ligesom jeg sagtens kan finde på at nyde dem igen.

Teksterne er enkeltstående ordbilleder eller sprogmalerier, der som snapshots skildrer mennesker, årstider, stemninger, følelser, begivenheder, naturen og mellemmenneskelige relationer. Det er præcise billedskabende skildringer bygget på skarpe iagttagelser og sympati med folk. Tonen i bogen er måske lidt eftertænksomt melankolsk, men er samtidig livsbekræftende og suppleres nogle gange med lidt barokt hverdagshumor. 

Vibeke Grønfeldt evne til at se og skildre øjeblikke i almindelige menneskers liv er eminent. Jeg kan se alle hendes personer og situationer for mig. Uden sammenligning (næsten) minder mange af personerne og situationerne mig om en litterær version af nogle af Niels Hausgaards tekster og historier, og det er ment som en ubetinget ros – til dem begge. 

Jeg har virkeligt nydt at læse bogen grundigt og langsomt og har som sagt genlæst flere af historierne/genset flere af billederne, fordi sproget er så finpudset og velafstemt.

Bogen får mine maksimale 5 store stjerner.

Jeg vil lige bringe det korteste øjebliksbillede, så I kan opleve lidt af bogens stemning. Læs dog hele bogen selv!

Alexius’ dag
Alexius gav afkald på sine stenrige forældres formue og vandrede rundt som tigger i 34 år. Afhængig af andre godhed prædikede han, til sin død i år 430, Guds ord.

Og nu tripper en gammel kvinde langs hegnet derude med sin badepose. Til havet og tilbage igen. Så lille og klejn, hun er blevet. Briller bruger hun ikke længere. Hun vil se alt, hvad hun kan med sit eget syn. Så længe hun kan. Duer kurrer i træerne. Det suser i dem. Her spiste hun skovbær, hindbær, brombær. Duerne kurrede i træerne. Vinden suste om benene og fyldte det blå rum.

Vibeke Grønfeldt
Pludselig her : øjebliksbilleder
People’s, 2021
200 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Maria Hesselager: Jeg hedder Folkvi

Alt muligt andet godt Posted on 13 May, 2021 22:11

Fra bogens bagside:
Den unge kvinde Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op inden for høvdingepladsens beskyttende hegn. De to har altid været tæt fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og lader sig forlove med den femtenårige Gerd, overmandes Folkvi af en rasende frygt for at skulle stå alene.

I romanens hovedspor snubler Folkvi sig ulykkeligt og hovedkulds vej gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. Som midaldrende ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Og ved foden af et gammelt træ sidder nornerne og forsøger at holde styr på menneskernes besynderlige liv.

Det er fortælling om en grænseløs søskendekærlighed, om tilfældigheder og tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uvægerligt bliver ældre. 

Min anmeldelse:
Kombinationen af min historiske interesse for bl.a. vikingetiden og for gode bøger fik mig til at ønske denne bog til anmeldelse, da jeg læste om den. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det er en velskrevet bog med en fascinerende historie. Rent litterært har jeg været glad for at læse bogen, men noget bagvedliggende faktuelt gør noget ved min samlede vurdering. Se lidt senere.

I bogens to dele med hver sin hovedperson og fortæller fortælles en stærk og dramatisk historie om kærlighedens styrke. Og dens farlighed når den er mellem søskende som i bogen. Historien fortælles i et sprog, hvor jeg ofte læste nogle formuleringer flere gange, fordi de var så billedskabende og måtte nydes lidt ekstra. 

Tidsmæssigt springer fortællingen i tid frem og tilbage, så jeg skulle undervejs derfor lige være opmærksom på forløbet og begivenhederne, men det gjorde kun læsningen mere intens, synes jeg. 

Det er en barsk tid, bogen foregår i, og jeg følte mig ofte hensat til den tid og de holdninger, der ligger bag begivenhederne – og de er noget anderledes end nutidens. Et mellemliggende kapitel med nornerne forstærker fornemmelsen af tiden. Alligevel blev jeg undervejs forstyrret af nogle anakronismer i bogen, og jeg kan ikke forstå, at de ikke er blevet fanget af betalæsere eller redaktion.

Jeg har i min anmeldelse og vurdering forsøgt bort fra disse anakronismer, men det har nok været for svært. Jeg undrer mig nemlig over dem, når nu handlingen er valgt placeret i vikingetiden. Det er ærgerlige småting, men jeg mener ikke, der fandtes elfenbenskamme, men kamme af ben og træ. Der var heller ikke glasur på keramikken dengang, ligesom jeg heller ikke mener, at man kunne destillere og derved lave snaps. Og snapsen spiller en rolle flere gange. Det generede mig også lidt, når personer læner sig op af en husmur, der er et begreb, jeg ikke forbinder med væggen på et vikingetidshus, eller når Sjælland bruges som stedbetegnelse.

