Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jon Brændsgaard Toft: Når Tiden Står Til Forhandling

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 05 okt, 2026 11:50

Da bogen ikke var i en genre, jeg kendte særligt godt, og især fordi den var på så mange sider, at den virkede uoverkommelig i forhold til min tid, overlod jeg den til bloggens faste gæsteblogger og superlæser Palle Thomsen, der sagde ja til opgaven.

Forfatterens egen beskrivelse:
Min bog kombinerer dansk historie med science fiction og alternative tidslinjer:

Hvad hvis Kalmarunionen aldrig var blevet dannet? Hvad hvis Dannebrog aldrig var faldet ned fra himlen? Og hvad hvis Reformationen aldrig havde fået fodfæste i Norden?

Romanen følger fire mennesker fra år 990, 1794, 1944 og 2026, som samles i en hemmelig bunker nær Moesgaard. Når fortiden ændrer sig, sendes de tilbage til afgørende øjeblikke for at finde afvigelsen og genoprette den verden, de kendte.

Der er lagt særlig vægt på periodernes sprog og verdensbilleder. Personerne skal ikke blot ligne mennesker fra forskellige århundreder, men også tale og tænke forskelligt. Ordvalg, tiltaleformer og sproglige misforståelser er derfor en central del af deres møde med hinanden.

Samtidig kredser romanen om spørgsmålet om, hvem der egentlig har ret til at afgøre, hvilken udgave af historien der er den rigtige.

Palle Thomsens anmeldelse:
Det var med nogen nervøsitet, at jeg påtog mig at anmelde denne sciencefiction-bog. 

Det er en moppedreng på 744 sider og med lille skrifttype, så alene dens volumen afskrækkede mig en del.

Desuden har jeg ikke læst SF siden Ray Bradbury og Philip K. Dick, og det er nok 40-50 år siden. Denne bog har nok bestyrket mig i det faktum, at det ikke er noget for mig. Fans af genren vil sikkert nok kunne lide den.

Det er en helt vanvittig fortælling om tidsrejser. En dansk enhed overvåger danmarkshistoriens afgørende øjeblikke. En anden svensk enhed har samme ærinde og forsøger at ændre historiens gang ved at rejse tilbage i tiden og lave ravage. Den danske enhed skal så forsøge at rette op på det. Og den danske enhed består af en vikingekvinde fra 900-tallet, en adelskvinde fra 1700-tallet, en modstandsmand fra besættelsen og en dansk mand fra 2026.  Helt surrealistisk – men det er jo også Sci-fi.

Jeg blev alligevel grebet af handlingen, og det skyldes min historiske interesse. Bogen kommer vidt omkring i især Danmarks og Sveriges historie. Det er jo altid sjovt, at hvis nu og hvis nu – hvad var der så sket. Det beskriver bogen meget fint.

Forfatteren skal have stor ros for et helt fantastisk beskrivende sprog – han kan virkelig gøre historien levende og dialogen er lige i øjet med masser af ping-pong mellem personerne. Det er virkelig morsomt ind i mellem.

Jeg ved ikke, om sci-fi fans vil kunne lide bogen, men jeg nød at læse den bare for dialogen og sprogets skyld. Mange forfattere  vil kunne lære noget af Jon Tofts sprogbehandling.

Jeg har svært ved at give bogen point, men ud fra min betagelse af sprog og dialog vil jeg give den 4 ud af 5 point.

Jon Brændsgaard Toft
Når Tiden Står Til Forhandling
Solvind, 2026
744 sider  

Bogen er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplar.



Allen Levi: Theo af Golden

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 30 sep, 2026 21:18

Fra bogens bagside:
“Intet er, som det burde være, hvis det ikke bygger på kærlighed.”

