Med mange læste krimier og spændingsbøger gennem årene er
det ofte muligt undervejs at forudse handlingen og at gætte sig til gerningsmanden/gerningskvinden,
men heldigvis er det ikke sådan hver gang – og slet, slet ikke denne gang!
Ikke siden jeg læste Jo Nesbø: Snemanden, er jeg blevet
snydt så grundigt undervejs i min læsning, som med denne nye krimi fra Arne
Dahls dygtige hånd og kringlede hjerne.
Det er ganske enkelt den bedste krimi, jeg har læst i
lang, lang tid, og for en gangs skyld er en anprisning på et bogomslag ikke
helt skæv: “Den bedste svenske kriminalroman nogensinde.” (Sydsvenskan)
Bogen er den første i en ny serie med de to
efterforskere, Sam Berger og Molly Blom, som hovedpersoner, og selv om
historien i denne bog rundes af, slutter den alligevel med sporet til en
fortsættelse, og den kan kun komme for langsomt!
De to hovedpersoners barndomsoplevelser med mobning og
vold spiller afgørende roller for handlingen, og den alvorlige baggrund
afsløres undervejs i bogen.
I bogens første del undersøger Sam Berger og hans folk en
15-årig piges forsvinden som muligt offer for en seriemorder og med forbindelse
til flere forsvundne 15-årige piger.
I anden del vender billedet helt på hovedet, og det er
svært at fortælle mere, uden at afsløre for meget, men her kommer Molly Blom og
det svenske sikkerhedspoliti SÄPO ind i billedet.
Derefter skifter handlingen retning flere gange
undervejs. Det hele bliver vildt intenst, og stemningen styrkes af Arne Dahls
sikre hånd med skrivestilen og med at skrue et effektivt plot sammen.
Bogen er kondenseret ind til at være på færre sider end
de fleste krimier efterhånden breder sig over. Det gør læseoplevelsen bedre,
selv om den gode bog så varer kortere, men så må man bare læse den igen for at
få flere detaljer med, for det gik godt nok stærkt med den første
gennemlæsning. Så spændende var bogen!
Nogle få stikord til supplering af det, jeg allerede har
skrevet, kan i tilfældig orden være: overvågning, dyre ure, fælder,
dobbeltspil, hemmeligheder og barndomstraumer.
Arne Dahl: Skyggezone
Modtryk, 2016
(366 sider)
Forfatterportræt: Sara Arnald
Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside HER