På en dag, hvor den længe ventede og ret meget forhåndsomtalte nye
Jussi/Carl Mørch-bog udkommer, har jeg dette enkle bidrag til mediemylderet.
Da Jussi Adler-Olsen tidligere på året mødte en gruppe bogbloggere på
Hjørring Bibliotek (se “selfie”-billedet øverst t.v. taget af Rebekka
Andreasen fra www.vildmedkrimi.dk), løftede han lidt af sløret for bogens plot,
så jeg var ved læsningen forberedt på, at sekretæren i Afdeling Q, Rose, ville
være hovedperson, og at der for første gang ville blive afsløret noget om
hendes fortid. Og den vinkel var jeg rigtig glad for i den nye bog.
Samtidig glæder jeg med til næste bind, hvor Assads hemmeligheder – eller i det
mindste nogle af dem – vil blive fortalt.
Der er flere lag og parallelle historier i den nye bog, der som tema ud over
Roses baggrund og traumer har nogle unge kvinders egocentrede og
selviscenesættende (deraf bogens titel) forhold til samfundet og til familien.
De er sociale tilfælde, der kræver ind og ikke yder noget som helst til
fællesskabet. Til dette tema hører desuden socialarbejderen Anne-Line og hendes
holdninger til denne type sociale klienter samt ikke mindst hendes voldsomme
opgør med dem.
Da Rose bryder sammen i bogen, går en god del af afdeling Qs arbejdstid med
at opklare baggrunden for hendes traumer og af og til mystiske optræden, hvor
hun tidligere optrådte som sin søster. I bogen møder vi hendes søstre rigtigt
og går tilbage til hendes barndom.
Rose bor nabo til bedstemoderen til en af de unge piger, så her krydses
linjerne i bogens historier, og selvfølgelig/heldigvis skal vi følge afdelingen Qs belastede
forhold til politiledelsen og andre afdelinger på politigården.
Et par tillægshistorier er nogle mænds forbryderiske aktiviteter helt fra
nazitiden og frem til nutidig psykisk terror mod børn.
Historien er både voldsom i sine beskrivelser og på en gang politisk og
politisk ukorrekt. Emnet med de sociale klienters liv og forhold er politisk,
mens deres handlinger er absolut grænseoverskridende politisk ukorrekte, men de er rigtigt gode til
at bringe den spændende og godt fortalte historie videre.
Det hele fortælles i daterede og ikke altid kronologiske afsnit, hvor
skiftende personer fra bogen er fortællere. Jeg læste bogen hurtigt og var hele
tiden spændt på, hvor jeg blev forledt hen undervejs. Samtidig blev jeg
underholdt med en vedkommende og spændende historie med en god kompleksitet og
sammenhæng.
Det vil vel være passende at give bogen en grafisk rating, og hvad er mere
passende end at læne sig op ad et kendt bilmærkes logo:
Jussi
Adler-Olsen
Selfies
(Afdeling Q;7)
Politikens
Forlag, 2016
(507 sider)