En morgen ankommer en fremmed til byen Golden. Ingen ved, hvem han er, eller hvor han kommer fra. Hans navn er Theo, og han er kommet til byen ved et tilfælde – eller er han? Han besøger byens lokale café, hvor der på væggene hænger tooghalvfems blyantsportrætter. De er skabt af en lokal kunstner og forestiller Goldens indbyggere. Ét for ét begynder Theo at opkøbe billederne og give dem tilbage til deres ”retmæssige ejere”. Ved hver overdragelse bliver en historie fortalt, et venskab bliver født, og et liv bliver forandret. 

Theo af Golden er en fortælling om at se og blive set, om gavmildhedens kraft og om de usynlige tråde af venlighed, der binder os sammen.

Min anmeldelse:
Historien om den 86-årige Theo og hans liv gennem 1 år i den lille by Golden i Georgia, USA fangede mig ind i sit særlige univers fra første side.

Den smukke historie er en varm, kærlig beretning om mange personer samt deres forhold til både hinanden og til litteratur, kunst og musik. Ikke alt er den rene idyl, og det bliver aldrig til sentimental feelgood, men uden at afsløre for meget, så knyttes alle historiens mange ender dejligt smukt og meget overraskende til sidst. 

Theo opfattes i Golden som en mystisk person, men da han er en mand med hjertet på rette sted og med evner til at knytte varme forbindelser til og mellem mennesker af alle slags, bliver han en accepteret og elsket person i byen. Og så er det synd at fortælle ret meget mere af handlingen, der skal nydes efterhånden som historien folder sig ud.

Og den vil ret sikkert blive nydt af rigtigt mange. Det vil den dels pga. den gode og fængslende historie, mens også pga. dens lige så gode fortællemåde. I et billedskabende sprog skabes nogle indre indtryk af situationer, steder og folkene i byen. Hvis ikke den bliver filmatiseret, er der noget galt, men jeg håber så bare, at bogens stil samt dens morale om kræfterne bag kærlighed og kultur vil kunne genkendes til fulde. 

En detalje, der har moret mig, er, at byens boghandel hedder Verbivoren, og det er en litterær parallel til, at carnivorer er kødædere, herbivorer er planteædere, mens litteraturelskere lever af ord. Og netop boghandelen og bøgerne er et af omdrejningspunkterne sammen med musikken – og selvfølgelig kunsten i form af de mange portrætter, der binder handlingen befolket af de mange personligheder sammen.

Det var en gribende og fascinerende oplevelse at læse historien om Theo og hans ene år i Golden. Den er for mig en af årets allerbedste bøger! Jeg vil anbefale bogen på det varmeste til en rigtig bred flok læsere. Jeg har ellers kun 5 stjerner at dele ud, men jeg har fundet en ekstra frem til bogen!

Allen Levi
Theo af Golden
People’s Press, 2026
473 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

PS: Bogen har haft et forunderligt liv i den litterære verden. Først blev den udgivet som selvudgivelse i 2023, men fik efterfølgende stigende opmærksomhed gennem gode anbefalinger fra læser til læser og er blevet til en stor international succes. Det viser historiens store fortællekraft og minder mig en del om den måde, som den lige så fremragende Keri Hulme: Marvfolket blev en international succes. 



Charlotte Gneuss: Gittersee

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 23 sep, 2026 20:56

Fra beskrivelsen på Mofibo::
Sekstenårige Karins liv bliver vendt på hovedet, da hendes kæreste forsvinder fra deres hjemby, Gittersee, lidt uden for Dresden. Snakken i byen begynder at gå, og den lokale Stasi-mand, Wickwalz, opsøger hende: Er Paul flygtet til Vesten? Hvad ved du?     

Pauls forsvinden sker på et tidspunkt, hvor mange andre ting er i opbrud i Karins hjem. Hendes far drikker, hendes mor er deprimeret, og hendes bedstemor længes tilbage til nazisterne. Eneste lyspunkt er lillesøsteren Lille, som Karin må tage sig af.  