Det bliver til 4 stjerner for det litterære og 2 stjerner for tidsbilledet = samlet set 3 stjerner.

Maria Hesselager
Jeg hedder Folkvi
Gutkind, 2021
190 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Elena Ferrante: Det lejlighedsvise indfald

Alt muligt andet godt Posted on 27 Apr, 2021 23:13

Fra bogens bagside:
I hele 2018 skrev Elena Ferrante en fast ugentlig klumme i den britiske avis The Guardian.

De bringes i denne bog for første gang i et samlet hele om årets gang, kærlighed, hverdag og fest, sorg og ensomhed, ungdom og aldring, kort sagt nogle af menneskelivets store temaer.

Min anmeldelse:
Først 2 indrømmelser. For det første har jeg ikke (endnu) fået læst andet af Elena Ferrante, selv om det ikke har skortet på opfordringer. Sådan går det nogle gange. For det andet har jeg haft bogen liggende længe, inden jeg får skrevet denne anmeldelse. Forklaringen på det sidste er, at jeg har læst bogen i meget små bidder, og det har fungeret rigtigt godt – for mig.

Kort sagt er der tale om Kloge Klummer. Og de er så kondenserede i formen samt med så smukke formuleringer og overraskende vinkler, at de med fordel kan nydes enkeltvis. De skal ikke bare nydes. De skal også tænkes over. Og det er derfor, det ikke er en bog, der kan læses som en roman – i ét stræk. 

De meget korte klummetekster er præcist med det indhold, bagsiden beskriver. Kloge og personlige betragtninger om alt i et menneskes liv. I forordet beskriver Elena Ferrante sin tøven med at sige ja til den stillede opgave, fordi den krævede en helt anden måde at skrive på, end hun ellers havde. Især tidspresset og skrivepligten var anderledes. Emnerne for de ugentlige klummer har hun ikke selv valgt, men fik dem fra avisens redaktion, fordi hun forventede, at det ville hjælpe hendes skriveproces. Det gjorde det helt åbenbart, for det er blevet til nogle velskrevne og tankevækkende tekster. 

5 sikre stjerner!

Elena Ferrante
Det lejlighedsvise indfald
C&K forlag, 2019
213 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Enggaard: Efterhånden mulighed for sol

Alt muligt andet godt Posted on 21 Mar, 2021 20:20

Fra bogens bagside:
Julie er servitrice på en motorvejsrestaurant ved Solrød og førstehåndsvidne til verdens vrimmel. Hun bor i sit barndomshjem med sin søster, der er bange for næsten alt, men har regnet ud, at hendes yatzyresultater er bedst på torsdage. Der må godt ske lidt mere i Julies liv.

Tom passer en billardsalon på Vesterbro i København. Han anstrenger sig for at sørge over sin fars død og for at være en god far for sin teenagesøn, som er begyndt at få besøg af én i røde Vans. Han længes efter hjemstavnen i Nordjylland, men der er også Irene, som sidder i kørestol. Hende er han nødt til at tage sig af.

En dag kommer brevet fra Julie. Tom har ikke hørt fra hende, siden de lavede radio sammen 8 Aarhus 25 år tidligere. Han har stadig spolebåndene. På dem ligger deres ungdom, som ellers synes så langt væk. Det står klart, det har det egentlig altid gjort, at Julie og Tom er evigt forbundne.

Min anmeldelse:
Da jeg læste og anmeldte forfatterens debutroman fra 2017 “Svækling” – (læs anmeldelsen HER ) skrev jeg bl.a. sådan om den: 

Bogen er meget velskrevet, og de to gennemgående hovedpersoner er nogle herlige typer, der beskrives varmt og solidarisk. Desuden fungerer bogens struktur og fortælleteknik rigtigt godt. Når så historien både er vedkommende i en samfundssammenhæng og morsom på sin særlige måde, er der ikke meget skidt at sige om bogen!“

Præcist det samme kan siges om denne nye roman. Dog vil jeg nok nu stramme slutningen til: der er ikke noget skidt at sige om bogen,

I et tæt og elegant sprog med nogle billedskabende og korte beskrivelser fortælles historien om de to hovedpersoner, Julie og Tom, og deres aktuelle lidt desillusionerede og stillestående liv. Med nogle effektive fortællegreb dukker både deres individuelle baggrund i København og Tornby samt deres fælles tid i Aarhus, efterhånden som bogen skrider frem. 

