Fra bogens bagside:
En lyseblå Fjällräven-rygsæk eksploderer ved Storkespringvandet midt i det travle København. Ved et mirakel omkommer kun to mennesker. Inden dagen er omme, står det klart, at der er tale om et terrorangreb.
I månederne inden angrebet er den unge kriminalreporter Martin Jelling kommet tæt på det hemmelige islamistiske miljø i København, et miljø der har forbindelser til terrormistænkte i Yemen og England. Samtidig udspiller der sig en magtkamp i Politiets Efterretningstjeneste, og PET- agenten Peter Smith er alvorlig bange for, at tjenesten er ved at miste overblikket over de danske islamister.
“Lyset sletter nattens ord” er en psykologisk thriller om en ung dansk journalist og en erfaren PET-agent, der begge kommer i klemme mellem kræfter, de ikke kan overskue.
Min anmeldelse:
Miki Mistrati er en erfaren og meget prisbelønnet journalist, der har arbejdet på og med mange medier og i dag er ansat på Time i London. Også i tidligere bøger – såvel fiktion som fakta – har han skrevet om politiske emner, medier, hemmelige tjenester og særlige grupperinger.
Inden bogen udkom havde der været en del foromtale, så derfor var jeg dels forberedt på baggrunden for bogen, og dels var mine forventninger høje.
Mht. at være forberedt, så fandt jeg forklaringen på titlen, der henviser til alt det, natten skjuler, og som forsvinder, så snart det bliver lyst.
Desuden læste jeg i forordet, at Mistrati begyndte bogen før terrorangrebet i Krystalgade og i London, så han oplevede på den måde virkeligheden overhale romanplottet, for bogen handler om terror, terrorbekæmpelse, radikalisering, medier og magtkampe.
Historien fortælles i vekslende kapitler med de to hovedpersoner, journalisten Martin Jelling og PET-agenten Peter Smith, som udgangspunkt. Her følger vi som læsere journalistens komplicerede privatliv, livet på en avisredaktion på en formiddagsavis samt hans arbejde med at undersøge og infiltrere det islamistiske miljø, og til sidst hvordan det hele ændrer hans liv. Parallelt med det følger vi situationen i PET med bl.a. magtkampe og forskellige holdninger til overvågning af danske islamister og risikovurdering af dem.
Hvordan situationen udvikler sig, og hvorfor det går, som det gør, fortæller jeg ikke, men en bombeeksplosion ender det med, som afsløret i bagsideteksten.
Det er tydeligt, at der ligger megen indsigt og viden bag bogens indhold. Det er lige så tydeligt, at der er et stort engagement bag Mistratis intentioner med bogen. Derfor er bogen interessant læsning for alle samfundsinteresserede borgere.
Men som spændingsbog, krimi, psykologisk thriller eller samfundspolitisk thriller halter den for mig noget. Forholdet mellem formidlingen af den journalistiske research bag bogen og den skønlitterære formidling er ikke i balance. Bogen sætter sig for mig lidt mellem 2 stole, hvor det dramatiske drive, der skal være i en spændende bog, spændes ben for af de facts, der også formidles. Desuden virker udgangen på plottet og især journalistens personlige udvikling mindre overbevisende.
Det er lidt ærgerligt, hvis bogen derfor ikke når så langt ud, som den burde, for det er som sagt rigtig relevant og interessant læsning, og så er det en absolut velskrivende journalist, der står bag.
Som spændingsbog kan jeg kun give den 5 skydeskivepoint, mens den fortjener 7-8 for helheden, så derfor bliver gennemsnittet 6. Den får 3 krimihjerter af mig på krimifan.dk.
Læs evt. mere om bogen HER og HER.
Miki Mistrati
Lyset sletter nattens ord
Politikens Forlag, 2017
313 sider