Fra bogens bagside:
På et hotel i Berlin møder den albanske mafiahåndlanger Bashkim en frygtindgydende dansk gangster. Narko og penge skifter hænder, og de aftaler en ny handel med store mængder våben – sælgeren er den russiske mafiaboss Papa og køberen columbianske FARC.

Samtidig bliver 143 bankbokse tømt i en kælder ved Nørreport i København. Vicepolitikommisssær Vicki Thomsen skal opklare sagen, og hun bliver fra første færd modarbejdet af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri. Ingen ved, hvad boksene præcist indeholdt, men det står hurtigt klart, at det har en forbindelse til russiske kriminelle.

Vicki Thomsens tidligere kollega Axel Steen har skiftet job og er blevet ansat som undercoveragent PET. Det bringer ham til Amsterdam, hvor han infiltrerer kriminelle miljøer. Han er den fødte agent, men en ny opgave udvikler sig til den farligste og mest omkostningsfulde aktion, han nogensinde har været involveret i.

Min anmeldelse:
Da jeg som bibliotekar og lektør anmeldte og beskrev de tre første bøger i serien om Axel Steen for Dansk BiblioteksCenter, var jeg klar over, at noget stort og godt var dukket op. Da bind 4, Aisha, udkom i 2015 blev indtrykket yderligere styrket, og både spændings- og kvalitetskurven stiger yderligere med denne den seneste bog i serien.

Egentlig siger bagsideteksten tilstrækkeligt – måske rigeligt – om bogens indhold, for netop Steins greb om plot og tempo i afsløringen af sagens rette sammenhæng gør læsningen ekstra god. Derfor er det ærgerligt for fornøjelsen at vide for meget inden læsningen.

Axel Steen er en hård nyser også overfor sig selv, og igen er der en perfekt ubalance mellem hans komplicerede privatliv og hans aktiviteter som agent og opdager. Der skabes et spændingsfeltet, som rækker langt ud over og op over mere traditionelle politiromaner med hovedpersoner, der har ondt i samlivet og leveren.

Der er absolut sandsynlig og faktuel baggrund for bogens forskellige konflikter og sager, og tilsat bogens effektfulde actionelementer får vi en vedkommende og vildt spændende krimihistorie med både nationale og internationale skurke.

Send endelig Axel Steen på nye eventyr hurtigst muligt! Det kan kun blive til et rent pletskud med 10 krimiskydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

(1: Uro – 2: By, bye blackbird – 3: Akrash – 4: Aisha)

Jesper Stein
Papa
Politikens Forlag, 2017
410 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.