Lige et enkelt eksempel på bogens sprog. Det er fra en episode i billardsalonen med en agressiv type, og jeg kan ud fra den præcise beskrivelse lige forestille mig, hvordan det foregik. Sådan er det mange, mange steder i bogen. Indfølt og præcist og samtidig med en ægte solidaritet, der jævnligt kombineres med et humoristisk islæt.

Tom bremsede op og studerede manden. Han bar en tynd hue af et materiale med særlige temperaturregulerende egenskaber, men indersiden af hovedet kunne beklædningen ikke kultivere. Tom genkendte fornemmelsen af at være en vejrtrækning fra konflikt. Han trak sig.

Det var en stor fornøjelse at læse en så varm og vedkommende historie om almindelige mennesker. Jeg kom også denne gang til at tænke på Erik Clausens måde at skildre sine personer på, og det er ment som en ros. Historien dækker et udsnit af personernes liv, og den slutter præcist, som hele handlingen lægger op til. Jeg er sikker på, at andre forfattere måske ville have drejet og afsluttet historien anderledes, men Michael Enggaard har et sikkert greb om sagerne, så bogen kan kun slutte på den måde. Og livet går videre for personerne.

Læs bogen og få en god læseoplevelse. Det bliver til mine maksimale 5 stjerner.

Michael Enggaard
Efterhånden mulighed for sol
Politikens Forlag, 2021
434 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lars Boelt: Natbordsskuffen

Alt muligt andet godt Posted on 11 Mar, 2021 22:10

Lystlæsning 3

Fra bogens bagside:
Erotisk roman fra hverdagens Danmark.

Allerede under Theo og Britts første møde står set klart, at der er seksuel tiltrækning mellem dem, og selvom det er imod deres fasttømrede principper, er det uundgåeligt, at de har sex på første date.

Min anmeldelse:
Jeg læste om bogen i en avisartikel i NORDjyske, hvor forfatteren fortalte om sit arbejde med at skrive romanen. Han fortalte også om det specielle for ham, at det var en erotisk roman. Da jeg kendte forfatteren lidt via hans job som skiltetekniker i det firma, der havde leveret skilte m.v. til min gamle arbejdsplads Hjørring Bibliotek, samt fra hans aktiviteter på lokale revyscener, spurgte jeg om tilladelse til at læse og anmelde bogen. Jeg fandt det også interessant med en mand som forfatter til en erotisk roman. Derfor indgår denne anmeldelse også som den foreløbigt sidste i min serie anmeldelser med overskriften Lystlæsning.

Det er forfatterens debut som forfatter, og selv om han har skrevet en del revytekster og sange, har det været noget helt andet at skrive en roman. Han har arbejdet en del med såvel form som indhold, og det er derfor meget bevidst, når bruger den fortællestil, han har valgt i bogen. Jeg skulle jeg lige vænne mig til, at hovedpersonen, Theo, er jeg-fortælleren, og især at der står du, når partneren gør eller tænker noget. Da det var på plads i min læserhjerne fungerede både replikker og historien i sin helhed rigtigt godt.

Bogen rummer en del af de for genren nødvendige erotiske udfoldelser, og der lægges hverken fingre imellem eller stikkes noget under stolen. Begivenhederne beskrives helt eksplicit, men det sker, uden at totalbilledet på nogen måde bliver pornografisk. Samtidig virker begivenhederne og udviklingen ret realistiske. Det er altså ikke en knaldroman, men en afbalanceret og inciterende erotisk roman.

Det bedste ved bogen, er at den ikke udelukkende fokuserer på parret Theo og Britts seksuelle udfoldelser. Romanformen udnyttes fint til at sætte dem ind i en bredere sammenhæng, hvor også udviklingen af både personernes personlige og deres indbyrdes forholds indgår. Theo er også med i en snakkegruppe for og med mænd, og deres diskussioner og konsekvenserne af dem er også centrale dele af historien. Det er især her, jeg kan spore, at der er en mandlig forfatter bag bogen. På de seksuelle område indgår både mænd og kvinder i flere konstellationer, men begge køns repræsentanter er på alle måder aktive. Bogen kan hedt anbefales, hvis man er til erotiske bøger.

Det bliver til 5 sikre stjerner.

Lars Boelt
Natbordsskuffen
Forfatterskabet.dk, 2021
229 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.

PS: Læs mere om forfatteren og skriveprocessen her: https://www.forfatterskabet.dk/lars-boelt/



Next »