Mens paranoiaen i byen tager til, og Stasi strammer garnet, står Karin alene tilbage og må finde sin egen vej ud af problemerne. Det er, som om alle ønsker sig væk fra Gittersee, men hvad med hende selv?   

Gittersee er en stærk roman om livet i DDR i 70’erne set fra en ung piges synspunkt. En opvækstroman, men også en strømmende, drømmende skildring af tilværelsen i et land splittet mellem drømme og utopi, tvang og kontrol.

Min anmeldelse:
En stærk og gribende historie med en ung piges oplevelser under det totalitære styre med tankekontrol, overvågning, mistænkeliggørelse og stikkeri. Også om vilkårene for unge dengang i DDR oplevet og fortalt gennem hovedpersonen Karin.

Og det er netop bogens fortællemåde, hvor alt er beskrevet som set gennem Karin, der får historien til at virke stærkt på mig. Men det er nok også en form, der vil irritere nogle læsere. Hele handlingen beskrives af Karin – situationer, folks replikker og alt andet – samtidig med, at hendes replikker er med. 

Det eneste forbehold, jeg for alvor har i forhold til bogen, er slutningen. Selv om den viser, at alle mennesker har en grænse, når de presses umenneskeligt meget, så giver den historien en abrupt og ufærdig udgang. Den rejser flere spørgsmål til, hvordan det vil gå fremover. Og selv om en åben slutning i almindelighed kan være nyttigt i forhold til at snakke om en bog, så undrer den mig i dette tilfælde.

Alligevel bliver det til 4 flotte stjerner af 5 mulige. 

Charlotte Gneuss
Gittersee
Alpha Forlag, 2024
249 sider  

Bogen er lånt på biblioteket.



Abdulrazak Gurnah: Tavshedens ø

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 14 sep, 2026 20:25

Da denne blog fejrede 10-års jubilæum, udloddede jeg nogle bøger fra min “ventehylde”  med ulæste bøger. Modtagerne af mail med den månedlige oversigt over de nyeste anmeldelser på bloggen kunne byde ind på at få tilsendt bøgerne, som jeg ville sende med det håb, at de ville lave en anmeldelse af bogen.

Forfatteren Vibeke Marx, som jeg har anmeldt flere bøger af (senest “Så fast en borg” https://blog.drustrup.dk/?p=3032), fik tilsendt “Tavshedens ø” og har skrevet denne anmeldelse.

Fra beskrivelsen på Saxo:
Roman fra 1996 af vinderen af Nobelprisen i litteratur 2021. 

Den unavngivne fortæller flygter fra sit hjemland Zanzibar til England vel vidende, at han nok aldrig vender tilbage. I England er alt forkert, og han glemmer hurtigt, hvordan det føles at høre til. Han møder Emma, en ung, smuk og rebelsk kvinde, de gifter sig og får et barn. Men fortælleren vælger at skjule sin fortid for hende, ligesom han heller ikke deler sin nuværende situation med familien på Zanzibar. Tyve år senere vender han tilbage til sit hjemland, og det, han opdager dér, ændrer hele hans livssyn.                                

Vibeke Marx’ anmeldelse:
Hovedpersonen er, med sin families hjælp, flygtet til England fra Zanzibar. Her møder han en kvinde, som han forelsker sig inderligt i og danner par med i tyve år. De får en datter, som ved romanens begyndelse er 17 år og i voldsom opposition til sin far.

”En roman om rodløshedens gordiske knude som en uomgængelig del af immigrantens liv,” siger bagsideteksten, og man kunne tilføje: ”samt enhver andens, der har flyttet sig fra sine egne, hvad enten det har været en geografisk/kulturel eller klassemæssig bevægelse. 

Det, der er særligt ved netop denne immigrant, er, at han, i stedet for at blive vred over den foragt og mangel på anerkendelse, han møder, vælger at spille med, for eksempel når svigerfaren kalder ham en sortsmudsker og holder foredrag om, hvor elendigt det er gået med kolonierne, siden imperiet slap tøjlerne.

