En litterær “roadmovie” til søs på franske
kanaler for romantisk indstillede læsere af kærlige romaner og for litterært
interesserede.

Jean Perdu blev uden at kende grunden forladt af sin
kæreste, Manon, 21 år før bogen foregår, og han er ikke kommet sig over det.
Han driver et antikvariat fra en husbåd midt i Paris, hvorfra han formidler den
rette læsning til præcist den rigtige læser, og han kurerer på den måde alle
folks sygdomme og uopfyldte behov – undtaget sit eget tungsind over tabet af
Manon. Det er nogle herlige optrin, hvor han formidler bøger eller nægter at
sælge en bog til den forkerte læser.

På båden dukker flere interessante typer op bl.a. en ung
forfatter, som efter en salgssucces forfølges af sine mange læsere og sit
forlag, der rykker for endnu et mesterværk. Han har fået skriveblokering og
flygter med Perdu på husbåden, da de sætter kursen mod Manons Provence, for at
Perdu kan få gjort op med fortiden. Han finder nemlig et brev med forklaringen
på Manons forsvinden.

Så går turen gennem Frankrig med afstikkere til
litteraturen og fortiden samt udsigt til fremtiden med kærligheden.

Det er ikke storladen verdenslitteratur, men hyggelig
læsning med varme stemninger samt både interessante og sympatiske personer lige
som bl.a. i “Chokolade” og “Harold Frys usandsynlige
pilgrimsfærd” – og oplagt læsning for alle, der kunne lide de bøger.

Bagest i bogen er der listen over alle omtalte og
ordinerede bøger fra apoteket samt opskrifter på nogle af de lækre retter, der
laves undervejs. Bon appetit – på
læsningen og livet.

Nina George
Det litterære apotek
Bazar, 2016
(396 sider)