Fra bogens bagside:

For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand – den beregnende psykopat Johan Pressler – vil blive løsladt.

Da det sker, eksploderer en bandekrig i Københavns gader, orkestreret af Johan Pressler. Og da den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen bliver sendt af sted for at udrydde problemet Magnisdóttir, opdager Sif, at hun er en brik i et større spil.

Men Sif har en hemmelighed. Hendes tid som offer er forbi.

Min anmeldelse:
Sif er en interessant person, og det bliver spændende at følge hendes cidere færd, for forfatteren har lovet, det bliver en serie. Hun minder mig iøvrigt rigtigt meget om Lisbeth Salander – en traumatiseret kvinde, der vælger aktiv modstand og med en god makker.

Elementerne i krimien er mange: personlige traumer, voldtægt, mishandling, psykopati, narkohandel, bandeopgør, magtkampe, politiarbejde, København, nordisk mytologi og en mystisk organisation, der ikke afsløres ret meget om her i første del af serien. Det lyder kompliceret, og det er bestemt heller ikke alt, der hænger 100 % overbevisende sammen. Der er flere usandsynligheder undervejs.

Alligevel bliver det spændende at følge med i alt det, der sker omkring Sif. Det skyldes i høj grad den skrivestil, forfatteren har valgt med skiftende fortæller- og synsvinkler, et højt actionniveau samt et ret koncentreret sprog med kort sætninger og højt tempo.

De mange handlingselementer betyder selvfølgelig også mange konflikter. Ud over parterne i bandernes krig om narkohandelen samt Sifs voldsomme konflikt med sin nu løsladte voldtægtsmand er der magtkampe internt i politiet, organisationen af bagmænds konflikt med samfundet og krigsveteran Thors konflikter til flere sider.

Med bagsidens tekst og mine bemærkninger er der forhåbentlig skabt et indtryk af bogen, så I kan afgøre, om I vil give jer i kast med bogen. Selv vil jeg gerne også læse den næste bog om Sif, men jeg håber, der kommer mere styr på plotstyringen og lidt mere på sandsynligheden.

Jeg giver bogen 6 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk

Thomas Clemen
Jeg er Sif
Modtryk, 2017

349 sider