Fra forlagets omtale: Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under 2. Verdenskrig og efterfølgende under Den Kolde Krig. Et arbejde der har været så hemmeligt, at kun topledelsen i den danske efterretningstjeneste kendte til det.
Frank Jensen er vokset op i et hjem, hvor han først som
voksen opdager, at de navne, han kendte familiens vennekreds under, i
virkeligheden var dæknavne, fordi de var hemmelige agenter. Frank Jensen har
brugt årevis til at grave historien om sin far frem ved at bruge sin unikke
erfaring og sine kontakter fra tiden som chef i efterretningstjenesten. Det
lykkes ham at løfte sløret for et stykke ufortalt danmarkshistorie ved at dele
sin familiekrønike.
Min anmeldelse: Med sin dobbelte faglige baggrund – dels forfatter til flere gode spændingsromaner og dels som efterretningschef – er det lykkes Frank Jensen at skrive et stærkt personlig historie med stor relevans og interesse for alle politisk og historisk interesserede.
Samtidig med at han afdækker sin egen fars forunderlige historie, afslører han hidtil ikke afslørede hemmeligheder af national interesse og bekymring.
Begge dele af historien er meget interessant læsning, og selv om det for mig var tydeligt, at afdækningen af faderens fortid har betydet mest for forfatteren, så fandt jeg sidste del af historien mest interessant. Bogen er som helhed vigtig læsning, så snyd ikke dig selv for den, hvis du er historisk og politisk interesseret.
Bogen får 4 stjerner.
Frank Jensen Min far var spion People’s Press, 2019 297 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen
Fra bogens bagside: Are Kalvø har gennem årene mistet sine venner til hytter og vandrestier i det norske fjeld. Han aner ikke, hvad det går ud på, men problemet har nået et uoverskueligt omfang. Gode venner, som før tog med på bar, er begyndt pludselig at tage i fjeldet, dele billeder af skisporet i fuld alvor ytre ting som: “Det er i mødet med naturen, man forstår, hvor lille man er.”
Kalvø rejser op på fjeldet for at få sine venner og sit
gamle liv tilbage. Hvorfor er de fleste naturelskere så mærkelige? Hvad i al
verden er det egentlig, som foregår ude i naturen og inde i hytterne?
Min anmeldelse: I to forsøg beskrevet i hvert sit kapitel forsøger forfatteren at finde svaret på spørgsmålet, om det er ham, der er noget galt med, når han ikke har været på en eneste tur i skoven eller fjeldet i 30 år. Det har 80 % alle nordmænd nemlig været bare inden for de sidste tolv måneder.
Han er vokset op på landet og har som barn også været på fem
hytteture og har haft ski på en enkelt gang i sin skoletid. Men siden har
storbyen været hans biotop.
Nu sætter han sig for at udforske den ene af de tre ting i
livet, han virkelig ikke forstår folks afhængighed af. (De to andre er religion
og narkotika).
Efter på meget velskrevet, morsom og skarpt beskrevet vis
at have overvejet hvorfor og hvordan, køber han udstyr. Det er en fantastisk
beskrivelse, der er en bidsk og selvironisk gennemgang af mekanismerne bag indkøb
af udstyr til friluftsliv – og en hvilken som helst anden hobby eller
udfoldelse.
Så tager han på to ture i den norske natur.
Første tur varer 7 dage og går til Jotunheimen med afgang
fra Oslo Centrum og med tur op over Besseggen samt bestigning af Norges højeste
tinde, Galdhøpiggen. Det sker i et decideret møgvejr og overnatninger i
forskellige typer hytter.
Anden tur foregår nogle måneder senere med målet at finde
mennesker på Hardangervidda. Det er en 6-dages skitur i påsken, og igen er der
afgang fra Oslo og nogle underholdende hytteovernatninger undervejs.
Begge forsøgene har klart beskrevne mål for, hvad
forfatteren vil opnå på turen, der er minutiøst planlagt. Men selvfølgelig går
ikke alt som planlagt!
Med på turene er forfatterens kone/kæreste/samlever, der
konsekvent benævnes “Den Dokumentationsansvarlige”, fordi hendes opgave er at
notere alt om oplevelser og erfaringer undervejs. På skituren har de et par
mere med, hvor den kvindelige part her kaldes DUA (Dårligt- Udstyrs-Ansvarlig),
mens den mandlige er Den Bekymringsansvarlige.