Som den tykke dreng i klassen, der selv tager klovnerollen på sig, før nogen eventuelt skulle tildele ham den, vælger vores hovedperson at ”brumme lavt, smile stort og tie stille”. Han nævner intet i brevene til sin mor om kone og barn, og i stedet for at oplyse sin nye familie sagligt om det, han kommer fra, opdigter han drabelige historier, som bekræfter dem i deres fordomme.

Fortielser og løgne er som bekendt godt romanstof. Som læser sidder man og får ondt i maven over det morads, han, til trods for sin selvforagt, bevæger sig længere og længere ud i, og det hele ramler selvfølgelig, da han efter 20 år får mulighed for at genbesøge sin oprindelige familie. Handlingen derfra skal ikke røbes.

Hovedpersonens slappe ageren står i grel modsætning til hans sylespidse, satiriske indre monolog, fx hedder det om England ”nogle gange skulle man tro, at alle værdifulde ideer først faldt en englænder ind: cricket, øltærte, slavehandlen, bordtennis, kolonialisme, kedgeree, tyngdekraften, sociologi og ikke mindst vandklosettet” (hov, man kunne næsten overse slavehandlen). Og om magthaverne i hjemlandet: ”så snart han åbnede munden, blev man blæst bagover af den autoritære storm, der blæste ud af den. Og det, han havde at sige, var enkelt og uforsonligt som en døende drages sidste, hvæsende suk.”

Romanen er elegant tænkt og utvungent skrevet, så når jeg kun giver 4 af 5 stjerner er det, fordi den taler mere til min hjerne end til mit hjerte, hvilket utvivlsomt siger mere om mig end om romanen. Forfatteren har immervæk fået Nobelprisen 

Abdulrazak Gurnah
Tavshedens ø
Gutkind, 2024
252 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

PS:
Jeg har selv anmeldt Abdulrazak Gurnah: Efterliv – https://blog.drustrup.dk/?p=1329 



Carl Frode Tiller: Arbejderhjerte 1

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 31 aug, 2026 15:33

Fra bogens bagside:
“I løbet af få årtier er Norge, landet jeg har boet i hele mit liv, blevet fuldstændigt forandret, og det gælder også os, der bor her, mig selv inkluderet, ja, ikke mindst mig, jeg kan nærmest ikke kende mig selv.”

Trond ved ikke længere, hvem han er. Han voksede op i Namdalen i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie. Hans far arbejdede på et savværk og var en trofast NKP-tilhænger, mens hans mor arbejdede som sygehjælper og var frafalden fra bedehusmiljøet. Trond havde højere ambitioner, han ville studere, og med tiden fik han et trygt middelklasseliv. Han fik alle de muligheder, han kunne. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone og forstår ikke sine døtre.

“Arbejderhjerte” er en roman om en mand, som midtvejs i livet begynder at foragte det, han har opnået. Den handler om, hvordan Norge har ændret sig i løbet af de sidste 50 år, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.

Min anmeldelse:
Det er måske ikke helt fair at anmelde denne bog, så dette er et subjektivt “forbrugersynspunkt”, uden at jeg giver stjerner, for jeg fik ikke læst bogen grundigt nok.

Jeg havde læst fremragende anmeldelser af bind 1 og 2, og jeg var meget opsat på at læse bogen. Den var også august måneds bog i læsegruppen Sure Gamle Mænd. Gruppens mening følger lidt senere.

MEN jeg fandt aldrig ind i bogen, der er en kompliceret fortalt historie om en mands personlige og politiske udvikling set sammen med Norges udvikling i samme periode. De kronologiske spring og de mange, mange detaljer forstyrrede, og samtidig med at der var en del andet i mit hoved, betød det, at jeg mistede både fokus og interesse. Min læsning blev brudt op i for mange bidder, så det blev simpelthen ikke muligt for mig at finde sammenhængen i bogens mange enkeltstående nedslag i begivenhederne. Måske skal jeg prøve igen og evt. fortsætte med bind 2?