Det er Kalvø, der er den ansvarlige for bogens skarpe og morsomme tekst. Jeg kendte ikke forfatteren før, men ifølge bogens forreste flap er han forfatter, satiriker og komiker med mange værker inden for et bredt spekter af genrer. Det tror jeg absolut på, for bogen emmer af satire, selvironi, humor. Det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse – uanset om man har været på den ene eller anden slags ferietur i Norge eller ej. Bogen giver et godt indblik i den norske befolknings natur og dens forhold til naturen på velskrevet litterær og filosofisk vis. Lidt på samme måde, som Anne Holt på en helt anden måde giver et i indblik i det norske folks forhold til skisport og håndbold i sin “En grav til to”, samtidig med, at det er en god krimi. (https://blog.drustrup.dk/?p=42)
Jeg kom også til at tænke på en anden bog af en norsk
forfatter, nemlig Roger Pihl “Danmarks bjerge – fra det laveste til det højeste”.
Denne finurlige og sjove bog beskriver 117 af Danmarks bjerge fra det 3 meter høje
Harehøj på Saltholm til Danmarks højeste punkt Møllehøj på 170,86 meter med
historiske oplysninger, fakta og lokale anekdoter. Det er en anden
underholdende bog fyldt med norsk humor på højt plan – om danskeres forhold til
naturen.
Jeg giver meget gerne og helt naturligt bogen mine
maksimale 5 stjerner.
(Samtidig indrømmer jeg, at den norske natur og kultur har
lokket mig til landet mange gange, og jeg indrømmer også, at jeg (for en del år
siden) selv klatrede over Besseggen. Det gør bare, at jeg endnu bedre forstår
Kalvøs beretning fra den del af hans tur.)
Are Kalvø Hyttebog fra helvede : En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen People’s Press, 2019 296 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Hvor går grænsen for satire? Tag på en rejse gennem satirens mystiske og farefulde landskab med din veninde, grevinde, gudinde og heltinde, seniorkorrespondent på Den Korte Radioavis på Radio24syv og prisvindende satiriker Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hun leder efter svaret, så du aldrig mere skal være i tvivl om, hvor satiregrænsen går.
(Sådan introduceres bogen i bagsideteksten.)
Min anmeldelse: Jeg har adskillige gange oplevet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (KBSKH) opsøge samt overskride grænserne for satire. Det samme gælder hendes grænseoverskridende måder at behandle lyttere, interviewofre og kollegaerne i Radio24syv. Udsendelserne var bestemt ikke alle lige sjove, men som direkte og sandsynligvis improviserede udsendelser måtte der selvfølgelig slås nogle skævere af og til, men kedeligt var det aldrig.
Det må sige at være sent på skrift at skitsere grænserne, når
nu radiostationen desværre er lukket. På den anden side, så har KBSKH opsøgt grænserne
og kender dem godt, for at hun med sikker hånd har kunnet overskride dem.
Gennemgangen i bogen af forskellige former for satire er
med samme tempo og stemmeføring som i radioudsendelserne samt lige så hvast
skarptunget formuleret, som alle lyttere kender.
At læse bogen er som at genhøre KBSKH, og det er ret
underholdende. Der er med de læsebriller på, jeg synes, bogen har sin primære
rolle. Som satireteori og analyseværktøj står den for mig knapt så stærkt, men
gu’ ve’ om ikke også bogen er skrevet for at underholde?!
Få bl.a. svar på det på denne årstid så relevante spørgsmål,
om man stadig må gøre grin med mænd, der kan lide risengrød.
Jeg giver bogen 4 stjerner for dens underholdningsværdi.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm Hertil – og ikke længere People’s Press, 2019 91 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Igennem tyve år har cirkusdirektør Søren Østergaard tejst land og rige rundt med sit Zirkus Nemo. Med sig har han haft nogle af landets mest markante og alsidige artister, som på hvert sit felt med stor virtuositet og professionalisme har bjergtaget danskerne med deres kunst.
I bogen møder vi blandt andet Baconmanden,
kendt og elsket for sine performances, hvor han som menneskelig flæsk lader sig
stege på en glohed pande i oversize. Vi møder også Bager Jørgen, der er berømt
for sin forrygende optræden med dansende wienerbrød for det danske kongehus.
Senest er han sprunget ud som digter med samlingen 15
erotiske brøddigte, der går som varmt brød. Og vi møder Erik Bo
Nielsen alias Smadremanden og får den utrolige historie om hans opvækst, som
nok vil komme bag på de fleste.
Som alle store kunstnere og genier slæber
de rundt på tung bagage. I bogen får vi eksempelvis den tragiske historie om,
hvordan det musikalske geni, Manden, der ikke kan fløjte, mistede sine forældre
ved en koncert, hvor de skulle hyldes for deres livslange opbakning.
Også den fænomenale showdressør Ib Glahn
har mødt tragedien; faktisk var det hans berømte bedstefars død, som satte gang
i Ibs karriere, da bedstefaderen efterlod sit barnebarn et brev, hvori der blot
stod: “Rid Ib”, og det gjorde han så
Min anmeldelse: Denne bog kan være en oplagt mandelgaveidé! (Se senere)
Til
min store fornøjelse har jeg oplevet Zirkus Nemo live flere gange og har også fulgt
flere af forestillingerne samt andre optrædender i fjernsynet. Blandingen af
topprofessionelle artister og Søren Østergaards alternative kunstnere, hvoraf
en god del portrætteres her i bogen, er på alle måder unik.
Derfor
glædede det mig meget, da jeg så, denne bog var på vej. Og da Søren Østergaard
blev interviewet på årets BogForum, var jeg på pletten for at høre mere om
bogen, inden jeg læste den.
Det,
Søren Østergaard fortalte om bogen og processen bag den, skærpede mine
forventninger, og de blev ikke skuffede.
Oprindeligt
var det planen at skrive en sjov bog. (Sikkert en opdateret og ændret udgave af
biografien “Danser med wienerbrød” af Jens Korse (2011)). De
første forsøg var ikke sjove, så da da den faste fotograf på Zirkus Nemo, Steen
Brogaard, foreslog Søren Østergaard at fortælle historien om hans forskellige
kunstnere, ændredes fokus for bogen straks. Det er første gang, der overhovedet
er skrevet noget ned om personerne og deres baggrund, og det har Søren Ø hygget
sig meget med, og man må sige, hans ret skæve fantasi har fået fuldt afløb!
Det viser sig bl.a. i beskrivelserne at 11 af de 12 kunstnere
har mistet begge forældrene på én gang ved forfærdelige ulykker, mens en enkelt
slet ikke har haft forældre!
For de litterært interesserede er især beskrivelsen af Bager
Jørgens karriere som digter. Det er ubetaleligt morsomt skrevet med hårde og kærlige
spark til det litterære parnas.
Bortset fra de herligt kugleskøre historier, så havde det været
en skræmmende oplevelse for Søren Ø at opdage, hvor meget af ham selv, der
viste sig at være i alle figurerne. De portrætterede kunstnere er: Kim Tim, Ib
Glahn, Manden der ikke kan fløjte, Marianne, Baglænsmanden, Baconmanden, Målermanden,
Bugtaleren, Smadremanden, Santes Jr., Leslie Bøje Møller og Bager Jørgen.
Processen med at skrive bogen har tilsyneladende været den
samme som med teksterne til forestillingerne. Selvfølgelig er der
en grundidé, men Søren Ø skriver ikke teksterne ned på forhånd, men improviserer
dem frem, så og udvikler de sig løbende. Bogens kapitler har samme friske og
umiddelbare vildskab.
På
spørgsmålet om, hvad man kunne bruge bogen til, svarede Søren Østergaard bl.a.,
at man kunne have den liggende i sommerhuset og tage et kapitel en gang
imellem. Alternativt kunne den bruges til mandelgave, forslog han. Det trak han
alligevel lidt på og foreslog, at man også kunne beholde den selv. Så kunne man
begynde at læse op af den for gæster, der blev hængende for længe og ikke ville
gå hjem. Så ville de sikkert hurtigt tage hjem, mente han. Det er jeg nu ikke
sikker på – med mindre det var gæster uden humoristisk sans.
Jeg
morede mig meget med bogen og giver ikke mit eksemplar væk som mandelgave, men
giver i stedet bogen 4 store stjerner.
Søren Østergaard 12 store danske artister People’s Press, 2019 123 sider
Bogen
er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Denne bog er en storslået rejse rundt i Danmark og resten af Norden. Den er resultatet af det formentligt største nordiske fotoprojekt nogensinde. Tusind fotografer, heriblandt mange danske, har skildret den nordiske hverdag – fra det østligste Finland og vores naboland Sverige til Island og Grønland i nordvest, fra Svalbard i Nordnorge til Sønderjylland.
De bedste billeder er udvalgt af en international jury og
tegner tilsammen et kærligt og fascinerende portræt af livet i Norden – som en
unik dokumentation af vores tid.
Min anmeldelse: Gennem årene er udgivet utallige fotobøger med lige så mange forskellige profiler og formål, og selv om jeg kun har set en brøkdel af dem, så er det alligevel blevet til en god del. Jeg må sige, at jeg ikke erindrer en så bredt favnende og flot billedkavalkade som i denne bog. De rigtigt mange billeder udgør sammen med de korte og præcist beskrivende billedtekster et enestående samlet billede af mennesker i Norden og deres liv lige nu. Det er rigtige mennesker i alle aldre fanget i hverdag og til fest, i sorg og glæde, i leg og i alvor samt på arbejde og i fritiden. Alle tænkelige situationer og sammenhænge ser ud til at være dækket på fornem vis.