Der var forskellige meninger om bogen i Sure Gamle Mænd. Den korte konklusion blev formuleret sådan:
Meningerne om Arbejderhjerte 1 var delte. Vi var enige om, at Trond er et røvhul uden forsonende træk. Vi var også enige om, at tidsspringene er stærkt forvirrende.
Halvdelen af os var alligevel meget optagede af bogen. Hvis man lader være med at forvente en fortælling, men i stedet læser bogen som en række situationsbeskrivelser, så kan man nyde de meget detaljerede beskrivelser af mennesker og fysiske omgivelser.
Man kan spørge sig selv, om Carl Frode Tiller selv har et så foragtende syn på sine medmennesker.

Carl Frode Tiller
Arbejderhjerte 1
Gutkind, 2024
389 sider  

Bogen er lånt på biblioteket.



Douglas Stuart: John, søn af John

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 30 aug, 2026 15:14

Fra bogens bagside:
Fattig og uden at have opnået det store efter sin tid på kunstskolen i Edinburgh tager John-Calum ”Cal” Macleod færgen hjem til øen Harris. På den forblæste lille gård i de Ydre Hebrider, hvor han voksede op, genoptager Cal modstræbende sit gamle liv, fanget mellem barndommens to ekstremer: sin far John, en fåreavler, tweedvæver og trofast forkæmper i den lokale kirke, og sin bedstemor Ella, en svovlende Glasgow-kvinde, der i årtier har bevaret en skrøbelig fred med svigersønnen. Cal spekulerer på, om der findes nogen ensomme mænd på de golde bjergskråninger, mens John forfærdes over sin søns lange hår og tilsyneladende modvilje mod at blive frelst. Og efterhånden som læmmesæson glider over i klippesæson, begynder samfundet på øen at gå op i trevler.

Befolket af uforglemmelige karakterer og suveræn sans for dialog har Douglas Stuart begået et mesterstykke: John, søn af John er en smuk og varm roman om pligt, tålmodighed og sandhedens transformerende kraft. En fortælling om et tæt sammentømret samfund og en familie i opløsning, om en fars forventninger og en søns længsler.

Min anmeldelse:
Det er langsom bog at læse. Sådan er det, fordi historien fortjener det, og fordi den fortælles langsomt i et smukt og meget læseværdigt sprog. Så tag dig god tid og giv ikke op, hvis du i begyndelsen ikke helt bliver fanget af historien. Giv dig god tid til at læse et godt stykke ind i bogen, for så er jeg sikker på, at du vil fortsætte læsningen og nyde den gode histories mange lag og det smukke sprog. 

For engangs skyld læste jeg naturbeskrivelserne med samme fascination som den øvrige tekst, for netop naturen er så central del af historien, at det er ikke bare naturligt at læse dem, men en absolut forudsætning for at få det fulde udbytte af bogen. Med hertil hører interessante og centrale informationer om fåreavl og tweedvævning.

Det er også en dejlig oplevelse af læse beskrivelserne af det lille, fjernt beliggende samfund og livet blandt beboerne der. Der er mange relationer at forholde sig til som læser, og det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre for meget her. Men den centrale konflikt for sønnen John “Cal” er, at han er homoseksuel. Det er svært at afsløre for far John, samtidig med at det er svært for ham at finde kærester i sit barndomsområde. Men der er mange flere lag i historien. 

En stor læseoplevelse – og det er en bog, jeg sagtens kunne tænke mig at læse igen senere! 

Jeg kan kun give bogen mine maksimale 5 sikre stjerner..

Douglas Stuart
John, søn af John
Politikens Forlag, 2026
460 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

PS: Jeg ikke læst forfatterens to første bøger på.dansk, men det bør jeg nok gøre….



Næste »