Det er en helt aktuel dokumentation af livet lige nu i
Norden, men på bare lidt længere sigt er bogen også en god historisk kilde til
dagligliv i Norden anno 2019.
Vel er det ikke en bog, jeg har læst fra ende til anden,
men det er en bog, som er umådelig svær at lægge fra sig. Der er så mange
tankevækkende informationer og overraskende oplevelser, at hver side er en stor
fornøjelse af gå på opdagelse i.
Det er ikke fotokunst, men indlevende og topprofessionel
billedjournalistik på højeste plan. Det er helt sikkert en bog, jeg vil blive
ved med at vende tilbage til, bladre i, studerede, nærlæse – og nyde.
Det er forunderligt at opleve, hvor ens vi trods
geografiske og naturbetingede baggrunde er i Norden. Bogen burde
husstandsomdeles af alle de nordiske landes regeringer, eller på anden måde gøres
til fast bestanddel af befolkningens nordiske bevidsthed og fælles kultur
En sikker 5-stjernet nydelse + masser af nordlys.
Livet i Norden Politikens Forlag, 2019 358 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bogen er gæsteanmeldt af Vibeke Hatt Sørensen,
som tog opgaven på sig i forbindelse med en litteraturcafé, jeg holdt i vores fælles
hjemby, Øster Brønderslev.
Vibeke Hatt Sørensens anmeldelse: Bogen er forfatterens ”egen historie” om hende og hendes enæggede tvillingesøster, som er spastisk lammet – skrevet som en autofiktiv fortælling. Så vi ved ikke, hvad der er sandt, og hvad der er fiktion.
Bogen er skrevet i to tidszoner – én i 5-6 års alderen og én
hvor pigerne er 18-19 år. Da pigerne er tre år, flytter forældrene fra
hinanden, og det er svært for moderen at klare tingene alene, men hun gør det –
og er ved at slide sig selv op på det.
“Jeg” er den raske Katrine, der på den ene side elsker sin
syge og sarte søster, Stine, og på den anden side kommer der en barnagtig
vrangvillighed op i hende. Stine beskrives, som om hun stort set ikke rigtig
kan klare noget selv. I hvert fald så er det beskrivelserne af al den hjælp,
hun har brug for, der fylder – og ikke det hun kan. Som barn ved Katrine
tydeligvis ikke, hvor hendes nogle gange mindre pæne ord og handlinger til søsteren
kommer fra. Hun står ofte og ser, at den opmærksomhed/kærlighed, hun selv lige
har brug for (specielt moderens opmærksomhed), bliver tildelt hendes syge søster.
I løbet af fortællingen gøres det mere og mere tydeligt, at Katrine med alderen
bliver afhængig af den syge Stine.
Katrines liv formes af Stines situation. Katrine er en
skyggesøster. Både mor og Katrine går i clinch med faderen. Han mener, at Stine
vil kunne leve et bedre liv, hvis hun ikke blev pakket så meget ind i vat. Om
Katrine er gal på faderen, fordi hun kan se, at han har ret; fordi hun har
formet sit liv efter Stines situation; fordi hun vil holde med moderen eller
noget helt fjerde, er ikke til at vide. Det ved kun forfatteren. Men det er
tydeligt, at der kommer noget mere fast og gennemskueligt i historien på siderne,
hvor faderens samvær med pigerne beskrives, til sammenligning med beskrivelsen
af moderens samvær. Måske skal det fortælle læseren noget!
Bogen er sprogligt let at læse, men det er svært at vide,
hvornår vi befinder os i den ene eller den anden tidszone – dog laver
forfatteren den sproglige finurlighed, at hun i ”barnezonen” skriver, som var
det skrevet til børn i en børnebog, og når vi bevæger os i ”voksenzonen”, så skrives
der til voksne. Der opstår en sproglig forvirring i læserytmen, indtil man lige
finder ud af, hvad det er, der foregår.
Det vil være unfair, at jeg bedømmer bogen med stjerner.
Jeg tror, jeg som sygeplejerske i psykiatrien har nok af skæbner til dagligt, så
derfor kedede emnet mig noget. Andre vil nok synes, den er god, men jeg synes,
hendes skrivestil er underlig. Jeg er ikke den rigtige til at bedømme den.
Katrine Nørregaard Søster, min søster Politikens Forlag, 2019 292 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
